Studieliv

Studiejob giver både karriereforspring og stress

16.1.2020

af

Foto: Fizkes/Shutterstock

Foto: Fizkes/Shutterstock

Kun de færreste arbejder så meget ved siden af studiet, som djøf-studerende gør. Erhvervserfaringen er guld værd, men de mange timer på jobbet lægger også et betydeligt pres.

Et år og 10 måneder ved BWSC. Seks måneder ved Workz A/S. Et år og 10 måneder ved Danske Bank. Seks måneder ved ambassaden i Delhi. Og nu: Foreløbigt fem måneder ved AIP management.

Det var et – kort – oprids af 24-årige Parathan Balachandrans karriere. Og så er han i øvrigt stadig i gang med sin kandidat i økonomi på Københavns Universitet.

Hvordan kan det være, at han allerede har så meget erhvervserfaring? Fordi det er vigtigt.

”Studiejobbet er en mulighed for at anvende mange af de ting, jeg lærer på studiet, i praksis. Det er også en mulighed for at lære, hvordan jeg indgår i en professionel sammenhæng. Det lærer man ikke rigtigt på studiet. Og så er det selvfølgelig også en måde at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen på,” siger han.

Arbejdet kan stresse

Parathan Balachandrans arbejdssituation minder om mange andre djøf-studerendes. 59% af de studerende djøf-medlemmer har et relevant job ved siden af studiet, og tal fra Københavns Universitet viser, at de studerende på Det Juridiske og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet klart er dem, der arbejder mest ved siden af studiet.

Samtlige kilder til denne artikel er da også enige om, at erhvervserfaring er vigtigt. Men tal fra Djøfs nye studielivsundersøgelse viser, at studiejobbet både kan få konsekvenser for de studerendes trivsel og studietid.

I undersøgelsen svarer 61%, at de i nogen eller høj grad føler sig stresset. Af dem nævner 31% meget erhvervsarbejde ved siden af studiet som en af grundene til stressniveauet.

De tal kommer ikke bag på Wenche Marit Quist, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf.

”Studiet skulle gerne have første prioritet. Så det er et problem, at studerende er stressede, og at studiejobbet i den grad er en af årsagerne til det,” siger hun.

I Djøfs studielivsundersøgelse fremgår det også, at blandt de respondenter, der ikke har gennemført studiet på normeret tid, svarer 42%, at årsagen er studiejobbet.

Og det, mener Wenche Marit Quist, også er et problem.

”Det er altså et fuldtidsjob at være studerende. Jeg kan godt forstå, at studerende kan være fristet til at bruge meget af tiden på arbejdet, men det er ikke det, vores uddannelsessystem er tænkt til at understøtte,” siger hun.

Hun foreslår, at de studerende kigger efter andre muligheder for at få erhvervserfaring end gennem et studiejob – fx gennem praktikforløb eller samarbejder med virksomheder om projekter og specialer.

Erhvervserfaring er vigtigt

Wenche Marit Quist er helt med på, at erhvervserfaring også er vigtigt for de studerende.

”Vi råder klart studerende til at få relevant erhvervserfaring. Det er meget værd, og det åbner op for mange muligheder efterfølgende – også i højere grad end fx gode karakterer gør det. Men jobbet skal aldrig blive første prioritet,” siger Wenche Marit Quist.

Hun anbefaler, at de studerende i gennemsnit højst arbejder 15 timer i ugen.

Parathan Balachandran har gennem sin studietid arbejdet på deltid – i nogle perioder mere end det. Og han er glad for at have arbejde ved siden af studiet.

”Jeg bruger en del tid på studiejobbet. Men jeg ville nok ikke bruge mere end højst nødvendig tid på jobbet, hvis det ikke var, fordi jeg er glad for det. Det lyder super klichefyldt at sige, men jeg synes, at hver gang jeg er der, så lærer jeg noget nyt,” siger han.

Parathan har ikke selv mærket, at jobbet har ført til stress. Men han kan godt genkende, at jobbet kan fylde en del.

”Det har da til tider været presset med både job og studie. Nogle gange har jeg følt, at der ikke var nok timer i døgnet. Men det føler jeg også, at der har været forståelse for fra min arbejdsgivers side,” siger han.

Vi kunne godt ønske, at nogle af de studerende brugte lidt mere tid på deres studium. Men vi konstaterer at de studerende får jobs, de er agtede på arbejdsmarkedet, og vi respekterer selvfølgelig også det faktum, at de lærer noget, når de sidder og arbejder ude på et studiejob

Christian Schultz, institutleder, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Og netop arbejdsgiverne, der aftager de studerende fra Københavns Universitet, har ifølge institutleder på Økonomisk Fakultet Christian Schultz tilkendegivet, at de er glade for den arbejdskraft, som stud.polit’erne udgør.

”Vi hører fra vores aftagere, at erhvervserfaringen er med til at gøre de studerende meget beskæftigelsesparate. De har ikke alene fået det akademiske med fra universitetet, men de ved også, hvordan det er at være på en arbejdsplads. Det er jo en super-positiv ting, at overgangen til arbejdsmarkedet er så gnidningsfri,” siger Christian Schultz og tilføjer:

”Jeg er ikke den store kritiker af studiejobs. Jeg synes faktisk, at de tjener et meget fornuftigt formål. Det er klart, at de ikke skal tage overhånd. Men med de lave arbejdsløshedsprocenter, vi ser, er der i hvert fald et eller andet, der fungerer.”

Arbejdet forlænger studietiden

Christian Schultz er godt klar over, at studerendes jobs kan have indflydelse på, at nogle ikke gennemfører på normeret tid.

”Vi kunne godt ønske, at nogle af de studerende brugte lidt mere tid på deres studium. Men vi konstaterer at de studerende får jobs, de er agtede på arbejdsmarkedet, og vi respekterer selvfølgelig også det faktum, at de lærer noget, når de sidder og arbejder ude på et studiejob,” siger han.

Parathan Balachandran regner heller ikke med, at han kommer til at gennemføre sin uddannelse på normeret tid. Og det er studiejobbet en central årsag til.

”Jeg kunne nok godt gennemføre studiet på normeret tid, hvis jeg ikke havde job ved siden af studiet. Jeg kunne nok også godt gennemføre med studiejob - men det ville bare ikke blive en lige så fed oplevelse,” siger han.

Han føler, at de forskellige studiejobs, han har haft, har rustet ham til at klare sig bedre på studiet. Derfor ser han det ikke som en ulempe, at han ikke kommer til at gennemføre studiet på normeret tid.

”Jeg tror virkelig, at man får nogle dygtigere personer ud på arbejdsmarkedet, hvis de har prøvet noget relevant inden da. Man lærer en masse om, hvordan samfundet og økonomien fungerer teoretisk på universitetet, men det praktiske aspekt får man fra studiejobs,” siger han. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Wenche Quist
4 år siden
Kære Matthias Wagner, Tak for dit indspil. Studiejobbet er i nogle henseender forbundet med en vis dobbelthed, idet det bestemt er en rigtig god vej til at få job efterfølgende - og derfor fremgår det også af artiklen, at Djøf klart opfordrer studerende til at få et studiejob. Samtidig sender de høje stresstal et tydeligt signal om, at det er vigtigt, at balancen opretholdes, så studiejobbet ikke tager for meget tid. Så Djøfs holdning tager netop afsæt i de to forhold. Vi er ikke i tvivl om, at studiejob er en rigtig god idé, da det giver mulighed for at kombinere teori fra studiet med praksis i studiejobbet - i det omfang, det er et relevant studiejob og som det fremgår af artiklen, er det heldigvis oftest tilfældet. Men det er samtidig vigtigt, at det ikke tager fokus fra studiet, og Djøf anbefaler derfor en begrænsning på 15 timer om ugen i gennemsnit - svarende til ca 2 dage om ugen. Så klart ja til studiejob, der matcher behovet for at balancere mellem studie og job. Med venlig hilsen, Wenche Quist, Forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf.
Matthias Wagner
4 år siden
Jeg synes godt nok Djøf har en umulig tilgang her. Som studerende har jeg fået mange mails over årene, med emnefelter som “Studiejob reducerer arbejdsløshed” og lignende. Nu er de ikke så gode mere? Ville ønske Djøf havde en mere klar holdning til studiejob.