Rebecca bliver i Wien trods coronakrise: ”Jeg får jo aldrig oplevelsen igen”

Det dilemma har Rebecca Hellum også stået i. Hun læser International Virksomhedskommunikation i Tysk på Aarhus Universitet og har siden februar måned været på udvekslingsophold i Wien.

Hendes ophold slutter omkring juli – og på trods af coronakrisen, der også har ramt den østrigske hovedstad, bliver hun boende på kollegiet i Wien.

By under lockdown

I Østrig har regeringen ligesom den danske løbende vedtaget nye restriktioner for at bekæmpe coronavirussen, men for Rebecca Hellum startede det hele på universitetet – på et tidspunkt, da der var meget få smittede i Wien.

”Vi sad til undervisning, og midt i timen læste en af mine veninder en mail fra universitetet, hvor der stod, at én fra universitetet var blevet ramt af coronavirus. Så begyndte folk lige så stille at gå ud af lokalet – jeg ved ikke, om folk tog hjem eller bare skulle på toilettet, men der blev ligesom skabt lidt panik i klasselokalet. Vi var lige så udsatte for virussen, før vi fik den her mail som efter, men lige pludselig, måske fordi folk blev bevidste om, at én her var smittet, gik der panik i folk,” fortæller hun.

Dagen efter lukkede universitetet. Så lukkede klubberne. Pubsene. Museerne. Caféerne. Et forbud mod at forsamles mere end 10 personer blev vedtaget – kort tid efter blev det nedjusteret til fem. Nu er hospitaler, supermarkeder og apoteker stort set de eneste, der stadig er åbne.

Der er stort set kun mennesker i parkerne, hvor wienerne løber og går ture med behørig afstand. Resten er byen ligger øde hen.

”Det hele er kommet lidt i etaper. Pludselig sidder vi i karantæne uden rigtigt at opdage, at det skete,” fortæller Rebecca Hellum.

Bliver for oplevelsen

Selvom virussen også har ramt den østrigske hovedstad, og selvom mange andre udvekslingsstuderende er rejst hjem – bl.a. en dansker, Rebecca Hellum ankom med – har hun valgt at blive i byen.

”Jeg har prøvet at tage det hele stille og roligt og tænke: ’Det her er ude af mine hænder. Nu er jeg i Wien, og jeg får aldrig den her oplevelse igen.’ Jeg kan egentlig bare sidde på mit værelse og have undervisning der, og om jeg sidder hjemme i Danmark og gør det eller her i et nyt, fantastisk land i en helt vildt fed by, det er jo egentlig lige meget,” siger hun og tilføjer: ”Den her virus påvirker jo alle lige nu - uanset om du så er i Danmark eller Østrig.”

Desuden er hendes lejlighed i Aarhus udlejet indtil sommer, og hun kan ikke opsige kontrakten til kollegieværelset i Wien, før semestret er omme. Og så har hun fået et netværk i Wien, der også trækker.

”Jeg har allerede fået en masse bekendtskaber hernede. Vi kan selvfølgelig ikke mødes fysisk, vi kan ikke holde fester og så videre, men bare det at have nogen hernede, der er i samme situation, det er vildt dejligt. Alternativet er at sidde i en lillebitte by i Nordjylland med min familie og lege studerende der, det ville bare virke super-mærkeligt,” siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun ikke savner familien i Nordjylland og vennerne.

”Når jeg sidder alene på mit kollegieværelse her i Wien og ikke rigtigt kan lave noget, så skal jeg da være ærlig og indrømme, at jeg godt nogle gange kunne tænke mig at komme hjem og få et kram og lige snakke om det hele. Jeg savner menneskelig kontakt, men den kontakt ville jo være begrænset, uanset hvor jeg er. Jeg tror bare, at frygten for at gå glip af et fedt udlandssemester overskygger min trang til at komme hjem,” siger hun.

Helt afgørende for beslutningen om at blive er også, at hun føler sig tryg. 

”Hvis jeg havde følt mig utryg og i tvivl om, om der ville være taget hånd om mig, så var jeg helt sikkert ikke blevet. Men jeg føler mig lige så tryg her, som jeg ville gøre i Danmark. Jeg studerer tysk, så jeg kan også nemt kommunikere med østrigerne, og de deler mange værdier med os i Danmark. De har et godt sundhedsvæsen, og de er gode til at informere os,” siger hun.

To verdener på én gang

Rebecca Hellum følger nyhederne både i Danmark og Østrig. Hun er nemlig nødt til at holde sig opdateret på alle tiltag, der kunne få betydning for hende.

”Hvis de i Danmark vælger at sige, at alle udvekslingsstuderende skal hjem, så skal jeg handle på det. Hvis de i Østrig siger, at alle udlændinge skal hjem, så skal jeg handle på det. Jeg skal forholde mig til to verdener, som jeg er nødt til at holde mig opdateret på og tage stilling til,” siger hun.

Og det kan godt blive overvældende at følge så mange nyheder – især når man sidder alene i Wien.

”Hold op, hvor er der meget breaking. Når jeg får den ene pop-up-nyhed efter den anden, kan det være en lillesmule angstprovokerende, især når jeg sidder der alene på mit lille kollegieværelse i et fremmed land uden at kunne mødes med andre,” fortælle Rebecca Hellum.

Derfor har hun sagt til familie og venner, at de kun skal fortælle hende om udviklingen, hvis det er noget vigtigt, hun kan eller skal handle på.

”Jeg prøver en lille smule at holde mig fra alle skrækhistorierne fra Italien og læse for meget om det, for jeg kan mærke, at nu hvor jeg ikke rigtig har den der menneskelige kontakt og den der sikre base af mennesker omkring mig, så kan det godt påvirke mig lidt mere,” siger hun.

Rebecca Hellum og de andre udvekslingsstuderende på universitetet er en del af et ERASMUS-netværk (et EU-uddannelsesprogram, red.), der sørger for at sortere i nyhedsstrømmen og informere dem om al nødvendig information. Det har været til stor gavn, for det er ikke alle informationer, der er relevante for de udvekslingsstuderende.

”Vi er sådan lidt svævende mellem at være udlændinge og være bosiddende i landet. Vi er en gruppe i midten, der ikke helt ved, hvordan vi skal forholde os til meget af det her. Vi kan ikke gøre alt det, østrigerne gør, ej heller alt det danskerne gør,” siger hun.

Hverdagen i Wien

Kollegiet, Rebecca Hellum bor på, har også indført en række restriktioner. De må ikke bruge kollegiets fitnesscenter, musiklokale eller andre fælleslokaler. De må ikke arrangere fællesspisning, de må ikke have gæster på besøg, og de skal i princippet være alene. Og det kan godt være svært, når de nu deler alt.

”Jeg er stoppet med at bruge fællestingene, så jeg bruger mine egne redskaber nu. Hver gang jeg har lavet mad, tager jeg det med ind på værelset og spritter hænder, kniv og gaffel af. Det er helt vildt jo. Der er heldigvis ikke super-mange på mit kollegie. Jeg tror, at ret mange er taget hjem, for her bor en del udvekslingsstuderende,” siger Rebecca Hellum.

Så hvad får hun tiden til at gå med på et halvtomt kollegie i en tom by?

”Det er et meget, meget godt spørgsmål. Det er jo med at være kreativ. Jeg tror, at det er rigtigt vigtigt for mig at skabe en rutine. Og det er svært. Jeg får tiden til at gå med at løbe en masse ture, og så har jeg prøvet at lave hjemmefitness i gårdhaven for at holde mig lidt i gang, så jeg ikke bare sidder på min flade hele dagen og skriver opgave,” siger hun.

Hun har også stadig fjernundervisning, gruppearbejde og opgaver, hun skal lave. Hun har lånt bøger af en østrigsk ven, hun går ture, ringer til venner og familie, og hun mediterer for at dæmpe den uro, coronavirussen kan skabe.