Danmarks mest indflydelsesrige økonom: "Jeg er i gang med den sidste sprint"

Mine kolleger er 20-30 år yngre, men jeg føler ikke, jeg skal forberede mig mere end dem for at følge med. Selvfølgelig arbejder jeg lidt langsommere, det kan jeg da godt konstatere. Jeg har ikke samme udholdenhed, som jeg havde tidligere, og jeg skriver heller ikke særligt hurtigt. Men det kommer frem.

Arbejdet har altid betydet kolossalt meget for mig. Jeg har været en idealist i mit virke, selvom det lyder tørt og kedeligt. Men jeg har da også et andet liv. Jeg har tre børn og seks børnebørn. Så jeg føler mig ikke afstumpet på nogen måde, selvom jeg ikke har været en ‘rigtig’ bedstefar.

Jeg var fem år, da tyskerne kom i 1940 og jeg har levende erindringer fra perioden. Jeg vil sige, at især de løfterige efterkrigsår, der kom med Marshall-hjælpen og saltvandsindsprøjtningen til dansk og europæisk økonomi, har spillet en vis rolle, i forhold til hvad jeg foretog mig siden.

Som dreng fik jeg indblik i den økonomiske udvikling, for min far var industrimand i spritfabrikkerne og senere i Industrirådet. Min farbror var en af de danske forhandlere i det, der dengang hed Handelsministeriet, og han kendte folk i Udenrigstjenesten. Fornemmelsen af, at det gik stærkt og godt, når man samarbejdede, og at man med en vis ret kan blande sig i andre landes forhold, betyder nok, at jeg har fået en lidt mindre respektfuld holdning til national suverænitet end mange andre danskere. 

Jeg var en ambitiøs og fagligt interesseret polit-studerende, og som formand for Danske Studerende Fællesråd dyrkede jeg især den internationale gren af studenterbevægelsen. På internationale konferencer hørte vi meget om afkolonisering, og den kolde krig kom tæt på. Det var en spændende tid, hvor verden åbnede sig, og jeg havde det privilegium, at jeg kunne følge det tæt.

Jeg vandt danske mesterskaber i golf fem-seks gange, fra jeg var cirka 17 år til 27 år, og havde fast plads på landsholdet. Sporten har lært mig at koncentrere mig lidt bedre, for jeg havde selv ansvaret i sidste instans. Man kan ikke skyde det over på modstanderen eller vejret.

Jeg har aldrig sagt ret meget på en golfbane. Jeg har altid haft den holdning, at man skal koncentrere sig om spillet. Det er rigtigt, at det også har været en livlig kontaktflade, og jeg er blevet inviteret til at spille med interessante mennesker, fordi jeg var en god golfspiller. Men jeg har aldrig ført faglige diskussioner under en runde golf. Jeg har taget spillet for seriøst til det.

Jeg har altid haft rimelige gode forbindelser. Gennem studenterbevægelsen lærte jeg fremtrædende forskere fra Storbritannien at kende, som kunne hjælpe mig videre til et stipendium til Harvard. I 1960 begyndte jeg på det, der i dag hedder Kennedy School of Government.  Det var på det tidspunkt, Eisenhower blev afløst af Kennedy, og mine lærere var meget aktive omkring præsident Kennedy. Den senere nobelprismodtager Franco Modigliani, som jeg var assistent for i en periode, kom til at betyde meget for mig.

Jeg har ikke det store talent for forskning for at sige det ligeud. Det var en kamp for mig at komme igennem min disputats. Jeg følger stadig godt med i den økonomiske litteratur og kender de toneangivende makroøkonomer. Jeg kan forstå, hvad de skriver, men jeg kan ikke lave det selv. For mig er det er en vældig inspiration at formidle forskning videre og sikre, at den viden, der ligger, bliver udnyttet.

Da jeg havde skrevet min afhandling, førte forbindelser fra Harvard mig til Malaysia. Jeg skulle rådgive regeringen derude om finansiering af statsgæld. Det var en dejlig tid, men måske ikke lige så fagligt udfordrende som det næste skridt. OECD havde en ledig stilling som leder af deres pengepolitiske afdeling i Paris. Der skulle laves en undersøgelse af pengepolitik i de store medlemslande; jeg søgte stillingen og fik den.

Jeg vil sige, at jeg trak hårde veksler på Københavns Universitets tålmodighed i de år. For mens jeg var i Malaysia, opstod der et ledigt professorat, som jeg fik. Der var ikke så mange om buddet dengang, må jeg så tilføje.

Da jeg kom hjem fra OECD i 1973, tiltrådte jeg som professor. Samtidig blev Danmark medlem af EF, som det hed dengang, og jeg fik en interessant opfordring fra mit gamle ministerium om at blive medlem af en arbejdsgruppe, som Kommissionen nedsatte. Det sagde jeg ja til. Ved siden af Kommissionen blev jeg også rådgiver for min gamle professor, Erik Hoffmeyer, der nu var direktør i Nationalbanken.

Jeg har altid sat stor pris på at undervise, men jeg har sat mest pris på de avancerede studerende og nydt at vejlede i afsluttende specialer på økonomistudiet. I lang tid havde jeg – og måske er det stadig sådan – rekord i, hvor mange jeg vejledte om året. Det var en fantastisk frugtbar proces, hvor jeg selv lærte mere end de studerende. Trods alle mine internationale bekendtskaber vil jeg sige, at mine tidligere studerende efterhånden er mit virkelige netværk.

Lidt uventet kom jeg til at spille en betydningsfuld rolle, da jeg som en af de første i Danmark sagde, at vi må indstille os på, at det europæiske samarbejde udvikler sig til at blive en monetær union. Det var i 1985, da jeg var med i formandskabet af Det Økonomiske Råd. Både den daværende regering og Hoffmeyer i Nationalbanken blev noget vrede og sagde, at det var helt forkert. Det var et spørgsmål om generationer, mente de. Der gik kun 13 år, før det rent faktisk skete.

I 1988 kom jeg med i Delors-udvalget, der var nedsat af kommissionsformand Jacques Delors, og hensigten var at forberede den økonomiske og monetære union (ØMU’en). Her sad også landenes nationalbankdirektører, og Erik Hoffmeyer og jeg var på hver sin fløj i udvalget. Jeg havde et fint samarbejde med nationalbankdirektørerne fra Frankrig og Italien, mens Hoffmeyer tilhørte den mest konservative fløj. Der var også visse danske politikere, der syntes, det var utidigt, at man havde en frit-i-luften-svævende dansk økonom i det seriøse udvalg. Så jeg fik ikke opbakning fra dansk hold. Tværtimod.

Det var en skuffelse, at der ikke var nogen forståelse for projektet i Danmark. Folk med autoritet – Hoffmeyer og de ledende politikere – var slet ikke indstillet på de baner. De troede, at ØMU’en ikke kunne gennemføres, og det var den holdning, der prægede diskussionen herhjemme. Vi tog aldrig projektet alvorligt, og det betød, at det blev for sent at forberede den politiske opinion, da først toget kørte. Jeg mener, at det var en stor forsømmelse, og det ændrede også mit forhold til Hoffmeyer.

At jeg ikke kunne trænge igennem, tog jeg – naivt nok – som et forbigående fænomen. Det lyder måske arrogant, men jeg har ikke haft særlige ambitioner på Danmarks vegne. Jeg har været godt tilfreds med, hvad andre lande kunne blive enige om. Jeg mener faktisk, at det er vigtigere for Danmarks interesser, at der er en velfungerende ØMU, end om vi er med i den.

At blive kaldt ‘euroens far’ eller den ‘drivende kraft’ for ØMU’en er lidt for højtidelige ord til min smag. Jeg var en af de første, der troede på det. Nogle danske kolleger har sagt, at jeg nok var den eneste på det tidspunkt. Selvfølgelig kan man kritisere det arbejde, vi lavede. Men intet er færdigt, når man starter, og jeg forsvarer stadig det regelsæt, vi satte op.

Tvivl har i høj grad været til stede i hele min karriere som politisk rådgiver. Enhver økonomisk beslutning er en afvejning af modstridende hensyn. Der er altid trade-off for det ene og det andet. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at ØMU’en var et positivt skridt, som blandede kortene på en ny måde. Så dér har min tvivl ligget på et relativt lille sted.

Selvfølgelig var også ØMU'en ukomplet. Den skulle fordybes, og hvad man nu ellers har sagt. Men det betyder ikke, at man skal holde sig væk fra den. Det er den danske holdning. Vi vil se, hvad det bliver til. Det betyder så også, at vi ikke har haft indflydelse.

Jeg har i min tid oplevet store økonomiske svingninger, og corona-virussen kan sagtens blive en game changer. For mig er krisen et eksempel på, hvor integreret vi er både globalt og i Europa, og at vi ikke kan smyge os fri.