DET, JEG HAR LÆRT

Anders Eldrup: "Uden velfærdssamfundet var jeg blevet landmand"

7.12.2020

af

Foto: Mads Teglers

Foto: Mads Teglers

Anders Eldrups liv er et stykke danmarkshistorie om social mobilitet, økonomiske kriser, grøn omstilling – og en af årtusindets mest omtalte fyringer i det private erhvervsliv. Her fortæller han, hvad han har lært undervejs.

Jeg har på egen krop mærket værdien af velfærdssamfundet. Hvis ikke velfærdsydelserne var blevet rullet ud for de brede grupper på uddannelsesområdet, var jeg aldrig blevet student. Så var jeg blevet landmand.

Min far var godsforvalter på en herregård. Det var et minisamfund med masser af folk, egne håndværkere, alt muligt. Der blev også taget et socialt ansvar. I dag er der næsten ingen mennesker på sådan en gård. Det er en kolossal forandring, jeg har set i mit liv.

Mine forældre gik ud af 7. klasse. Da jeg selv blev teenager, var der kommet amtsgymnasium inde i Grenå. Før det skulle man på kostskole. Det ville mine forældre ikke have haft råd til. Ikke fordi vi led nød, men det var meget en naturalieøkonomi. Skulle man betale sig fra noget, var det svært. Rede penge var der mangel på.

Jeg var aldrig i tvivl om, at det var statskundskab, jeg skulle læse. Det kan tilskrives min bedstefar. Han var en klog mand, der ikke fik en uddannelse. I stedet blev han sognerådsformand og meget andet. Han var en slags lokalsamfundets tillidsmand. Jeg tilbragte mange, mange timer med ham som teenager. Han fik mig til at interessere mig for samfundet.

Da jeg var færdig som cand.scient.pol., var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville søge ind i det offentlige og tjene samfundet. Det var af en højere karat end at gå ud i det private erhvervsliv, hvor man kun tjente penge – følte jeg og vel det meste af min 68´er-universitetsgeneration.

Det sidste har jeg ændret syn på hen over årene. Det private erhvervsliv er vigtigt for velfærdssamfundet. Men sådan så jeg ikke på det dengang.

TIL JOBSAMTALE MED DEPARTEMENTSCHEFEN

København var jo centrum for statskundskaberne, så der flyttede jeg over. Jeg havde ikke haft nogle studierelevante studiejobs – det var svært at få i Aarhus – men det var ret let at få et job i Rigsrevisionen dengang, så det snuppede jeg.

Trekvart år efter, i foråret 1973, kom der en stilling i Budgetdepartementet, som Finansministeriet hed dengang. Jeg var til jobsamtale hos departementschefen selv, den navnkundige Erik Ib Schmidt. Kun han og jeg. Det var stort for en bonderøv som mig.

Jeg tror, jeg fik jobbet, fordi Erik Ib Schmidt så, at der skulle nogle økonomer og også nogle cand.scient.pol.ere som mig ind. Dengang var der næsten kun jurister i Budgetdepartementet; økonomer havde slet ingen fremtrædende plads. Det meste drejede sig om den årlige finanslov. Hver medarbejder havde en paragraf på finansloven, de havde ansvar for.

Så jeg fik også en paragraf. Det var noget på Justitsministeriets område. Ingen fortalte mig noget som helst om, hvad jeg skulle gøre. Det regnede man med, at man selv fandt ud af. Så jeg måtte spørge nogle ældre kolleger.

Erik Ib Schmidt gik med butterfly og skrev med fyldepen. Sådan en bred skrift. I ministerier skriver man notater, og når man fik et notat retur fra ham, var det overbroderet med udråbstegn, kommentarer og bølgestreger. Dér lærte jeg, at hvis logikken i éns ræsonnement ikke holdt, fik man klar besked. Man blev lidt slukøret, men det var en vældig fin ting, at den gamle, kloge mand gad bruge tid på én.

Erik Ib Schmidt var den store reformator. Jeg var for ung til selv at være med i det, men da jeg kom ind, stod huset på gloende pæle med arbejdet med den såkaldte Perspektivplan I. Erik Ib Schmidt ville prøve at fremskrive det danske samfunds udvikling 15 år frem, fra 1970 til 1985. Det havde ingen på Slotsholmen prøvet før. Der var ingen tradition for langsigtede planer; der var ingen regnemodeller. Det var en intellektuel kraftpræstation.

PPI og PPII, som de blev kaldt, blev til trods for deres fremsynethed aldrig brugt til noget. Politikerne sprang det over. Oliekrisen kom, tiderne ændrede sig. Men indirekte fik de stor betydning, fordi de satte en ny dagsorden for Finansministeriet om at være med til at beskrive den linje, som det danske samfund skulle udvikle sig efter. At man ikke kun sad på en pengekasse med korslagte arme og fedtede med paragraffer på finansloven; man skulle være med til at forme fremtiden.

Vi blev helt klart set ned på som Europas syge mand. Det var ganske ydmygende

PÅ KANTEN AF AFGRUNDEN

Ja, du kan godt bruge Knud Heinesens (finansminister i regeringerne Anker Jørgensen, red.) berømmelige ord i 1979 om, at dansk økonomi havde 'kurs mod kanten af afgrunden' som en overskrift for min tid i Finansministeriet. Vi fik den første oliekrise i 1973, og så kom den anden oliekrise i 1978 og slog os omkuld én gang til. Så min tid blev jo rejsen væk fra afgrunden.

I begyndelsen af 80erne var jeg ministersekretær i fire år. Dengang var der kun én ministersekretær og ingen særlige rådgivere, så man fyldte meget og kom meget tæt på det besluttende system.

Vi var virkelig på spanden. Afgrunden var blodig alvor. Regeringen frygtede, at vi ville blive sat under administration af IMF, fordi vi ikke kunne betale afdragene på vores lån.

Jeg var som ministersekretær med Knud Heinesen i New York for at optage det største udlandslån, vi nogensinde havde optaget. De amerikanske banker havde ikke meget lyst til at låne det her forgældede, lille land flere penge. Vi blev helt klart set ned på som Europas syge mand. Det var ganske ydmygende.

Når jeg ser tilbage nu, var det, som om der kom en generation af politikere, organisationsfolk og embedsmænd, som – uden at koordinere det – på kryds og tværs af roller og politiske skel sagde, at nu skal vi have styr på økonomien.

Og befolkningen var med; der var i årene helt frem til årtusindskiftet en meget stor krisebevidsthed hos danskerne. De ville også have styr på økonomien.

De 20 år fra 1980 og frem endte med, at Danmark omkring år 2000 sammen med tyskerne stod for de to stærkeste økonomier i Europa. Men det tog altså også 20 år.

DA VI FIK VERDENS BEDSTE ARBEJDSMARKEDSPENSIONER

Ja, det er rigtigt, at jeg var formand for det udvalg, som banede vejen for, at vi fik udmøntet Palle Simonsens (konservativ finansminister i Schlüter-regeringen, red.) trepartsaftale i 1987 om arbejdsmarkedspensioner. Men det var nu Jørgen Rosted (daværende embedsmand i Finansministeriet, red.), som var hovedkraften i alt regnearbejdet.

Det var et af de største og mest besværlige udvalgsarbejder, jeg var med til i min uendeligt lange tid i Finansministeriet, fordi det var forpestet af hele den forudgående debat om ØD (økonomisk demokrati, red.). Vi regnede på alt mellem himmel og jord og fyldte det ene ringbind efter det andet. Det endte med, at vi nåede frem til en model, som også Dansk Arbejdsgiverforening kunne acceptere.

At vi fik sat gang i maskinen med arbejdsmarkedspensionerne, blev en af hovedgrundene til, at vi fik styr på økonomien i løbet af 90'erne – selvom der selvfølgelig også var andre grunde såsom olie- og gasfundene i Nordsøen og fastkurspolitikken. Men lønkroner, som ellers ville være gået til forbrug, blev ført over i opsparing, og det hjalp på vores kroniske problem med betalingsbalancen.

Befolkningen fik samtidig et meget sustainable pensionssystem. Når de udenlandske bureauer vurderer, hvem der har det bedste pensionssystem for dets borgere, bliver Danmark nr. 1 hver gang. Eller nr. 2. Det er fornøjeligt.

Vi tømte Nordsøen for ressourcer, men her lavede vi noget, hvor regningen ikke blev afleveret til de næste generationer.

Foto: Mads Teglers

FARVEL TIL MAGTENS CENTRUM

Der var mange, der ikke kunne forstå, at jeg i 2001 valgte at skifte til DONG, statens naturgasselskab. Når jeg nu havde været et halvt liv derinde i centrum for alting, hvor jeg sad med i de inderste gemakker i regeringens Økonomiudvalg og Koordinationsudvalg, ligesom Martin Rossen.

Selv min kone, Merete, sagde, at jeg aldrig ville kunne finde mig i at sidde deroppe i Hørsholm og kun beskæftige mig med olie og gas dag ud og dag ind.

Der var to grunde til, at jeg gjorde det. Finansministeriet er altid på arbejde; det er et hårdt job. Jeg var blevet skilt og gift igen med Merete og havde fået to nye børn. Mine to første børn havde jeg ikke set så meget, som jeg burde, på grund af arbejdet, og jeg tænkte, at det ville jeg godt prøve at gøre anderledes denne gang.

Den anden grund var, at jeg ikke mente, at det var godt for Finansministeriet, hvis jeg blev. Skulle jeg så sidde som departementschef til, jeg blev 70 – i 28 år? Jeg havde, sammen med mange andre, været med til at føre Danmarks økonomi på rette vej. Men nu var det tid til, at Finansministeriet skulle noget andet, og det var nok bedst, at det blev med nogle andre end mig ved roret, mente jeg. Og jeg var 52, så det var nu, jeg skulle skifte, før det blev for sent.

Hovedet på sømmet var, da jeg spurgte min chauffør. Skulle jeg skifte? Jeg havde på det tidspunkt fået tjenestebil og chauffør, og han og jeg havde det rigtig fint med hinanden. Han syntes, det var en god idé. 'For jeg tror, der er mange, som mener, du er blevet for magtfuldkommen'. Det lyttede jeg virkelig til, for han kom rundt og hørte ting i systemet, som jeg ikke hørte.

DA VI FIK ÉT STORT NATIONALT ENERGISELSKAB

Og nej, det blev jo ikke kedeligt i DONG. Det blev spændende – spændende på en anden måde.

Det første, vi gik i gang med, var at rejse landet rundt og prøve at samle hele den danske energisektor i ét stort nationalt energiselskab med muskler til at drive en udvikling igennem på et liberaliseret energimarked. Så vi fik købt Elsam, NESA, E2, Københavns Energi og Frederiksberg Energi og skabt DONG Energy.

Det var en meget bøvlet proces. Virkelig bøvlet. Vi mente selv, det var genialt med ét stort selskab, men den begejstring blev bestemt ikke delt i alle kredse. I de år – 2004 til 2006 – var jeg næsten lige så meget omtalt i medierne, som da jeg blev fyret i 2012. Der var meget kritik. Men hvis vi ikke havde skabt DONG Energy, tror jeg, at den danske energisektor var endt på svenske hænder, opkøbt af Vattenfall.

Og i dag må vi også sige, at uden et stort selskab som DONG Energy havde vi heller aldrig fået dén succes med eksport af havvindmøller.

Da det hele var samlet i DONG Energy, gik vi i gang med at ændre strategi fra sort til grøn, som vi sagde. Vi legede med dén her talmagi 'Fra 85/15 til 15/85 på 15 år'. At vi i løbet af den tid skulle vende brøken, så 85 % af strømmen kom fra havvindmøller og anden grøn energi og kun 15 % fra fossile brændstoffer.

Dengang syntes de fleste, det lød hasarderet. Men nu er Ørsted, som det hedder i dag, 90 % grønt og om et par år 100 % grønt. Det er gået hurtigere og længere, end nogen af os havde troet dengang. Og på toppen af det er det endt med at blive en fantastisk god forretning for Danmark.

At det kunne gå sådan, havde vi ikke fuldt ud forstået, dengang vi gik i gang. Og i dag oplever jeg selv, at det er dét – havvindmøllerne – jeg bliver husket for fra min tid i DONG og ikke for min dramatiske fyring i 2012.

Jeg havde den fordel, da jeg blev fyret, at jeg havde fem bestyrelsesposter, som jeg kunne køre videre med. Jeg havde noget at stå op til om morgenen

ÆRESOPREJSNINGEN VAR DET VIGTIGSTE

Jeg endte som årets mest omtalte erhvervsmand, efter at jeg i marts 2012 helt uventet blev fyret af DONG Energys daværende bestyrelsesformand. Det enorme mediefokus gjorde det hele lidt mere besværligt for mig.

Men mange andre end mig er blevet fyret fra en toppost og har taget samme rejse: Fra den ene dag at sidde på en piedestal og den næste stå alene på herrens mark hjemme i et tomt hus uden mobil, e-mail eller papirer – og så derfra måttet finde en ny måde at organisere sit liv på.

Dér lærte jeg, hvor godt det var, at jeg havde beholdt mit medlemskab af Djøf. De trådte til og supportede med alt muligt, også mentalhygiejnisk. Uden Djøf kunne jeg ikke have ført en voldgiftssag.

Jeg lærte også, hvordan éns familie på et øjeblik kan rykke sammen om én. Mine store børn tog over på it-fronten og fik oprettet en e-mail til mig og så videre. Merete var krisestabsleder.

Jeg vandt jo voldgiftssagen. Alle tre opmænd, også modpartens, sagde, at jeg ikke havde gjort noget forkert; at jeg ikke havde udbetalt for høje lønninger og bonusser til fire af DONG Energys nøglemedarbejdere på den grønne omstilling.

Jeg fik nogle penge med mig, da jeg vandt voldgiften, og det var også fint. Men det var ikke det vigtige. Det var æresoprejsningen. Anerkendelsen i at blive renset.

Jeg havde den fordel, da jeg blev fyret, at jeg havde fem bestyrelsesposter, som jeg kunne køre videre med. Jeg havde noget at stå op til om morgenen. Og lidt efter lidt kom folk jo og spurgte, om jeg ville være med til det ene og det andet. På et tidspunkt var jeg oppe på 15 bestyrelsesposter.

DA ELDRUP FIK ELBIL

Jeg var glad og beæret, da jeg blev spurgt, om jeg ville være formand for elbilskommissionen. Jeg var straks klar over, at opgaven var vanskelig – for ikke at sige umulig. Men også meget vigtig. Vi står jo midt i en stor samfundsomvæltning, som er nødvendig for at få styr på klimaproblemerne. Vi er kommet meget langt med transformationen af energisektoren. På transportområdet er der intet sket. Men det går ikke.

Som mennesker er vi skeptiske over for det nye og ukendte. Og elbilerne er jo stadig den ubekendte faktor. Hvor langt kan den køre på en opladning, holder batteriet, hvad med brugtvognsprisen osv.? Jeg har selv haft elbil i fem år – en Tesla – og lært, at det er en rigtig god måde at transportere sig på. Vi bor i lejlighed på Østerbro, så vi har ingen privat ladestander, men det går udmærket med at bruge de offentlige.

For mig er det en cirkel, der sluttes, når strømmen fra havvindmøllerne puttes ned i elbilens batteri, og Danmark bliver selvforsynende med energi. Hvem havde troet det, da vi stod midt i energikrisen og olieembargoen i begyndelsen af 70'erne?

'JEG VIL ABSOLUT HELST SELV GÅ'

Jeg har været så privilegeret at få et nyt arbejdsliv i de sidste otte-ni år med mine bestyrelsesposter. Nu ser jeg nok ind i en tid, hvor jeg gradvist faser mig selv ud. Det er en fantastisk ting og også sundt, tror jeg, hvis man ikke behøver gå på pension, bum, fra den ene dag til den anden. Det ville jeg ønske for mange andre.

Hver gang Merete og jeg ser fx Niels Thygesen (internationalt kendt, dansk økonom, red.) på tv – han er 86 og stadig formand for noget nede i Bruxelles – kigger hun på mig med dét der 'du-er-kun-72-så-kom-nu i gang'-blik.

Men på et eller andet tidspunkt skal jeg jo stoppe med det hele. Selvom jeg ikke håber, det er lige om hjørnet. Jeg vil absolut hellere gå selv, end at nogen beder mig om det. Jeg tænker meget på, hvor længe det giver mening for omgivelserne, at en gammel tudse som mig sidder med om bordet.

Anders Eldrup

Født 1948 på Syddjurs på herregården Rugård Gods, hvor hans far var godsforvalter.

Cand.scient.pol., Aarhus Universitet 1972.

Næsten 30 år (1973-2001) i Finansministeriet, de sidste 10 år som departementschef.

Adm. direktør for DONG og DONG Energy 2001-2012.

Var i 2010 en af stifterne af Green Growth Leaders (GGL).

Formand for pensionskassen P+ (fusion af JØP og DIP) frem til generalforsamlingen i april 2021.

Formand for Kommissionen for grøn omstilling af personbiler, som forventer endeligt at afslutte sit arbejde ved årsskiftet 2020/21.

Formand for testcenteret for vindmøller (LORC), formand for Danmarks Grønne Investeringsfond, formand for Grøn Energi, næstformand for den grønne tænketank CONCITO, bestyrelsesmedlem i Norlys, senior advisor for Copenhagen Infrastructure Partners (CIP).

Gift med Merete Eldrup, parret har hver to børn fra tidligere ægteskab og sammen to børn, altså seks i alt og foreløbig ni børnebørn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Philip Bøttern
3 år siden
Interessant at Anders E nævner ØD. Det var måske ikke lige tidspunktet p.g.a. gældsætningen mm, men i dag kunne vi godt bruge nogle modeller, hvor medarbejderne har medejerskab og indflydelse.
Ole Frydensberg
3 år siden
På alle måder inspirerende og respektskabende. Dit gymnasiums "navigare necesse est "osv giver flot mening for dit valg af liv...