DET, JEG HAR LÆRT
4.2.2020
af
Linda Overgaard
Foto: Jannick Børlum
Som en af Danmarks allerførste cand.scient.pol.er styrede Ulrik Federspiel målbevidst mod udenrigstjenesten og blev ambassadør i USA, departementschef i Statsministeriet og direktør for Udenrigsministeriet. Men så blev han headhuntet til en toppost i Haldor Topsøe A/S.
Jeg var 66 år og noget i tvivl, om jeg kunne passe ind i miljøet her, men så bad Haldor Topsøe mig tænke over det. To timer senere kom hans chauffør med en stillingsbeskrivelse, og jeg skulle svare inden en søndag morgen kl. 10, så snart han var retur fra et besøg hos emiren af Kuwait – eller var det Qatar? Haldor Topsøe var utrolig god til at tale med politikere, både i Danmark og i udlandet, men han havde brug for mig, fordi han trods alt var fyldt 96 år, og en del af hans kontakter ikke længere var til.
I Topsøe så jeg pludselig, at jeg kunne noget, som ingeniører ikke kan. Nogle gange skal man lade være med at sige noget, og andre gange skal man endelig sige noget. Der er visse teknikker, og man skal ikke komme ind på noget alt for direkte.
Mange af mine gamle kolleger i fx USA, Storbritannien og Frankrig sidder i dag i toppen af de store internationale selskaber. I udlandet er det langt mere almindeligt, at topledere skifter mellem det offentlige og det private, også fordi pensionsalderen er lavere, og mange måske går af som 60-årige.
At få adgang til topledelsen i de store olie- og gasselskaber – hvoraf de statsligt ejede er langt de største – er meget vigtigt, da vi i Haldor Topsøe er afhængige af gas og olie. Det er meget, meget svært at få selskaberne i tale, men af en eller grund hjælper det altså, når mit cv kommer frem – så får vi adgang. Nogle af topcheferne kender jeg, og andre giver videre til deres afløsere, at ’han er måske meget god at tale med’.
Det gik op for mig, at jeg måske kunne være til nytte, da Haldor Topsøe beskrev opgaverne. Vi er en kemikalie-virksomhed, og der kommer flere og flere regler, både i Danmark og fra EU, som det er meget vigtigt at være på forkant med. Og jeg har fortsat kontakter i Bruxelles og via ministerierne herhjemme, som jeg snakker med og fortæller, hvad vi gør. Nogle gange misforstår de noget, men det vil jeg nu ikke blame dem. Nogle ingeniører er måske heller ikke altid lige gode til at forklare sig.
Min kone siger, at jeg jo også er blevet ingeniør. Men det er nu godt, at folk ikke spørger mere ind. Jeg kan dog godt forklare tingene i én sætning, og det er en vigtig del af mit job at kunne gå ind og tale med nogen på Christiansborg, hvor jeg fortsat kender en del.
Mine gamle kolleger på Slotsholmen er flinke imod mig. Det er klart, at tidligere havde jeg et kæmpeapparat til rådighed. Men måske er de tidligere kolleger ikke så meget bedre, end jeg er, til at forudse hvad der sker på den længere bane, fx hvad Trump vil gøre – det er jo så måske ikke let at forudse – og hvad der sker i Iran og Rusland. Jeg følger jo stadig væk med, bl.a. som formand for Det Udenrigspolitiske Selskab, og jeg får en masse tidsskrifter og tager på rejser, bl.a. for at møde gamle kolleger i Washington og New York.
Under Muhammed-krisen var en af de afgørende samtaler med den nuværende konge af Saudi-Arabien, bin Salman. På intet tidspunkt berørte vi tegningerne, men talte om religionerne og verdens udvikling på et eller andet højt plan – mente vi da i hvert fald selv. Da jeg gik, sagde hans assistent, at nu var Muhammed-krisen slut
Den politiske debat følger jeg stadig en del med i, selv om firmaet ikke normalt gør det. For kommer der fx sanktioner mod Rusland – eller ændringer i Venezuela, hvor vi også har haft et stort marked – så kan det være fatalt, da markedet kan forsvinde fra den ene dag til den anden.
Det har nok overrasket mig mest, at forskellen til mit tidligere job ikke er så stor, som jeg troede. Som Schlüter sagde, så gælder det om at have 90 mandater. Her gælder det om at have en sort bundlinje.
Virkemidler og substans er lidt forskellig, men da jeg for nylig sad i Marokko og forhandlede med toplederen i et af Afrikas største selskaber inden for olie og gas – som er uddannet på Harvard og meget vidende – så var han interesseret i de store linjer. Om Haldor Topsøe er et firma, man kan snakke med, og efter et par timer kunne det falde på plads, uden at vi var gået i detaljer. Tilsvarende var jeg for nogen tid siden nede for at tale med Tanzanias præsident. Her forhandlede vi også kun om de store linjer for at se, om vi kunne finde nogle områder at samarbejde om. Og så kunne nogle andre skrive det ned bagefter.
I stedet for at maile frem og tilbage, så der kan gå år og dag, og det ikke rigtig bliver til noget, er det vigtigt at få mere direkte adgang til topledelsen, specielt i de helt store selskaber, der er meget styrede fra toppen. Og det kan jeg hjælpe med.
Flere store danske firmaer burde ansatte en som mig med erfaring fra udenrigstjenesten, men jeg har fundet ud af, at de administrerende direktører synes, det er meget sjovt selv at arbejde med det her. De er bare ikke særlig gode til det– det har jeg ikke noget imod at sige, og så bliver de sådan lidt stødte – men jeg mener det faktisk.
De farer alle sammen til Davos og synes, det er sjovt, og det skal de da have lov til. Men derfor kunne de jo godt som mange udenlandske firmaer ansætte nogle tidligere diplomater. Olieselskabet Exxon har fx en hel udenrigstjeneste.
De store virksomheder har dog et netværk, og jeg trækker også på dygtige ledere i Haldor Topsøes afdelinger i udlandet. Virksomheden har i alt ca. 2.300 medarbejdere, og de udenlandske kontorer har ofte flere ansatte end ambassaderne.
Under Muhammed-krisen rejste jeg som direktør i Udenrigsministeriet rundt for at dæmpe gemytterne, og en af de afgørende samtaler var med den nuværende konge af Saudi-Arabien, bin Salman. På intet tidspunkt berørte vi sagen med tegningerne, men talte om religionerne og verdens udvikling på et eller andet højt plan – mente vi da i hvert fald selv. Da jeg gik, sagde hans assistent, at nu var Muhammed-krisen slut. Jeg havde ingen anelse om, hvorvidt samtalen havde virket, men det viste sig at være rigtigt.
Under 9/11 i 2001 havde vi på ambassaden i Washington besøg af Det Udenrigspolitiske Nævn. Da de skulle til møde i State Department kl. 10, stod alle medarbejderne udenfor, så de danske besøgende kom i stedet op i min private ambassadør-residens, hvor de hang ud de kommende dage, indtil jeg fik dem på et SAS-fly hjem. Hele den amerikanske administration var lammet. Jeg kendte dog én i Det Hvide Hus meget godt og talte med ham i fem sekunder. Den dag ændrede verden sig.
Mens der i 1990'erne var sådan en tåge over det internationale landskab efter Sovjetunionens fald, så man pludselig et landskab, man måske ikke var så glad for at se, med terrorisme og krig i Afghanistan og Irak. Efter min mening kan man ikke overdrive betydningen af 9/11 internationalt.
Så rådgav jeg regeringen om krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak. Det viste sig, at vi med det danske fleksible system lynhurtigt kunne træffe en beslutning, hvorimod andre skulle igennem alle mulige mærkelige procedurer. Det var vigtigt, at vi havde en helt enestående adgang til information.
Det er en stor udfordring for et lille land som Danmark at få informationer nok, så du skal være på mærkerne hele tiden, især i USA. Større lande har lettere adgang, mens vi skal bruge al energi fra morgenmad til frokost – til de mest tåbelige arrangementer – for ellers får man ikke informationerne.
Ledige stillinger
