Sådan kobler jeg af

"Ingen kan levere 100 % hele tiden"

11.1.2021

af

Foto: Katinka Klinge

Foto: Katinka Klinge

Prøv at lægge den dårlige samvittighed på hylden, lyder Rosa Lunds råd til studerende. Når hun selv har tid til at slappe af mellem de travle dage på Christiansborg, er hun med egne ord ”Enhedslisten <em>classic</em>”.

Da Djøfbladet spørger Rosa Lund, hvordan hun foretrækker at slappe af, kan hun godt selv høre, at der nok er en kliché på vej.

”Med fare for at lyde som en Enhedslisten classic kobler jeg af ved at strikke og dyrke yoga,” svarer hun.

Hun er til folketingsmedlem for Enhedslisten, og med en arbejdsuge i omegnen af 60 timer er der behov for afkobling i og næ. Her nyder hun at strikke til sig selv og venners børn.

”Før i tiden var det kun strømper, jeg strikkede, men corona-krisen og den megen tid hjemme har gjort, at jeg har udfordret mig selv til at strikke en masse andre ting også – sweatere, veste og børnetøj. Jeg kobler af ved at strikke, hvor jeg bare kan lade tankerne flyve,” siger Rosa Lund.

Frem med måtten

Den 34-årige politiker, som har siddet i Folketinget ad flere omgange – først fra 2011 til 2015 og igen siden valget i 2019 – nyder ikke kun at strikke. Kroppen skal også holdes skarp, hvorfor hun en gang om ugen finder yogamåtten frem og napper en time på stuegulvet.

Noget, der virkelig er givet godt ud, hvis man spørger hovedpersonen selv.

”Når man kommer ned i gear, mærker man egentlig, hvor ondt man har. Når jeg ligger og strækker ud, kan jeg mærke alle mine spændinger i ’telefonnakken’ og ’tastaturskuldrene’,” forklarer hun.

Farvel, dårlig samvittighed

Når Rosa Lund tænker tilbage på sin studietid – som bachelor i statskundskab og senere som kandidat i samfundsvidenskabelig jura – var den rigtig travl. Men hun kom igennem de tunge lærebøger ved at sige farvel til en fast følgesvend.

”Som studerende skal man lægge den dårlige samvittighed fra sig. Jeg havde selv en følelse af, at jeg hele tiden burde læse mere, forberede mig bedre, gøre dit og dat, men det hjalp mig meget at lægge dén følelse på hylden,” siger hun.

”Der er ikke nogen mennesker, som kan levere 100 % i 100 % af tiden. De nuværende studerende skal huske på, at det også er i orden at slappe af i ny og næ.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet