Anbefalinger

Kommunalforsker: Vi kan ikke forstå verden uden kunst

09-11-2021
1 min.
Ulrik Kjær er uddannet cand.oecon. og siden ph.d. ved det, der dengang hed Odense Universitet. PR-foto: SDU

Som ekspert i lokalpolitik er Ulrik Kjær alle vegne i medierne i disse dage. Han bruger bl.a. landskabsmalerier og romaner til at forstå feltet, han arbejder med. Her anbefaler han nogle af dem – og den musiker, han kalder ”den største nulevende danske kunstner”.

På Syddansk Universitets hjemmeside kan man følge med i, hvor meget de ansatte er i medierne. Lige i øjeblikket går det stærkt på professor Ulrik Kjærs liste med presseoptrædener.

I næste uge er der byrådsvalg, og Ulrik Kjær er med sine mere end 20 års forskning i kommunalpolitik en af landets mest prominente eksperter på området.

Derudover interesserer han sig for kunst og kultur, og her giver han tips om gode ting at læse, høre og se.

 

Hvad læser du for tiden?

”Hellere skønlitteratur end faglitteratur. Der findes faglitteratur skrevet af blændende skribenter som Jared Diamond og Alain de Botton (eller vores hjemlige Tor Nørretranders), men jeg skal have noget modvægt til de mange videnskabelige artikler, jeg læser på jobbet. Aktuelt bøger som Joyce Carol Oates ’Mit liv som rotte’ og ’Alt det jeg ikke fortalte dig’ af Celeste Ng (og danske Jesper Wung-Sungs ’Kvinde set fra ryggen’).”

Hvilken bog har ændret dit syn på verden?

”Det er der hele skønlitterære forfatterskaber, som har. Hvordan forstå ulighedsdiskussionen uden at have læst Tom Wolfes fire store romaner? Eller arbejdslivet i en globaliseret verden uden at have pløjet sig igennem Dave Eggers’ samlede værker? Eller teknologi uden at have været dybt inde i William Gibsons univers? Eller samfundet som sådan uden at have slugt alt, hvad Douglas Coupland nogensinde har skrevet? Jeg spørger bare.”

Hvilke kulturelle perler burde alle kaste sig over?

”Alle burde se mere på landskaber. Den store politiske diskussion i Danmark i øjeblikket er kampen mellem by og land, men hvordan ser byen og landet ud? Jeg ser landsskabsmalerier som Anders Moseholms cityscapes og Allan Ottes landskaber som illustrationer af ikke bare modstillingen, men også hver især såvel det smukke som det mindre smukke ved såvel by som land.

Skal der musik til, så er der jo ingen vej uden om den største nulevende danske kunstner: Anders Trentemøller. Hans lydlandskaber går ikke bare til kunst, men også til lukkede øjne.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.