Debat

Stop mistænkeliggørelsen af kronisk syge på arbejdspladsen

8.1.2020

af

Foto: Tess Løwenstein Noesgaard

Foto: Tess Løwenstein Noesgaard

Hver femte voksne dansker lider af kroniske smerter. Men de færreste chefer ved, hvor plagede nogle af deres ansatte er – og det skal der laves om på, skriver Simone Engbo Hansen i et læserbrev. Opskriften er mere åbenhed og mindre mistro.

Kære arbejdsgiver. Du ved det garanteret ikke, men to ud af ti medarbejdere på din arbejdsplads døjer med kroniske smerter. Grunden til, at jeg skriver, at du garanteret ikke ved det, er, at jeg selv har stået i en situation tidligere i mit arbejdsliv, hvor jeg følte mig nødsaget til at holde mine kroniske smerter hemmelige for at blive taget seriøst i min karriere. Og jeg ved, at jeg ikke er alene om det.

Åbenhed frem for mistro

Jeg har hørt mange historier meget lig, hvad jeg selv har oplevet. At éns arbejdsgiver ser skævt til kronikere, fordi kronisk sygdom i deres øjne nødvendigvis må betyde, at man leverer et ringere stykke arbejde. Nogle oplever at blive frosset ude, fordi de bliver opfattet som ustabile medarbejdere i det øjeblik, de fortæller om deres sygdom.

En kendt fordom om kronikere lyder, at de bare er dovne, og at deres lidelser er psykiske og derfor kan tackles ved, at de 'tager sig sammen'. Intet kunne være længere fra sandheden, men fordomme som denne og andre lignende typer skepsis gør, at kronisk syge ofte ikke tør fortælle deres arbejdsgiver om deres udfordringer. Det er synd, for hvis der var mere åbenhed – både fra arbejdsgiver og medarbejdere – ville mange arbejdspladser blive et bedre sted at være for kronisk syge.

Det gælder både for arbejdsgiveren og medarbejderen, at det er godt at være åben. En arbejdsgiver kan umuligt sætte sig ind i, hvordan en kroniker har det, medmindre vedkommende fortæller om sine udfordringer. Omvendt tør mange kronikere ikke tale om det, fordi de er bange for at blive mødt af en kold skulder. Arbejdsgivere bør melde klart ud, hvilke regler der gælder for den kronisk syge, og hvad de sammen kan gøre for at få det bedste ud af samarbejdet.

En støttende leder kan danne præcedens for hele arbejdsmiljøets gode tone og sørge for, at alle – syge eller ej – føler sig godt tilpas og taget sig godt af

Fleksibilitet er altafgørende for at fastholde kronikere

Fleksibilitet er nøgleordet. Hvis man som kroniker kan få lov til i et rimeligt omfang at tilrettelægge sin egen tid, så længe man får løst sine opgaver, så tror jeg, man vil opleve en ansat, der er mere produktiv og begejstret for at gå på arbejde.

Flere studier viser, at øget fleksibilitet og muligheden for selv at organisere sit arbejde har stor betydning for den kronisk syge, der forsøger at bibeholde sit arbejde. Faktisk har kronikere større chance for at forblive på arbejdsmarkedet, hvis de bliver mødt med tillid og fleksibilitet og frihed til fx at styre, hvornår de holder pauser.

Jeg synes, at man bør tage idéen om den frihed et skridt videre, så det ikke kun angår pauser. Fleksible mødetider og muligheden for hjemmearbejdsdage betyder rigtig meget for mig på en arbejdsplads – det er faktisk nærmest afgørende for, om jeg har lyst til at arbejde der. Det betyder nemlig, at jeg kan møde tidligt og også gå hjem tidligt, når jeg er ved at være for træt. Så kan jeg måske arbejde hjemmefra om aftenen i stedet, hvis jeg endnu mangler at udføre mit arbejde. På den måde kan jeg sagtens få løst mine opgaver, uden at det går ud over min arbejdsgiver, og uden at det går ud over mit helbred.

Opråb til dig, arbejdsgiveren

Vi bruger så meget tid på en arbejdsplads. På mange måder er det næsten som en sekundær familie. Derfor synes jeg også, at vi bør behandle hinanden, som vi ville behandle andre mennesker i vores nære omgangskreds; med respekt, med tålmodighed, med forståelse og sympati.

Kære arbejdsgiver, jeg håber, at du vil omsætte mine råd til handling i din virksomhed. Det starter nemlig ikke hos medarbejderen. Det starter hos dig, arbejdsgiveren. En støttende leder kan danne præcedens for hele arbejdsmiljøets gode tone og sørge for, at alle – syge eller ej – føler sig godt tilpas og taget sig godt af. Det kræver ikke engang rigtig noget ekstra af dig; du skal bare tro på, at dine medarbejdere vil dig det bedste – ligesom de gerne skulle tro det samme om dig. I bytte får du mere effektive og loyale medarbejdere. Og hvem vil ikke gerne have det? 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet