Det ser djøferne frem til efter corona

Det påvirker djøferne, der savner at være sammen med deres kollegaer professionelt og socialt. I stedet er de forbundet med hinanden via Teams, Skype og Zoom, og det hænger efterhånden mange ud af halsen.

Men hverdagen kommer igen – før eller siden. Vi har spurgt fem djøfere, hvad de ser frem til efter corona.

Christina Halkjær, specialkonsulent, Forskningens Hus, Region Nordjylland

Jeg ser frem til at få hverdagen tilbage. Jeg ser frem til, at vi igen kan mødes fysisk omkring de forskellige processer, som jeg er en del af. Jeg ser frem til kollegaskabet i fysisk sammenhæng. Og så ser jeg frem til, at jeg ikke føler, at hverdagen glider lidt i ét, når man arbejder hjemme. Derfor kan man godt få den følelse, at man pjækker, når man rejser sig fra computeren. Jeg glæder mig til, at man bedre kan adskille sit privatliv og familieliv og sin arbejdsplads.

Jeg oplever, at når man har virtuelle møder på Teams, så er der et fravær af den nonverbale kommunikation. Man er ikke i stand til at se hinanden. Man kan ikke aflæse hinandens kropssprog. Jeg synes, at den dimension er helt essentiel at have med, når man drifter processer.

Der kan være en tendens til, at man skyder nogle deadlines, fordi man ikke har mulighed for at mødes i større kredse. Når formålet med et møde rent faktisk er at mødes og networke, så giver det ikke rigtig mening at konvertere det til et digitalt møde. Jeg glæder mig til, at vi kommer tilbage i den vante gænge.

Jeg glæder mig til at kunne være sammen med mine kollegaer. Til at kunne spise frokost sammen og have den daglige vidensudveksling og den fremdrift, der ligger i det. Det giver noget positivt i forhold til sparring og muligheden for at vende de sager, man sidder med. Det kan man selvfølgelig gøre på telefon og over Teams – platformene er der jo til det. Men der ligger noget i, at det hedder en arbejdsplads. Det er der, jeg synes, at jeg har mit primære virke. Det er ikke på mit hjemmekontor.

Allan Visborg Andreasen, organisationskonsulent, Socialpædagogerne

Først og fremmest ser jeg frem til, at man fysisk kan komme normalt på arbejde. At man kan se kollegaer. Og at man kan lave det, man arbejder med, sammen med kollegaerne og medlemmerne. Det er det allervigtigste.

Jeg ser frem til at kunne se fremad. At kunne se frem i en virkelighed, hvor det ikke er corona, der bestemmer, hvad der sker om to og tre måneder. En tilbagevenden til en forandret virkelighed, hvor man kan mødes mere og gøre mere. Og gøre det uden den kæmpe usikkerhed, som vi alle sammen har i dag.

At kunne samles igen. At kunne tænke noget sammen. At kunne snakke sammen. Det synes jeg er det allerstørste glædespunkt, man har foran sig.

Teams-møder og digitale værktøjer er gode til det faktuelle. De er gode til at give information. Men jeg synes ikke, det fungerer til idéudvikling og nye tanker. Der er noget menneskelig aflæsning og kommunikation, der går tabt. Særligt når det er svære og alvorlige eller nye ting, man ikke har prøvet før. Skærmen forbinder. Men den distancerer også.

For mig at se er der samme funktion, samme savn og samme glæde ved, at det sociale kommer tilbage, fx en sommerfest eller et julearrangement. Det er fedt at kunne gå ud med sine kollegaer og drikke en øl en fredag i forårssolen. Det er noget af det, der får en organisation til at hænge sammen. Og det er noget af det, der bliver tæret på, når vi sidder hver for sig.

Bare det at få lov til at sidde i et møde med andre, som man i gamle dage – for et halvt års tid siden – kunne synes var lidt træls, det kunne man godt ønske sig lidt mere af.

Maria Damm-Hansen, forhandlingschef, Teknisk Landsforbund

Jeg ser frem til at kunne være sammen med mine medarbejdere fysisk. Jeg er dødtræt af Skype-møder. Jeg glæder mig til at komme væk fra min hjemmearbejdsplads. I arbejdsmæssig sammenhæng glæder jeg mig at kunne være sammen uden at skulle tænke over håndsprit og afstand. Den synergieffekt, når man er sammen på en arbejdsplads, betyder meget mere, end jeg egentlig havde troet.

Jeg er blevet meget overrasket over min egen reaktion på hjemmearbejde. Jeg er blevet overrasket over, hvor træls jeg synes Skype- og Teams-møder er. De er gode til nogle ting, men i alle udviklingsmæssige sammenhænge synes jeg ikke, at de fungerer. Når man sidder fysisk over for hinanden, kan man aflæse hinanden. Man kan afbryde hinanden. Man kan se, hvad det er, der sker. Hvis man skal kunne tænke nyt og kreativt, så kræver det, at vi kan have en ordentlig dialog, som er mere end bare at sidde i et Teams-Muppetshow.

De småafbrydelser, som man nogle gange kan tænke er reelle afbrydelser i éns arbejde, er ikke kun afbrydelser. Det er også alt muligt andet, som er vigtigt i dagligdagen. Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til, at der er liv på gangene. Jeg glæder mig til, at man kan sidde i en kantine og snakke med andre. Det gør man ikke i dag.

Man bliver mere opdelt, end man plejer, fordi man kun ser hinanden i de afdelinger, hvor man er. Så jeg glæder mig rigtig meget til at se Kirsten fra økonomiafdelingen og Martin fra uddannelsesafdelingen. Så vi kommer lidt på kryds og tværs. Fordi alle de småsnakke, man har, bidrager hele tiden til, at der sker noget i organisationen.

Jeg savner det hele. Jeg savner en fredagsøl. Jeg savner en julefrokost. Jeg savner alt muligt. Det er lidt trist. Det er sygdom, det er mørke, det er isolation. Det er røvsygt.

Christian Gleerup-Mørch, seniorkonsulent, Deloitte

Noget af det, jeg helt klart ser allermest frem til, er det sociale samvær på arbejdspladsen. At der er mulighed for at ses sammen i mere uformelle rammer, end man gør nu, og styrke det sociale på arbejdspladsen.

Det er generelt sådan i konsulentbranchen, at man bruger mange timer på sit arbejde. Så der bliver lagt stor vægt på sociale arrangementer, fx at kunne gå ud og spise sammen, holde fester eller lignende, for at fejre de arbejdsopgaver, man har løst. Fejre, at det går godt for éns virksomhed. At folk løser deres opgaver godt.

Jeg tror, at det er vigtigt, fordi man får løftet tingene op i et større perspektiv og sat fokus på de generelle udviklinger, vi er med til at understøtte. I dag til dag-opgaverne kan man sidde med næsen helt nede i de konkrete opgaver og have fokus på at løse dem.

Der er mindre fokus på den faglige udvikling, når man sidder hver for sig og skal koordinere tingene virtuelt. Der kommer meget fokus på dag til dag-opgaverne, og at vi skal i mål med de helt konkrete opgaver.

Susanne Strandbjerg Nielsen, økonomi- og administrationschef, Uddannelse og Arbejdsmarked, Horsens Kommune

Jeg er chef, så jeg ser rigtig meget frem til den daglige kontakt med mine medarbejdere. Jeg synes, at det er rarere, når vi i højere grad kan møde ind på den samme fysiske adresse. Og kan have de små snakke ved kaffeautomaten og hen over skrivebordet. Jeg tror, at de sociale og faglige aspekter af, at man ser hinanden, er vigtige.

Jeg tror, at den uformelle kontakt betyder noget. Vi er fx blevet bedre til at ’hænge’ i Teams og snakke lidt i forbindelse med møder. Men det er bare ikke det samme, som at man lige stopper op på gangen og taler. Det er den slags ting, jeg synes, at vi savner. Vi har lavet virtuel julehygge. Det kan også noget, men det er ikke helt det samme.