Anbefalinger

CBS-rektor tipper om tryghed, trivsel og stress

2.11.2020

af

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

PR-foto: Bjarke MacCarthy/CBS

Vi har spurgt Nikolaj Malchow-Møller, hvad han læser og lytter til. Her anbefaler han faglitteratur om innovation, skønlitteratur om den modernes mands krise – og en podcast om fodbold.

Nikolaj Malchow-Møller blev rektor på Copenhagen Business School i marts 2019. Inden da arbejdede han på på Syddansk Universitet, bl.a. som dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet.

Hvad læser du i øjeblikket – og hvornår finder du tid til at læse?

”Jeg har altid været en ivrig læser af både skøn- og faglitteratur. Det er en dejlig måde at koble af og samtidig blive inspireret på – både sidst på aftenen og i weekender og ferier. Det seneste års tid har jeg dog haft så travlt med mit arbejde, at det ikke er blevet til helt så meget læsning, som jeg kunne ønske.

Lige nu læser jeg Amy Edmondsons ’The Fearless Organization’, som har nogle spændende vinkler på, hvordan man kan fremme psykologisk tryghed i en organisation, så man får de nysgerrige, modige og kritiske idéer og vinkler frem, der er afgørende for innovation og læring.

En af de seneste skønlitterære bøger, jeg har læst, er Svend Åge Madsens ’Af den anden verden’. Den beskriver en flok KZ-fanger, der frarøvet deres hukommelse flygter til fjerne kyster og kæmper med at bygge verden op på ny.”

Hvilken bog har betydet mest for dig det seneste år?

”Som sagt er det ikke blevet til voldsom meget læsning i år, men en af de skønlitterære bøger – eller det er faktisk seks bøger – der har betydet mest for mig de senere år, er Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”. Det er både en tankevækkende og fængslende selvbiografisk beretning. For mig har Knausgård en helt særlig evne til at beskrive en situation eller en oplevelse med alle dens detaljer og uperfektheder, som gør den utroligt nærværende og vedkommende, og som sætter gang i mange tanker.”

Kan du pege på en bog, alle i din branche burde læse?

”Det er nok individuelt og afhænger af ens faglige og personlige interesser, og jeg tænker ikke, at der er én bog, som alle bør læse.  Men en af de fagbøger jeg selv med interesse har læst ud fra et universitetsperspektiv er: ’The Innovative University’ af Clayton M. Christensen og Henry J. Eyring, som illustrerer, hvor det klassiske universitet står i dag, hvor det kommer fra, og hvordan det må udvikle sin rolle.”

Hvilke medier ville du have svært ved at undvære?

”Det må være P1 Morgen, som jeg hører de fleste morgener. I arbejdssammenhæng er jeg dog også meget begejstret for The Economist og Financial Times. Om aftenen, når jeg gearer ned, ville jeg også meget nødig undvære at kunne logge ind på ViaPlay og følge med i Liverpools kampe.”

Hvilke podcasts hører du?

”P.t. hører jeg 'The Happiness Lab' med Laurie Santos. Santos er psykologiprofessor på Yale, og hendes podcasts er meget tankevækkende ift. de udfordringer med trivsel og stress, vi oplever både blandt studerende og ansatte.

Jeg finder også stor fornøjelse i 'Science Vs', og som økonom lytter jeg også gerne til 'Freakonomics'. Og til de fodboldglade kan jeg anbefale 'The Greatest Game' med Jamie Carragher.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet