Leder

Vi kæmper for attraktive arbejdspladser til OK21

9.3.2020

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

En veldrevet offentlig sektor fordrer, at vi anerkender og værner om de offentligt ansatte – så de kan og vil yde deres bedste gennem hele livet.

Hvad er det gode arbejdsliv? Det spørgsmål findes der et hav af svar på – for det afhænger jo af, hvem vi er, hvad vi laver, hvor vi bor og mange andre individuelle faktorer. Men der er også fællestræk: Vi vil have et godt arbejdsmiljø, en fair løn, kompetenceudvikling, fleksibilitet og et værdigt seniorarbejdsliv.

Fællestrækkene står tydeligt frem, nu vi er i fuld gang med at indsamle medlemmernes ønsker og krav til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2021.

For at få det stærkest mulige mandat i forhandlingerne har vi bedt om at få input fra jer, der er ansat i den offentlige sektor. Vi har deltaget i klubmøder over hele landet, og mange hundrede medlemmer har i løbet af februar måned givet udtryk for, hvad de ønsker, vi skal prioritere, når vi næste gang skal lægge arm med de offentlige arbejdsgivere og forhandle rammerne for det gode arbejdsliv.

Det er jeg superglad for. Det er dejligt at mærke den store interesse for, hvordan vi kan gøre vores arbejdsliv endnu bedre. Og det giver mig de bedste argumenter i forhandlingerne, at jeg taler på vegne af rigtig mange.

Hvilke krav vi ender med at tage med til det store forhandlingsbord, vil jeg ikke konkludere på endnu. Repræsentantskabet i Djøf Offentlig vedtager i slutningen af april de endelige krav, som så skal koordineres med de øvrige akademikerorganisationer og resten af fagbevægelsen. Men ønskerne tegner et tydeligt billede af en række temaer ved siden af mere i løn:

Vi vil have mere fleksibilitet i hele arbejdslivet, så vi kan opnå en bedre balance mellem arbejde og fritid og forebygge stress og nedslidning. Fleksibilitet er også centralt, når det handler om seniorers vilkår – sammen med initiativer, der kan få flere til frivilligt at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Og mulighed for kompetenceudvikling gennem hele arbejdslivet er afgørende for, at vi kan følge med på et dynamisk arbejdsmarked, der bevæger sig hastigt under påvirkning af digitalisering og konstante krav om omstilling af den offentlige sektor.

Det er helt afgørende for det danske velfærdssamfund, at vi har en offentlig sektor, som er attraktiv at arbejde i – og for. Derfor skal vi sikre gode og sunde arbejdsvilkår, så man både kan rekruttere og fastholde de dygtigste medarbejdere. En veldrevet offentlig sektor fordrer, at vi anerkender og værner om de offentligt ansatte – så de kan og vil yde deres bedste gennem hele livet. Til gavn for os alle sammen.

Du kan følge processen med overenskomstforhandlingerne på djoef.dk/OK21.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet