Dyr ølstafet

Ulovlig druk kostede studerende SU'en. Nu får de den tilbage

9.12.2020

af

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

Sidste år blev 25 CBS-studerende midlertidigt bortvist og udskrevet fra universitetet, ligesom de mistede deres SU. Så viste det sig, at det ikke var lovligt at udskrive dem – og nu kan de også få SU'en igen. CBS Students vil have en undskyldning for forløbet.

Sidste år blev 25 introvejledere midlertidigt bortvist fra CBS, fordi de overtrådte reglerne for introforløb, herunder reglerne om alkohol. Bortvisningerne er overstået, men nu er der alligevel sket en ny udvikling i sagen. Det skriver CBS Wire.

De 25 introvejledere fik nemlig frataget retten til at modtage SU, mens de var bortvist. Men Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger har nu afgjort, at de studerende var berettiget til SU under den midlertidige bortvisning. Ankenævnet behandlede sagen, fordi nogle af introvejlederne havde klaget.

CBS har derfor – efter aftale med Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte – skrevet til de berørte studerende og spurgt, om de helt eller delvist vil have SU for den periode, de var bortvist, skriver Bitta Nielsen, studiechef på CBS, i en mail til Djøfbladet.

Hun forklarer, at det har været standardprocedure for de fleste danske universiteter at udmelde studerende af universitetet, hvis de blev midlertidigt bortvist – for fx eksamenssnyd eller brud på regler for introforløb – og så indmelde dem igen, når perioden var overstået. Som et led i den proces har Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte stoppet udbetalingen af SU. Det er denne procedure, ankenævnet nu har gjort op med.

Dermed var fratagelsen af SU-retten ikke tænkt som en ekstra straf til de involverede introvejledere, forklarer Bitta Nielsen og betoner, at CBS blot ville overholde gældende lovgivning og følge den praksis, der allerede var på området.

Det er uden sidestykke at have så mange disciplinærsager af så grov karakter på én gang

Bitta Nielsen, studiechef på CBS

"Drønærgerligt med fejl i håndteringen"

Det er ikke første gang, at de 25 introvejledere får ændret i deres sanktioner. I januar i år måtte CBS genindskrive de 25, efter at de midlertidigt var blevet udskrevet fra universitetet. Men ifølge Styrelsen for Forskning og Uddannelse var det ikke lovligt at udskrive dem, fordi de kun var midlertidigt bortvist.

”Det er drønærgerligt med fejl i håndteringen. Både for os, men i høj grad for de bortviste studerende, som har oplevet forvirring omkring en i forvejen alvorlig sanktion. Vi har gjort os umage med at håndtere sagerne efter bogen. Men man kan måske også sige, at vi undervejs er blevet klogere på vegne af universitetssektoren,” skriver Bitta Nielsen.

Hun understreger, at CBS selvfølgelig retter ind, når myndighederne kommer med udmeldinger, der ændrer på proceduren.

I forhold til hvad hun og resten af ledelsen på CBS har lært af forløbet om introsagerne, og hvad de ville gøre anderledes en anden gang, understreger Bitta Nielsen, at situationen "på mange måder var ekstraordinær":

”Det er uden sidestykke at have så mange disciplinærsager af så grov karakter på én gang."

Forløbet har fået CBS til at gennemgå sine procedurer for disciplinærsager, og samtidig er konceptet for introforløbene blevet ændret, ligesom universitetet har "en grundigere dialog med introvejledere om, hvad vi forventer af dem, og hvad vi anser for acceptabel adfærd på CBS," skriver Bitta Nielsen.

"Vi håber virkelig ikke, at det igen bliver nødvendigt at relegere (bortvise, red.) introvejledere. Men hvis det skulle ske, bliver ingen studerende udmeldt, medmindre det er en permanent relegering, og dermed burde Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte udbetale SU som sædvanlig, men man kan altså ikke gå til eksamen.”

CBS har tidligere haft alvorlige problemer med alkohol og grænseoverskridende adfærd i forbindelse med introforløb. Derfor er reglerne strammet betydeligt op de seneste år

Bitta Nielsen, studiechef på CBS

CBS Students kræver en undskyldning

Trods CBS’ forklaring ser Sarah Diemar, formand for CBS Students, den uberettigede fratagelse af SU som kulminationen på en lang og unfair proces for de involverede introvejledere. Hun mener, at det er på sin plads med en undskyldning fra CBS’ ledelse.

”En undskyldning for at have etableret helt nye processer for afstraffelse af regelbrud under introforløb på så kort tid, at der ikke var tid til at skabe et fuldt overblik over hele processen og afklaring af konsekvenserne af processen,” siger hun.

Da Djøfbladet spørger, hvordan CBS forholder sig til kravet om en undskyldning, svarer Bitta Nielsen i en mail:

”Det er en alvorlig sag at blive bortvist, og jeg forstår godt, det ikke føles som en særlig rar situation at komme i som studerende. CBS har tidligere haft alvorlige problemer med alkohol og grænseoverskridende adfærd i forbindelse med introforløb. Derfor er reglerne strammet betydeligt op de seneste år. De studerende kender dem. De kender også konsekvenserne af at overtræde dem, og CBS har som andre universiteter nu fået præciseret vores praksis omkring midlertidig bortvisning.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet