Ny rapport

10 ting ledere i advokatbranchen gør forkert

29-05-2019
4 min.
Nogle medarbejdere i advokatfirmaer har stort set aldrig kontakt med deres leder, og når de endelig mødes, er der kun én ting på dagsordenen: Indtjening. Foto: GaudiLab/Shutterstock

Der er ikke noget mere demotiverende end elendig ledelse. På den front står det skidt til i advokatbranchen, viser en ny undersøgelse blandt de ansatte. Se kendetegnene hos de dårlige ledere i advokatbranchen – og hos de gode ledere.

’Det eneste tidspunkt, min leder har kontakt til mig er, når hun skal ind og høre, hvad jeg kan fakturere i den her måned.'

Sådan lyder et af udsagnene i en undersøgelse om ledelse i advokatbranchen, som Implement Consulting Group har gennemført for Djøf Advokat.

Undersøgelsen er baseret på både kvalitative og kvantitative interviews. Sidstnævnte blandt 1.932 advokater og advokatfuldmægtige med en svarprocent på 17,3.

Generelt viser undersøgelsen, at det er på det jævne med ledelseskvaliteten i advokatbranchen og med god plads til forbedring, siger Signe Gro Jensen, managementkonsulent i Implement Consulting Group. Efter at have interviewet en række medarbejdere og også haft ’best case-interviews’ med otte ledere beskriver hun advokatbranchen sådan her:

”Der hvor det står værst til, der det som at træde ind i en tidslomme fra 50’erne. Der er et udtalt hierarki, og man tror, man kan behandle mennesker som ting og få noget godt ud af det.”

Som hun siger:

”Den tilgang er hverken befordrende for præstation eller arbejdsglæde.”

Jeg finder faktisk ikke, at min leder er min leder, men mere én, der skal finde ud af, hvordan man får mest muligt ud af de ressourcer, der er i firmaet. Og det er ikke ved at arbejde med motivation, det er ved at vride, til personen er træt nok.

Citat fra Djøf-undersøgelsen ’Ledelse i advokatbranchen’.

Men alligevel sker det – det er også erfaringen hos Mathias Krarup, formand for Djøf Advokat.

”I Djøf Advokat hører vi fra og om mange medlemmer, der har oplevelsen af bare at være en brik i spillet. Det får mange til at stemple ud på et tidspunkt, fordi de simpelthen ikke er motiverede længere. Mens mange andre går i konstant frygt for, om de bliver stemplet ud, fordi de ikke performer godt nok og bare bliver erstattet af en anden.”

Mathias Krarup sammenligner det med et skadet muldyr, der lå i kanten af stien, da har for nylig var på bjergbestigning i Marokko.

”Det var åbenlyst, at muldyrene udelukkende betragtes som et arbejdsredskab, og kan de ikke slæbe og bære her og nu, bliver de bare erstattet med et andet muldyr. Og det syn kan vi genkende fra visse partnere i advokatbranchen og visse advokatkontorer. Her bliver den ansatte kun opfattet som en arbejdsressource.”

Der skal en vis kynisme til. Og det tror jeg lidt er et mønster, man tilegner sig. Og så er det jo ikke noget, man bare lægger fra sig, fordi man har nået den position, man gerne vil have, og derfor tror jeg, det ligger så dybt i så mange.

Citat fra Djøf-undersøgelsen ’Ledelse i advokatbranchen’.
Et usundt pres

Mathias Krarup mener, at en af de store udfordringer er den kortsigtede fokus på her-og-nu-økonomien i advokatbranchen. Selvfølgelig skal der være fokus på økonomien i en privat virksomhed, siger han.

”Men det er meget ’sag-til-sag-økonomien’, der er fokus på. Det langsigtede perspektiv for både medarbejdere og virksomheden mangler. Man ønsker ikke altid at lave langsigtede investeringer for virksomheden, for hvis man gør det, går man glip af det overskud, man som partner kunne få del i i et givent år.”

Det giver til tider et usundt pres på den enkelte ansatte, siger Djøf Advokat-formanden.

”Det er et psykisk pres, hvis det eneste, du hører fra din chef, er, når han spørger, hvor meget du kan fakturere. Mange er underlagt et debiteringskrav, og i et eller andet omfang er det også realiteten de steder, hvor de ellers siger, at de ingen debiteringskrav har. Og det er måske i virkeligheden et endnu større pres – for så ved de aldrig, hvornår de gør det godt nok. Kobler man det sammen med den manglende feedback-kultur, der er mange steder i advokatbranchen, giver det for alvor grobund for dårlige psykiske arbejdsvilkår.”

Vi skal have nogle af de der dinosaurer ud. Og jeg tror, det kommer af sig selv. Vi kommer til et sted, hvor det hele menneske betyder mere. De der maskiner, der var i gamle dage, findes ikke mere. Altså sådan nogen, der bare sidder og høvler timer af. Folk vil jo have børn, og mænd vil på barsel.

Citat fra Djøf-undersøgelsen ’Ledelse i advokatbranchen’.
’God ledelse skal være reglen – ikke undtagelsen’

Signe Gro Jensen kan godt genkende det kortsigtede fokus. Men fremhæver også, at der er forskelle i branchen.



”De virksomheder, der har højt motiverede medarbejdere, beskriver ledelse som ’en god investering’ og ’sund fornuft’, og de betragter det som en vigtig løftestang for en stærk bundlinje. De steder, hvor medarbejderne er demotiverede, bliver ledelse beskrevet som en aktivitet, der tager tid væk fra fakturering. Derfor er ledelse typisk også noget, der først praktiseres, når man er færdig med at levere sine fakturerbare timer.”

Der er stadig for langt mellem de gode ledere, mener Mathias Krarup, og det kan komme til at give bagslag for både den enkelte ansatte, men også for advokatvirksomhederne.

Han peger på en tidligere undersøgelse fra Djøf, der viste, at hver anden ansat advokat eller advokatfuldmægtig havde overvejet at forlade advokatbranchen det forgangne år.

”Uengagerede medarbejdere, der ikke ser det lange perspektiv for hverken sig selv eller for virksomheden, skaber ikke værdi på lang sigt.”   

Reelt set og vitterligt er hun engageret i sine medarbejdere og interesseret i dem. Og det tror jeg ikke er så udbredt derude. Jeg synes, hun er meget enestående på det punkt.

Citat fra Djøf-undersøgelsen ’Ledelse i advokatbranchen’.

Djøf Advokat har sat fokus på arbejdsforholdene i advokatbranchen i mange år – men det er, som om det står i stampe. Så kan endnu en undersøgelse være med til at rette op på det?

”Ja, det er alvorligt, det her. Vi er gået til den her undersøgelse ud fra ikke bare et medarbejderperspektiv, men med henblik på at styrke advokatstanden og branchen. Og vi håber at skabe opmærksomhed på, hvor afgørende god ledelse er og gøre det til et fælles projekt for hele advokatstanden. For uengagerede eller hårdt pressede medarbejdere skaber ikke værdi på lang sigt. Så vi håber langt om længe at komme derhen, hvor godt lederskab er reglen snarere end undtagelsen,” siger Mathias Krarup. 

Kommentarer

Niels

06.06.2019 kl. 11.36

Det er et generelt problem i Dagens Danmark uanset om det er i det private eller offentlige. Nogen har sagt til mig, at hvis man føler sig “fastbrændt” (ikke får udvikling eller gode arbejdsbetingelser eller muligheder for forfremmelser) skal man finde et andet job. Man skal ikke forvente, at det bliver bedre.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Anders

01.06.2019 kl. 14.18

Sådan er det også i revisionsbranchen, og det er mit indtryk det er et generelt problem i "rådgivningsbranchen".

Af de nyansættelser der var det år jeg startede ved et af de større revisionshuse, der vil jeg tro, der kun er 15-20 % tilbage, resten er smuttet over i andre brancher.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Anne Petersen

31.05.2019 kl. 08.07

I øvrigt - det ser ud som om, at forudsætningen for at blive en succesfuld advokat, er småpsykopatiske træk. Derfor bliver der også et modsætningsforhold mellem succes og god ledelse.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Anne Petersen

31.05.2019 kl. 08.05

Piv og hyl! Stift jeres eget advokatfirma og driv det på den måde I finder rigtigt. Med lavere fakturering bliver det også til en lavere løn, men det er vel så også i orden?

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.