Nævnenes Hus

Skoleeksemplet på en udflytning

13.9.2019

af

PR-foto: Nævnenes Hus

PR-foto: Nævnenes Hus

Nævnenes Hus i Viborg – juraens by – bliver fremhævet som forbilledet på en vellykket udflytning. ”Her tænkte man sig rigtig godt om,” siger direktør.

Da Løkke-regeringen i 2015 besluttede at flytte 15 selvstændige nævn fra København til Viborg og samle dem i Nævnenes Hus, måtte den nyudnævnte direktør i Viborg, Christian Lützen, begynde fra scratch.

98 pct. af juristerne, inklusive chefer, i København sagde op og forsvandt til nye jobs.

Men facit tre år senere er, at han med hånden på hjertet kan sige, at der er et stærkt fagligt niveau i Nævnenes Hus – som siden har fået tilført fire nævn mere, så de er oppe på 19 nævn og næsten 150 jurister.

Udflytterne fortæller

Mød tre djøfere, der hver står i spidsen for en Djøf-arbejdsplads i udflytningens tegn: 

Viborg var heller ikke hvilken som helst by at flytte til. Den gamle domkirkeby med Vestre Landsret, Landsarkivet og regionshovedsædet har altid huset mange embedsmandsfamilier.

Og Nævnenes Hus er heller ikke hvilken som helst arbejdsplads. Udflytningen var ikke 'kun' en udflytning, det var også en fusion af de juridiske apparater omkring de selvstændige klagenævn, så det blev til ét stort fagligt miljø. Alle jurister i Nævnenes Hus, ikke kun de nyuddannede, kommer i mesterlære på en såkaldt nævnsskole, når de starter.

"Selvom de 19 nævn er selvstændige, har vi faglig synergi. Vi ønsker samme høje kvalitet og standard i sagsbehandlingen hele vejen rundt. Der er en faglig sparring på tværs, der ikke var der før, da man sad i hvert sit lille nævnssekretariat," siger Christian Lützen.

Juristerne er strømmet til

Halvdelen af juristerne i Nævnenes Hus er nyuddannede, og der kommer rigtig mange ansøgere i form af dimittender fra Aarhus og Aalborg.

"Vi er enormt heldige med at have juraprofessorer både fra Aarhus og Aalborg i nævnene. De underviser på vores nævnsskole, men de trækker også jurastuderende til," forklarer Christian Lützen.

Langt de fleste af de nyuddannede jurister pendler fra Aarhus eller Aalborg, og det var også forventet. Nævnenes Hus er placeret tæt på Viborg Station, og der er også rigeligt med P-pladser.

"Begge dele var et must, da vi skulle udvælge lokalitet."

Men det har heller ikke været svært at rekruttere erfarne jurister, understreger Christian Lützen. Det er en attraktiv arbejdsplads for erfarne specialkonsulenter fra bl.a. kommunernes plan- og miljøforvaltninger.

De juridiske chefer har man snuppet fra retterne, statsadvokaturen og politiet i Viborg. De er fagligt dygtige, robuste og gode til at lede. Men der bliver ikke set skævt til Nævnenes Hus af den grund.

"De andre myndigheder her i Viborg værdsætter, at dygtige jurister har en mulighed for en ny chefkarriere. Det er en fordel for dem, når de selv ansætter jurister, at vi er her. Og de henter jo også fra vores 150 jurister."

"Her tænkte man sig rigtig godt om"

Allerede for et år siden turde Christian Lützen godt sige til Viborg Folkeblad, at de aldrig havde været mere effektive – også mere effektive end før flytningen. Nævnenes Hus klarer mere for en bevilling, der er 20 pct. Mindre, end de gamle nævns.

"Med færre hænder producerer vi lige så mange sager som før udflytningen, og de nye sager, vi får ind, producerer vi væsentligt hurtigere end før."

Men der er en arv og en gæld. Så Nævnenes Hus har også en hale af forsinkede sager slæbende efter sig. I foråret blev der politisk truffet beslutning om, at de skal tilføres en ekstra bevilling på i alt 42 mio. kr. til at komme helt på omgangshøjde i løbet af de næste tre år.

Men alle andre steder end lige Viborg ville det ikke være gået med den her udflytning. Så havde man ikke kunnet få juristerne, siger Christian Lützen.

"Her tænkte man sig rigtig godt om. Man så, at der i forvejen var en juristklynge, der kunne udnyttes, samtidig med at man gjorde klyngen stærkere."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet