Det, jeg har lært

”Jeg tror ikke engang, at mit barnebarn kommer til at opleve, at vi har fuld ligestilling”

14.9.2020

af

Foto: Mads Teglers

Foto: Mads Teglers

71-årige Birgit Elin Munck-Kampmann har haft mange topposter i den danske miljøbranche. Alligevel ærgrer det hende, at hun stadig nogle gange bliver nødt til at ty til ’mande-retorik’, når hun skal trænge igennem.

Jeg var 68’er og væltede rundt, indtil jeg var 24. Dengang kunne man nemlig først få SU, når man var 23 år, og vi havde ikke ret mange penge derhjemme.

Jeg kunne ikke overskue at kigge seks-syv år ud i fremtiden. Derfor startede jeg på Handelshøjskolen i København, hvor man allerede dengang havde en bachelor-model.  Så jeg er stor fortaler for muligheden for en totrinsraket, så unge fra et hjem uden uddannelsestraditioner kan overskue det. Jeg endte dog selv med at tage en kandidatgrad. Og selv om jeg var sproglig student – det blev alle piger dengang – valgte jeg altså at læse økonomi.

Jeg lærte nogle teknikker til at trænge igennem med min synspunkter i en meget mandepræget verden. Det er faktisk noget, jeg stadig kæmper med i dag – altså at få forklaret, hvad jeg synes og blive hørt og forstået. Jeg oplever gang på gang, at folk ikke responderer på det, jeg siger. Og lidt senere er der en mand, der siger det samme, men bare på en anden måde, og så siger folk: ’Hold kæft, en god idé!’ Tidligere sagde jeg: ’Hold nu op, det var min idé.’ Men jeg har ikke brug for den anerkendelse mere – jeg ved jo, at det var min idé, og det er nok.

Vi kvinder bliver rost for vores påklædning og en ny frisure. Men når en mand træder ind i rummet, bliver han jo aldrig mødt med et ’dit hår sidder vel nok flot’

Jeg skulle have været mere flittig. Jeg har lært – på den hårde måde – at det er vigtigt at arbejde seriøst med tingene. Jeg ville frygtelig gerne have været politiker. Jeg forsøgte også, men tabte til Hardy Hansen, den tidligere formand for SID. Tingene er altid kommet nemt til mig, og jeg tænkte, at det da ikke ville blive et problem at blive opstillet. Set i bakspejlet tog jeg det ikke alvorligt nok. Så lige dér, hvor der var noget, jeg rigtig gerne ville, mislykkedes det, fordi jeg ikke normalt har skullet slide for at opnå resultater.

Vi kvinder bliver rost for vores påklædning og en ny frisure. Men når en mand træder ind i rummet, bliver han jo aldrig mødt med et ’dit hår sidder vel nok flot’, eller ’den blå nuance i dit jakkesæt står vel nok godt til dine øjne’. Og når der bliver udnævnt en ny kvindelig administrerende direktør, kan min mand finde på at sige: ’Jamen, hun er også en dygtig pige.’ Så siger jeg: ’Er du så en dygtig dreng?’

Altså, hallo – vi bliver nødt til at sætte foden ned i mange sammenhænge for at blive betragte på lige fod med mændene.

Jeg tror desværre ikke engang, at mit barnebarn kommer til at opleve, at vi har fuld ligestilling. Det går simpelthen for langsomt. Det er ikke som i gamle dage, hvor jeg som medarbejder blev spurgt: ’Frøken Nielsen, vil de ikke lige lave mig en kop kaffe?’ Det tør mændene ikke mere. Men når der til et møde bliver spurgt: ’Hvem tager sig af det her?’ Så bliver der helt stille, indtil en af kvinderne siger: ’Det skal jeg nok.’ Jeg øver mig stadig på at acceptere stilheden i lokalet og vente, til en af mændene fx siger: ’Nå, men så må vi trække lod om det.’

Gift dig med den mand, der til et middagsselskab rejser sig op og hjælper med at tage af bordet. Det gjorde jeg selv i mit andet ægteskab (med Jens Kampmann, red.).

Når folk siger ’skal du ikke snart på pension?’, siger jeg tjooo. Efter at have arbejdet med miljø og bæredygtighed i 30 år er der endelig ved at ske noget, og jeg kan sgu da ikke holde op, når der sker så meget spændende.

Birgit Elin Munck-Kampmann

71 år, cand.merc. fra CBS

2018- Markedschef, Cirkulær Økonomi, NIRAS

2014-18 Ejerleder af Copenhagen Resource Institute

2000-14 Leder af et center for affald, ressourcer og bæredygtigt forbrug under EU’s Miljøagentur

1996-2000 Fuldmægtig i Miljøstyrelsen

1992-96 Østeuropakoordinator, Vandkvalitetsinstituttet

1987-92 Projektleder, Rambøll

1983-87 Fuldmægtig, Miljøministeriet

1977-82 Underviser, CBS
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Ann
3 år siden
Jeg savner at artiklen uddyber hvad der ligger i ’mande-retorik’ - kan I uddybe det? Så kvinde med chef ambitioner er jeg nysgerrig på hvad ’mande-retorik’ er.
Hanne
3 år siden
Jeg har selv to døtre på tre og seks år, og jeg har også af og til tænkt, at de heller ikke vil opbleve ligestilling. Ligestilling er jo meget mere end, at der fx er lige mange mænd og kvinder i en bestyrelse eller i en ledelse. Det er nemlig alle de der små ting, som eksemplet Elin nævner, når der skal ordnes et eller andet på et møde, og alle bare forventer at en kvinde tager den - og at det også kan være så svært som kvinde at blive ved med at sidde på sine hænder og vente på at en anden, fx en mand, tager opgaven. Og jeg er SÅ træt af at blive kaldt pige - det skete her den anden dag. Og jeg sagde bare venligt til min mandlige kollega "Det kan godt være, at jeg er yngre end dig, men jeg er 36 år, så jeg vil helst ikke kaldes for en pige. Jeg kalder jo heller ikke dig for en dreng." Han svarede "nå, ja, det kan jeg godt se, men hvad skal jeg egentlig så kalde dig. Dame lyder sådan lidt gammel, og det er du jo ikke" Jeg svarede " Du kan jo kalde mig kvinde, hvis det er nødvendigt" Og han sagde "okay, kvinde - ja det kan jeg godt se". :) Suk - der er lang lang vej endnu. (Og så er jeg slet ikke gået ind i de baner, hvor jeg også næsten ved med sikkerhed, at mine to små døtre en dag også vil blive taget på ballen, eller få en ubehagelig sexuel kommentar de ikke har bedt om osv.!)