Krise

Nu rammer corona-fyringer djøfere

15.4.2020

af

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Coronakrisen sætter for alvor langvarige spor hos djøferne. I øjeblikket er der næsten dobbelt så mange fyringer blandt privatansatte som normalt, og blandt studerende koster krisen både studiejob og kommende kandidatjob.

Der bliver knoklet hjemme i stuerne, i kældre og på arbejdsværelserne hos en lang række djøfere. De fleste har fundet en ny arbejdsrytme. Men samtidig begynder de mere alvorlige og langvarige arbejdsmæssige konsekvenser af coronakrisen at vise sig.

I den seneste måned er næsten dobbelt så mange privatansatte djøfere blevet fyret sammenlignet med samme periode sidste år.

Der har været fyringsrunder begrundet i coronakrisen i en række virksomheder – særligt i konsulentbranchen, men også i andre brancher, fortæller Charlotte Thaning, forhandlingschef i Djøf.

”Deloitte har fx opsagt 110 medarbejdere og Bestseller 750. Begge steder er der en del djøfere blandt de opsagte,” siger hun.

Fyret inden jobstart

Også de studerende er ramt. Mange har mistet deres studiejob. Og flere af de sidste-års-studerende har mistet det job, de allerede havde skrevet kontrakt på at skulle starte i som kandidater. Altså er de opsagt, inden de overhovedet er startet i jobbet, fortæller Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf.

”Nogle er endda dobbeltramt. Vi har lige talt med én, der både har mistet sit studiejob og det job, han skulle starte i som nyuddannet til august.”

Det er ikke ret lang tid siden, at vi udelukkende forbandt Corona med en mexicansk øl, og det er ikke længere tid siden, at mange af de snarlige kandidater var i gang med at finde et ’rigtigt’ job. Og fandt det.

”Det var meget normalt, at mange af dem havde et job på plads og en kontrakt i hånden, et halvt år før de var færdige med at læse. Men der er ingen tvivl om, at det bliver sværere for dem at finde fodfæste på arbejdsmarkedet nu, fordi arbejdsgiverne er mere tøvende med at slå job op, og fordi de nyuddannede kommer i konkurrence med nogle af dem, der bliver fyret, og som har mere erfaring,” siger Mette Knudsen.

Vi ved fra tidligere kriser, at de, der bliver fyret under krisen, er dem, der kommer hurtigst i job bagefter – mens dem, der allerede var ledige, kommer til at se ind i en ledighed, som bliver endnu længere, end den ellers ville været blevet

Mette Knudsen, rådgivningschef, Djøf

Fanget mellem to job

Og så er der de djøfere, der er kommet i klemme mellem to job.

De sagde deres job op i slutningen af februar, fordi de havde fået et nyt job med start 1. april. Men på grund af coronakrisen har deres kommende arbejdsgiver enten udskudt ansættelsen eller trukket helt i land.

”Enten fordi der pludselig er usikkerhed om økonomien eller med den begrundelse, at det ikke er særligt praktisk at tage imod en ny medarbejder, når alle sidder hjemme og arbejder,” fortæller Mette Knudsen.

Men de nyansatte, der bliver bedt om at sige ja til at udskyde deres ansættelse, kan ikke sige ja, uden at det får konsekvenser for deres dagpengeret.

”Det vil blive tolket som ’selvforskyldt’ ledighed, og dermed vil det give karantæne i a-kassen. Og så kan man godt sige: ’hvor slemt er det lige med 3 uger uden dagpenge?’ Men hvis krisen trækker ud, kan man måske havne i en situation igen, hvor man skriver under på endnu en ansættelseskontrakt, som også bliver trukket tilbage. Og hvis man har en karantæne fra a-kassen i forvejen, så mister man sin dagpengeret,” fortæller Mette Knudsen.

For 3 uger siden sendte Djøfs næstformand Henrik Funder et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen, hvor han opfordrer til, at lønmodtagere i en tidsbegrænset periode får mulighed for at aftale at udskyde en opstart af nyt job, uden det medfører karantæne fra a-kassen. Djøf har ikke fået en tilbagemelding endnu. I en mail til Djøfbladet meddeler ministeriet dog, at man er i gang med at se på problemstillingen.

”Jeg kan godt forstå, at man midt i et jobskifte kan blive stillet i en svær situation. Det er et valg mellem to onder: Enten at måtte acceptere en karantæne på tre uger i dagpengesystemet, fordi man accepterer en udskydelse af jobstart. Eller at man risikerer, at jobbet glider én helt af hænde, fordi et nej til udskydelse resulterer i en opsigelse,” skriver Peter Hummelgaard Thomsen i mailen.

Tungt for de ledige

I det hele taget er det ekstra tungt for de ledige – især for dem, der var jobsøgende i forvejen, siger Mette Knudsen.

”Vi ved fra tidligere kriser, at de, der bliver fyret under krisen, er dem, der kommer hurtigst i job bagefter – mens dem, der allerede var ledige, kommer til at se ind i en ledighed, som bliver endnu længere, end den ellers ville været blevet.”

Djøfs rådgivere gennemgår i øjeblikket også flere kontrakter, hvor medlemmer bliver bedt om at gå ned i løn på grund af krisen.

Men Mette Knudsen pointerer dog, at det er langtfra alle djøfere, der er hårdt ramt. Der er stadig studerende, som lander kandidatjob, der er stadig djøfere, som får nye job, og nogle af de fyringstruede eller fyringsramte tager det stille og roligt, fordi de forventer, at det snart bliver nemmere at få et nyt job igen, fortæller hun. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Hasse Gårde-Askmose
4 år siden
Og så venter vi bare på at få sat nogle tal. At der er mange fyringer indenfor den såkaldte konsulentbranche kan vist ikke undre.