Lockdown

3 råd til at få struktur på dit studieliv derhjemme

03-02-2021
2 min.
Hvis du oplever, at det er svært at få studielivet til at fungere hjemme i sofaen, er du langtfra alene. Corona-studielivet stiller store krav til den enkelte studerende. Illustration: Liniia_A/Shutterstock

Mange studerende oplever, at studie og fritid flyder sammen under Covid-19-nedlukningen. Vi har spurgt Studenterrådgivningen, hvordan man kan sikre en effektiv studiehverdag.

Du kender den nok efterhånden godt: Coronatrætheden, som sniger sig ind. Mens landet er lukket ned endnu en gang, kæmper studerende ihærdigt med at holde motivationen oppe derhjemme. Og det er langtfra nemt at få studiehverdagen til at glide.

Studenterrådgivningen hjælper studerende rundt om på landets videregående uddannelser. Her oplever medarbejderne, at flere og flere studerende henvender sig, fordi de har rigtig svært ved at få struktureret deres tid, når de sidder hjemme på værelset.

”Det, som normalt kan være med til at skabe struktur for de studerende – altså det at komme til forelæsning, at mødes med studiegruppen og have muligheden for at sidde i læsesalen – er der ikke længere,” fortæller Sara Køhler Alsing, der er rådgiver hos Studenterrådgivningen.

Hvor går grænsen?

I øjeblikket hviler der derfor et tungt ansvar på de studerendes egne skuldre, fordi det er op til dem selv at skabe faste rammer for deres læring.

Ifølge Sara Køhler Alsing går det også ud over studerende, der ikke nødvendigvis var sårbare før corona-krisen, men som nu har problemer med at lære at sætte grænser. Enten underpræsterer de, eller også overpræsterer de.

”Manglen på faste rammer kan resultere i, at nogle kommer til at overarbejde, fordi de har svært ved at vurdere, hvornår de har lavet nok – og andre kan have besvær med at få noget ud af dagen i det hele taget,” forklarer hun.

Tre tips

Hvis du har behov for at få mere struktur på hverdagen, har Sara Køhler Alsing tre råd til, hvordan det kan lykkes.

1) Skab rutiner

Kunsten er at skabe rutiner for sig selv. Her handler det om at fastlægge et skema for dagene. Sæt gerne vækkeuret til det samme tidspunkt hver dag, spis morgenmad, klæd dig på, og begynd på at læse på samme tid. Og så skal du aftale med dig selv, hvornår studiedagen skal slutte.

2) Husk naturlige afbræk

Det kan også være en god idé at fastlægge nogle tidsrum, hvor man beslutter sig for at læse koncentreret – fx 25 minutter ad gangen. Derefter kan man holde nogle gode pauser, hvor hjernen kan koble fra. Her kan du gøre det, du har lyst til – om det er at tømme opvaskeren, vaske noget tøj eller gå en tur. Når du gemmer overspringshandlingerne til din pause, tager de ikke overhånd.

3) Hold kontakten med dine medstuderende

Studiet er ikke kun lig med bøger. Det er også fysiske forelæsninger, fester og venner. Derfor kan det være svært, når interessen for det faglige pludselig skal bære sig selv. Et godt råd er at forsøge at gøre noget sammen med andre. Du kan motivere dig selv ved at have andre aftaler i løbet af hverdagen, fx med din studiegruppe, gå en tur med en kammerat, eller ring til hinanden. I kan også hjælpe hinanden med at studere over Microsoft Teams eller Zoom.

Få hjælp gennem Studiezonen

Har du svært ved at få styr på hverdagen på egen hånd, er der hjælp at hente.



Studenterrådgivningen har på grund af de mange henvendelser fra fortvivlede studerende oprettet et online studiefællesskab kaldet Studiezonen.

Her kan man vælge at møde ind online tre gange om ugen og sparre med hinanden. Samtidig hjælper to rådgivere alle deltagerne med at sætte nogle klare mål for dagen. 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.