Kirken kaldte
Efter at Gerda Neergaard Jessen blev bachelor, besluttede hun sig dog for at holde et sabbatår, men med ambitionen om at vende tilbage til statskundskab for at tage kandidaten også. Det skete aldrig.
”Midt om natten inden sidste tilmeldingsfrist tog jeg en beslutning: Jeg ville læse teologi. Jeg havde følt mig kaldet længe, og det var en stor lettelse, da beslutningen endelig var taget – også selv om jeg skulle starte helt forfra på et studie, der tager seks år plus et halvt år på pastoralseminariet.”
Hun gjorde det dog på fire et halvt år.
”Da jeg begyndte at læse teologi, forstod jeg pludselig, hvad der blev sagt, så det gik over stok og sten.”
Årene på statskundskab hjalp hende også på vej.
”Jeg havde jo fået en grundig introduktion til studieteknikker, til at skrive opgaver og til at søge i biblioteker, så på den måde var jeg foran de andre.”
”Det er ikke djøfernes skyld”
I dag er Gerda Neergaard Jessen i sit tredje præsteembede. Hun er sognepræst i Nibe-Vokslev – dog på halv tid, for hun er også provst i Aalborg Venstre Provsti og sygehusprovst i Region Nordjylland. I begge job kommer bachelorgraden i statskundskab hende til gode.
”Jeg kan ikke huske så meget faktuelt fra statskundskab. Men jeg lærte at danne mig et overblik over et stort materiale på kort tid, jeg blev vant til at læse en stor tekstmængde hver dag, og jeg lærte at få sat ting i system. Og det har jeg kæmpe glæde af i dag. Min mor har også sagt, at i forhold til min far er jeg er meget mere systematisk og har dermed kunnet klare en masse arbejde uden samtidig at få stress.”
Hvis jeg siger djøfer, hvad siger du så?
”Jeg kan godt finde på sige: ’Åh, han er sådan en rigtig djøfer’, og når jeg gør det, er det ikke ros. Men det er ikke djøferens skyld. Vi lever jo i et samfund, der er gennemreguleret, og hvor vi hele tiden efterspørger retningslinjer. Det gør vi også inden for min stand. I forbindelse med genåbningen af folkekirken efter corona-nedlukningen er jeg blevet kontaktet af mange præster, som gerne vil have håndfaste regler for, hvor lang afstanden fx skal være, når folk knæler ved alterskranken, og om de skal have handsker på, når de skal døbe et barn. Så det er jo ikke kun djøferen, der tænker sådan – det sidder jo i hele vores samfund.”
Hun betragter som nævnt også sig selv som ’halv-djøfer’ og takker for sine tre år på statskundskab. Hun holder MUS-samtaler, ansætter og afskediger medarbejdere, laver budgetter og ferieplaner og har et driftsregnskab og en anlægsramme, der skal gå op. Og så er der også lederudvikling af præsterne og personaleopgaver i det hele taget.
”Men jeg er glad for, at jeg ikke kun sidder med djøf-opgaver, for jeg synes, at det er meget mere interessant at være præst, når der er et klart mål med opgaverne. Der er et mål med at skrive en prædiken, og der er et mål med at have en sjælesorgssamtale eller en begravelse.”
Så Gerda Neergaard Jessen har på intet tidspunkt fortrudt, at hun ikke blev kandidat i statskundskab.
”Jeg er gift med mit arbejde. Det tror jeg ikke, jeg ville være, hvis jeg var blevet fuldtids-djøfer. Havde jeg gjort statskundskabsstudiet færdig, var jeg blevet en middelmådig statskundskaber med de job til følge, som kunne komme ud af det.”
