Leder

Lige og ordentlige vilkår

25.10.2021

af

Foto: Morten Holtum

Foto: Morten Holtum

Vi bør gå langt mere ambitiøst til værks med en barselsmodel inspireret af de andre nordiske lande, skriver Djøf-formand Henning Thiesen.

Sikring af lige og ordentlige vilkår for både mænd og kvinder på arbejdsmarkedet er en kerneopgave for Djøf. Den skæve fordeling af orlov, der kendetegner Danmark, har store negative konsekvenser for især kvinders løn-, pensions- og karriereudvikling. Den skæve orlovsfordeling er således en af de væsentligste forklaringer på, at Danmark klarer sig dårligt i europæiske og internationale opgørelser over kvinders muligheder for at opnå en ledelseskarriere.

Det er heller ikke uden grund, at erhvervsorganisationer som fx Dansk Industri og Dansk Erhverv længe har været tilhængere af øremærket barsel til mænd. Udgangspunktet er selvfølgelig, at Danmark vil blive et rigere og mere dynamisk samfund, hvis flere kvinder får bedre mulighed for at gøre karriere.

Samtidig ved vi fra en række medlemsundersøgelser, at fædre har et ønske om at kunne holde længere orlov med deres børn. I en ny undersøgelse blandt erhvervsaktive djøfere med mindre børn angiver 47% af de privatansatte mænd, at de gerne ville have holdt længere barsel med deres børn, end de faktisk gjorde.

Djøf har i mange år argumenteret for nødvendigheden af en mere ligelig fordeling af orloven mellem forældrene som en helt afgørende forudsætning for at fremme reel ligestilling på arbejdsmarkedet og i familien.

Og med EU's orlovsdirektiv, der skal implementeres i Danmark inden august 2022, kommer vi et stort skridt nærmere sikring af lige muligheder for mænd og kvinder.

Djøf anerkender det initiativ, som Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening, har taget på barselsområdet. Det er dog heller ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ser, at Danmark går videre end blot den minimumsimplementering, som FH og DA lægger op til.

EU-direktivet har givet os en historisk mulighed for at gennemføre en reform af den utidssvarende og ligestillingshæmmende barselslovgivning, vi har i Danmark.

Frem for at lappe lidt på eksisterende lovgivning bør vi derfor gå langt mere ambitiøst til værks med en model inspireret af de andre nordiske lande. De ligestiller i højere grad forældrenes rettigheder umiddelbart efter fødslen og tager også højde for andre familieformer end blot far-mor-og-børn. Det vil også øge incitamentet til, at man med tiden kan sikre forældrene en lige god løndækning under orlov.

Vi kan ikke fortsætte med at lulle os ind i forestillinger om familiernes frie valg til at bestemme orlovsfordelingen, når barselsreglerne i dag modarbejder et reelt frit valg i familierne. Fordelingen foregår selvsagt ikke uafhængigt af lovgivning, økonomi og samfundsnormer.

Derfor er det også nødvendigt at få ændret den systemfejl, som vores offentligt finansierede barselsorlov lider af, og som fører til diskrimination af kvinder på arbejdsmarkedet og svækker fædres tilknytning til deres børn. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Christina
2 år siden
Tak, Djøf, fordi I er så klare i jeres holdning til dette emne til trods for, at så mange kommentarspor både her og på sociale medier tyder på, at det står sløjt til med den danske befolknings ønske om reel ligestilling. Lige fordeling af barslen har været min kæphest i årevis, og kommentarerne om, at familierne ikke selv får lov at vælge, klinger hult, når der aldrig har været nogen, der har undret sig over, hvordan de mange ugers øremærket barsel til moderen skulle give nogen form for frihed til familierne. Hold bare fast i det gode arbejde, Djøf! Vi er også mange i det private erhvervsliv, der er helt enige i linjen.
SJ
2 år siden
Er det ikke meningen, at DJØF som fagforening skal repræsentere sine medlemmer? Har I spurgt, hvad vi faktisk ønsker os? Eller ser I mere jeres opgave at diktere, hvad vi synes, og kæmpe for jeres personlige mål?