Maria & de tre bundlinjer

Maria Pagels' telefon ringer. Hun tager den, lytter, kommer med svar, hvor ordene 'forventet forretningsmodel', 'fortjeneste' og 'kadence' indgår. Hun lytter igen.

”Du skal have en idé om arbejdskraften og om, hvad du kan producere og sælge. Om budget og koncept. Om hvordan vi taler ind i de tre bundlinjer,” siger hun.

Lytter igen. Slutter:

”Fortæl mig hvordan – så gør vi det.”

Det var møbelsnedker Jimmi Schmidt. Han er leder af Fredes Woodshop, én af fem socialøkonomiske virksomheder på Saxogade i København. Projektet hører under organisationen Settlementet, som har lavet socialt arbejde på Vesterbro i København i mere end 100 år. Det er Marias opgave som forretningsudvikler at hjælpe virksomhederne til at udvikle produkter, der fungerer på tre bundlinjer: Kommercielt, socialt, bæredygtigt.

Fredes Woodshop arbejder med træ og tager imod borgere, ’praktikanter’, henvist af kommunen til et seks måneder langt afklarings- og opkvalificeringsforløb. Herefter får Settlementets beskæftigelses-afdeling dem videre til en offentlig eller privat virksomhed i yderligere seks måneder som en del af deres forløb.

Jimmis butik skal både være et meningsfyldt sted at arbejde og producere noget, der kan sælges. Det kan være svært, når der fx kommer én, der aldrig før har brugt en skruemaskine, og som har gigt i hænderne. Butikken laver bl.a. plantekasser og skamler, men det er for udfordrende for mange praktikanter. Nu vil Jimmi gerne istandsætte gamle møbler og sælge dem, det er lettere at gå til. Det giver mening – socialt, kommercielt og bæredygtigt. Maria Pagels hjælper med at få det til at flyde.

Hendes fars Vesterbro

Maria Pagels er vokset op på det nærliggende Frederiksberg. Hendes far voksede op på Vesterbro: En toværelses, to forældre, tre børn. Han tog den lille Maria med rundt i sit barndomskvarter, dér lå engang et ismejeri, dér kunne man komme i biografen for 75 ører, dengang begyndte man at ryge som syvårig. Han lærte hende at stave til Oehlenschlægersgade. Da Maria blev 17, flyttede hun til Nørrebro, hvor hun har boet siden. Hun blev aktiv i diverse nærinitiativer, bl.a. et folkekøkken:

”Mest det rent praktiske. Jeg skrællede gulerødder, jeg har aldrig været god til at lave mad. Gadeteater, det var jeg klart bedre til,” griner hun.

Hun var med til at åbne en andelsbutik med økologiske grøntsager købt fra økologiske bønder.

Hun tog til Mexico som fredsvagt i fem måneder:

”Militæret kørte igennem landsbyerne, pegede på os med deres geværer. Vi følte os usårlige med vores hvide hud.”

Inspireret af sin tur tog hun en bachelor i spansk på universitetet. Efter et år på barsel havde hun 'brug for en anden vinkel' og blev kandidat på CBS i kommunikation og spansk.

Hun fik arbejde hos Solhvervsfonden, som havde projekter i Latinamerika. De havde også et mejeri, Øllingegård, som igen vakte hendes interesse for det lokale og bæredygtige. En meget populær yoghurt var den med mango – som ikke var bæredygtig. Hun stod for udviklingen af én med dansk frugt:

”Æble og pære,” Maria smiler, nærmest undskyldende, ”det var der ligesom ikke dengang.”

Som kommerciel chef hos den socialøkonomiske virksomhed Grennessminde i Taastrup stod hun bl.a. for at starte et økologisk bageri, en økologisk catering og en transportvirksomhed til at få de økologiske produkter bragt rundt.

I juni 2020 begyndte hun i Saxogade.

Saxogades Sonja

Café Sonja var den første af Settlementets virksomheder i Saxogade, opkaldt efter tv-serien 'Sonja fra Saxogade'. Caféen har ligget her siden 1986. Ved et af bordene mødes Maria med Fakhra Sultana.

Fakhra på 54 er født i Pakistan, hun kom hertil som fireårig. Hun har boet på Vesterbro i 32 år med sin mand, og deres fem børn har gået i Tove Ditlevsens Skole på Enghave Plads. Under Settlementet er der en række mødesteder og klubber. En af dem er en klub for indvandrerkvinder, som Fakhra startede for 15 år siden. Kvinderne mødes tre gange om ugen og strikker, hækler og snakker.

Fakhra fortæller, at de andre kvinder misunder hende, at hendes mand ikke forlanger, at hun skal være hjemme for at lave mad til ham hver dag. 'Du er heldig,' siger de. Det er ikke held. 'I er selv ude om, at I ikke kan gøre det samme,' svarer Fakhra.

På en strategidag for Saxogade blev der snakket om at få klubberne under Settlementet til at drive caféen nogle aftener. Maria tog kontakt til Fakhra:

”Det har hun altid ønsket sig. Det er da for morsomt, at det ikke er sket før,” fortæller Maria efter mødet.

Over bordet på Café Sonja aftaler de to kvinder en dato for den første gang og diskuterer det praktiske. Og navnet:

”Fakhras Folkekøkken,” foreslår Maria – og det bliver det.

”Det bliver bare skidegodt,” slutter Maria mødet.

Påvirke, fortælle, formidle

Det lyder let, når man hører Maria Pagels få brikkerne til at falde på plads med et grin og en naturlig selvfølgelighed. Men det er hårdt arbejde. Det ene øjeblik diskuterer hun med brugerne fra et andet af Settlementets initiativer, værestedet Gang i Gaden, hvor man stadig kan få cigaretter til gammel pris. Det næste øjeblik handler det om forretnings- og beskæftigelsesplaner:

”Vi havde foretræde for Beskæftigelsesudvalget i går. Igen handler det om at påvirke, fortælle, formidle. Tale de forskelige sprog.”

Hvordan er det at skulle samarbejde med kommunen?

”Vi sælger en ydelse til kommunen, et beskæftigelsesforløb og en opkvalificering af en borger, og så sælger vi varer som fx tøj og Café Sonjas produkter. Vi arbejder med det samme mål, men det er en stor kommune med mange forvaltninger, der skal arbejde sammen. Sådan nogle som os ligger mellem Social- og Beskæftigelsesforvaltningen, og mit indtryk er, at det ikke altid er nemt.”

Bro mellem det offentlige og det private

Fakhra er gået, vi sidder stadig i Café Sonja. Der er mange på arbejde, flere end på andre caféer.

”Konceptuelt gælder det om at bruge de mange hænder som en ressource. I en normal café vil der måske være to på arbejde: Én til at lave kaffe med mere og én til betjening. Her har vi to-tre ekstra. 

Det kan føles som meget – både som kunde og ansat. Nu har vi indført bordservering. For praktikanten er det en øvelse i værtskab og i at fungere i en social sammenhæng. For kunden er det en ekstra service. Sådan nogle koncepter arbejder vi hele tiden med.”

Kan I inspirere andre virksomheder, der gerne vil tage et socialt ansvar?

Maria tænker sig om:

”Der er heldigvis mange virksomheder, der gerne vil tage mere socialt ansvar. Jeg hører fra nogle af dem, at de kan være bekymrede for, om deres arbejdsplads kan rumme mere sårbare ansatte, og at der nogle gange kan være lidt mange papirer fra kommunen, som man skal udfylde.”

Hvad er dit råd til virksomhederne?

”Lav et partnerskab med en god socialøkonomisk virksomhed, som kan tale begge sprog, og som kan opkvalificere folk inden for de områder, hvor der er behov for arbejdskraft. Sådan nogle som os forstår, hvad det vil sige at drive en virksomhed, og vi har en beskæftigelsesafdeling, der forstår kommunens måde at tænke og tale på. Jeg synes, at det lykkes rigtig fint for de socialøkonomiske virksomheder at bygge bro mellem det offentlige og det private.”

Marias far er i øvrigt begejstret for, at hun arbejder på Vesterbro. Nu spørger hun til hans historier med en helt anden interesse, og så kan han fortælle dem igen.