Nyt studiejob

Michael jagtede studiejob i 4 måneder: "Jeg føler mig meget heldig"

27-01-2020
2 min.

Når man som Michael Sams Eschelsen læser statskundskab på SDU, er der meget langt mellem de studierelevante jobs.

”Jeg føler mig meget heldig,” siger Michael Eschelsen, efter at han i november måned blev tilbudt et job hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

”Mange af de studierelevante job, som vi statskundskabere kan søge, ligger jo omkring København,” som han siger.

Men han havde hørt om en af sine ældre medstuderende, der netop arbejdede hos SIRI. Derfor holdt han øje med, om der skulle dukke en mulighed op der. Det gjorde der. Faktisk blev der slået to studenterjobs op – det ene fik han, og det andet gik til en studiekammerat.

Michael Eschelsen er lige begyndt på 4. semester og arbejder 15 timer om ugen – én dag om ugen i SIRIs afdeling i Odense og én dag i afdelingen i Aabenraa. Selv om han ikke har studierelevant erhvervserfaring på CV’et, gav det ham formentlig en fordel, at han skulle arbejde ’en dag her og en dag der’, siger han.

”Jeg har både kæreste og familie i nærheden af Aabenraa, så til jobsamtalen kunne jeg oprigtigt sige, at jeg meget gerne ville arbejde i Aabenraa også. Det er ikke sikkert, at der er så mange, der kunne sige det.”

Den første ’rigtige’ ansøgning

Michael Eschelsen og hans studiekammerat var i Rumænien som valgobservatører, da de begge blev ringet op og tilbudt et job hos SIRI. De var overraskede og meget glade for, at det var lykkedes dem at få et studierelevant job i første forsøg, så det blev fejret, fortæller han.

Michael Eschelsen har haft en række andre job hjemme i Sønderjylland, men dem fik han, fordi han kendte nogen eller kendte nogen, der kendte nogen. Så for første gang skulle han sende en ’rigtig’ ansøgning og et CV. Derfor var han usikker på, om dét, han havde sendt, ville skaffe ham en samtale.

Men det gjorde det – og altså siden også et job. Michael Eschelsen er meget glad for den fleksibilitet, der er i jobbet.

”De andre steder, jeg har arbejdet før, har det været meget firkantet i forhold til arbejdstider. Her er de åbne for at tilgodese eksamener, nyt skema og ferieplaner.”

Et rigtigt arbejde

De er otte medarbejdere, der bemander kontorerne i Odense og Aabenraa, hvoraf de tre er studentermedhjælpere. Michael Eschelsens primære arbejde går ud på at hjælpe og behandle sager fra borgere fra andre lande, der af den ene eller anden grund gerne vil have ophold i Danmark.



”Halvdelen af dagen er skranketid, hvor vi vurderer borgernes sager, og den anden halvdel af dagen, sidder vi ved computeren og skriver på de sager, der ikke er helt ligetil. Jeg er meget overrasket over, at jeg får lov til at lave så meget ’rigtigt’ arbejde og ikke bare henter kaffe.”

Men han bliver også udfordret.

”Jobbet kræver rigtig meget af mig. Men jeg får også nogle kompetencer, som jeg ikke ville have fået mange andre steder – fx de juridiske og den nære kontakt til borgerne.”

Hvor meget fylder det på dit studie at få studierelevant arbejde på CV’et?

”Det er forskelligt, tror jeg. Men jeg tror også, der kan komme et indirekte pres på de andre, efter at jeg har skrevet på Facebook, at jeg har fået job hos SIRI. Jeg har også læst i Djøfbladet og andre steder, at arbejdsgiverne kigger næsten lige så meget på erhvervserfaring som på karakterer.” 

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.