72.000 på flugt

Jagten på Rwandas mordere fortsætter

4.4.2019

af

Foto: Jørn Stjerneklar

Foto: Jørn Stjerneklar

I disse dage er det 25 år siden, at folkemordet i Rwanda begyndte. Selv om der er gået et kvart århundrede, er det juridiske arbejde med at stille morderne til ansvar stadig i gang – og det trækker tråde til Danmark.

Hovedstaden Kigali kunne have ligget i Europa. Her er pænt, effektivt og absolut intet af nabolandenes spraglede fandenivoldskhed. Ingen brede smil eller kaotiske markeder. Intet affald i gaderne. Politi med våben er diskret spredt ud over byen, som er den mest sikre på det afrikanske kontinent.

På et kontor i byen møder John Bosco Siboyintore klokken syv hver morgen i jakkesæt og med hovedet fyldt med navne på efterlyste. Lande. Vidner.

John Bosco Siboyintore er chef for opsporingsenheden The Genocide Fugitives Tracking Unit (GFTU). Han har viet sit liv til at finde, fange og få retsforfulgt de mange mistænkte folkemordere, som stadig her 25 år efter er på flugt.

De bor i Europa, USA, Canada, i nabolande og også i Rwanda. Tallet er astronomisk. Over 72.000 personer er eftersøgt. Men Siboyintores fokus lige nu er på en liste med navne på 911 personer, som han har bedt i alt 33 lande om at udlevere eller selv retsforfølge. De har i 25 år undgået lovens lange arm.

”Der er et hul her, der må stoppes. De må ikke bare gå fri for straf,” siger han, mens han glæder sig over, at flere og flere lande reagerer på hans henvendelser.

Efter afskaffelsen af dødsstraf i 2007 har især Europa sendt flere mistænkte til retsforfølgelse i Rwanda. Men der er lang vej endnu, fortæller han.

”19 er udleveret til os, og 23 har fået deres sag for i udlandet.”

71.658 af de forsvundne er allerede dømt in absentia af de små landsby-tribunaler.

”De kan være her i Rwanda eller udenfor. Vi ved det ikke, men vi vil finde dem,” siger Siboyintore, som har en stab på 30 mand til at hjælpe, ligesom han får støtte i opsporingsarbejdet fra Rwandas ambassader rundt om i verden.

Han fortæller, at det er en udfordring at finde de mistænkte, fordi mange ofte skifter navn og adresse. Den frie bevægelighed i Schengen-zonen er også et problem.

”De mistænkte kan bevæge sig frit i de 26 Schengen-lande, og det gør det endnu mere vanskeligt at fange dem,” konstaterer Siboyintore.

John Bosco Siboyintore har arbejdet i The Genocide Fugitives Tracking Unit siden 2007 og blev chef fire år senere. Siboyintore har ført hundredevis af sager mod mistænkte folkemordere, ligesom han har samarbejdet med en lang række landes myndigheder for at få folkemorderne retsforfulgt.

Foto: Jørn Stjerneklar
En landvinding for folkeretten

Folkedrabet mod tutsierne tog år at planlægge, men kun 100 dage at udføre. Hutu-regeringen havde formået at få overbevist flertallet af befolkningen om, at det var en patriotisk opgave at myrde en tutsi. Omverdenen gjorde intet, så massakrerne stoppede først, da eksilhæren RPF indtog landet.

”Men Rwanda havde stort set ingen jurister eller advokater tilbage og ikke en eneste dommer,” siger professor i folkeret, Frederik Harhoff, om situationen i 1994.

De var enten dræbt, flygtet eller i fængsel. Løsningen blev i første omgang at nedsætte et FN-tribunal, ICTR, til at få de store fisk bag folkedrabet fanget og dømt. Tribunalet fik plads i safaribyen Arusha i nabolandet Tanzania, mens hovedsædet for anklagemyndigheden blev sat op i Rwandas smadrede hovedstad, Kigali.

”Vi havde hvert vores kontor med eget bad og toilet. Men der var intet vand i hanerne, og værelserne var fyldt med kakerlakker,” fortæller Frederik Harhoff, som opholdt sig tre måneder i Kigali efter folkedrabet. Kontorerne var hotelværelserne på Hotel des Mille Colinnes – som siden blev kendt i den historiske dramafilm ’Hotel Rwanda’ – hvor over 1.000 tutsier under folkedrabet blev beskyttet af hotellets manager, som var hutu.

Fra hotelværelserne skulle anklagemyndigheden under FN udforme anklageskrifter baseret på tribunalets efterforskning. De hovedmistænke var alt fra ministre, militærchefer, militsledere til borgmestre og mediefolk.

FN fik hurtigt kritik for, at det gik alt for langsomt fremad. Nogle af de mistænkte sad fængslet i mange år, før deres sag kom for.

Flere vidner forsvandt. Et vidne fik sine børn dræbt. Så klapper folk jo i.

Frederik Harhoff, professor i folkeret

Retsopgør uden manual

”Folk glemmer, det var første gang i verdenshistorien med et internationalt tribunal til at dømme folkemordere. Vi havde intet manuskript at forholde os til. Vi skulle opfinde det hele selv. Ingen vidste på forhånd, at det ville være så dyrt og tage så lang tid, men man må huske på, at både de to FN-tribunaler (Rwanda og Jugoslavien, red.) og ICC stadig er nye institutioner, hvis retsplejelove endnu er under udvikling, og hvor bevismaterialet er usikkert, fordi mange af vidnerne er stærkt traumatiserede,” siger Frederik Harhoff og nævner, at efterforskningen i starten var svær på grund af den anspændte situation mellem hutuer og tutsier.

”Det var jo ikke som i Danmark, hvor der sker en forbrydelse, og et hold efterforskere kommer og taler med vidner og spørger lidt rundt i miljøet og i løbet af et par uger har et anklageskrift klar. I starten kørte vores efterforskere ud – de fleste var hvide – i store 4-hjulstrækkere med et stort FN-logo på ved højlys dag for at afhøre vidner. Flere vidner forsvandt efterfølgende. Et vidne fik sine børn dræbt. Så klapper folk jo i.”

Efterforskere med mørkere hud blev sat ind, de kørte i små biler uden logo og interviewede vidner i ly af mørket. Og onsdag den 2. september 1998 blev der skrevet verdenshistorie i tribunalet i Tanzania.

Historisk dom på flere planer

Den dag læste tribunalets præsident dommen mod den tidligere borgmester Jean-Paul Akayesu op i en tætpakket retssal. Han fik livstid. Det var den første dom for folkedrab efter international ret og den første dom for forbrydelser mod menneskeheden begået i en intern konflikt. 

”Det var jo en historisk dom på flere planer. Det var også første gang, at voldtægt blev anerkendt som en forbrydelse mod menneskeheden,” siger Frederik Harhoff.

Folkedrabet i Rwanda foregik ikke med gaskamre og pistoler. Det var helt lavpraktisk. Folk fik senen på deres akilleshæl skåret over, så de ikke kunne løbe væk. Kvinder blev voldtaget, og så blev de, deres børn og mænd ellers sprættet op med macheter, hakket med skruetrækkere eller bare smidt levende ned i en dyb latrin til en langsom død. Kun 14 procent blev skudt.

”Vi blev alle dybt påvirkede af at høre vidnerne. Efter retsmøderne sad vi tit til langt ud på natten og snakkede,” siger Frederik Harhoff.

Inde i Rwanda var der en hel nation af traumatiserede mennesker, mens folkemordere i titusindvis gemte sig over hele kloden for at undgå retsforfølgelse.

En af dem havde slået sig ned i Vestjylland.

Slagteren fra Skjern med flere

Dansk politi anholdt i februar 2000 den 37-årige Innocent Sagahutu i Skjern, da han på cykel var på vej hjem med morgenbrød. Han blev sendt til tribunalet, anklaget for blandt andet drabet på 10 belgiske FN-soldater. Sagahutu var under folkedrabet næstkommanderende for en eliteenhed i hæren.

Overraskelsen over at have givet en folkemorder opholdstilladelse fik umiddelbart efter Udlændingestyrelsen til at se på, om der var andre med en lignende fortid blandt de 100 rwandere med opholdstilladelse i Danmark. Angiveligt fandt styrelsen ’en håndfuld’.

Samtalerne førte ikke til flere udleveringer, og året efter gav Udlændingestyrelsen opholdstilladelse til en ingeniør, Sylvere Ahorugeze, som under folkedrabet var chef for Rwandas luftfartsstyrelse. Han arbejdede for DMI i flere år, før et tip fik dansk politi i aktion. På det tidspunkt havde Rwanda fortsat dødsstraf, så en udlevering kunne ikke komme på tale.

I september 2006 blev Sylvere Ahorugeze arresteret på Amager og sigtet for drab på 25 tutsier. Men efter 11 måneder droppede statsadvokaten sigtelserne. Forklaringen var et utroværdigt hovedvidne. Ahorugeze modtog en million kroner for uretmæssig varetægtsfængsling. Men i 2008 røg han bag tremmer igen, denne gang under et besøg i Sverige, som reagerede på en international arrestordre. Da Rwanda i mellemtiden havde afskaffet dødsstraf, besluttede de svenske myndigheder at udlevere ham.

Ahorugeze appellerede helt op til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Efter over tre år i varetægtsfængsel besluttede Sverige at løslade Ahorugeze, mens man ventede på afgørelsen fra Strasbourg. Den kom tre måneder senere og gav Sverige ret i, at Rwandas retsvæsen nu fungerede, og at der var menneskelige forhold i de fængselsafdelinger, som er forbeholdt folkemordere. Men Sverige stod med et problem: Ahorugeze var draget hjem til Danmark. Her går han stadig rundt, da statsadvokaten ikke mener, man kan udlevere ham, når Danmark en gang har droppet at føre sag.

Andre mistænkte i skjul i Danmark har ikke været så heldige. Én boede ved Kirke Sonnerup med sin familie. Emmanuel Kunda var angiveligt en pligtopfyldende SOSU-assistent i Høje-Taastrup, men en kold decemberdag i 2010 arresterede dansk politi ham. Fra Rwanda havde de 70 vidneudsagn mod den tidligere skolelærer, som stod anklaget for at have været med til drab på tusindvis af tutsier. Danmark udleverede ham til Rwanda i 2014, og i december 2017 blev han dømt til fængsel på livstid. Han har appelleret dommen.

Danmark skulle vise sig at huse endnu en formodet folkemorder. I Smørumnedre boede Wencelas Twagirayezu med sin familie. Han arbejdede som lagerarbejder i Ballerup. I Rwanda står han anklaget for at have dræbt tutsier med køller og deltaget i massedrab på et universitet. Danmark udleverede ham i december sidste år til Rwanda, hvor han venter på, at retssagen skal begynde.

Rigsadvokat Jean Bosco Mutangana roser Danmark for samarbejdet, men vil ikke afvise, at der er flere mistænkte folkemordere i Danmark.

”De er som nomader, men vi vil finde dem,” siger han og forklarer, at det selv her et kvart århundrede efter er vigtigt at få folkemordere fanget og dømt.

”Der kan ikke skabes forsoning uden retfærdighed over for ofrene og overleverne.”

Til avisen New Times oplyste han i februar, at han igen vil anmode Danmark om at få Sylvere Ahorugeze udleveret.

Diktator eller realist

I Rwanda lever tutsier i dag side om side med dømte mordere, der har udstået deres straf. Det er ved lov forbudt at tale om folk som hutuer eller tutsier. Alle er rwandere. Paul Kagame, som stod i spidsen for at få stoppet folkedrabet, fik i 2017 igen over 98 procent af stemmerne ved præsidentvalget.

Han har fået Rwanda på fødderne igen, økonomien boomer, fattigdommen er faldet fra 78 procent til 38 procent, næsten enhver indbygger har fået en sundhedsforsikring, og der er kommet internet ud på skolerne.

Men Kagame er blevet beskyldt for diktatoriske metoder. Politiske modstandere er fængslet, og pressefriheden er ikke som i Danmark. Selv mener han, at der stadig er brug for en stram kurs.

Fred, retfærdighed, sammenhold og forsoning er Rwandas officielle politik for at få samlet det lille land igen. Og mange har taget den politik til sig på trods.

”Jeg hadede dem i starten,” siger den 49-årige Rose Burizihza, som har vidnet mod folkemordere i både Arusha-tribunalet, i USA og Canada samt i flere retssager i Rwanda.

”Umiddelbart så jeg ikke forsoning som muligt. Jeg var rasende på dem. Men jeg har lært det. Det har været en lang, hård rejse, men der er ingen anden vej. Vi må tale sammen, og vi må tilgive. Vi er rwandere,” siger hun.

Den 7. april og en uge frem vil Rwanda mindes ofrene for folkedrabet, som gik i gang på den dato for 25 år siden.

Tribunalet i tal
  • Det internationale tribunal for Rwanda eksisterede fra december 1994 til december 2015.
  • I de år blev 93 individer anklaget. 62 blev dømt. 14 blev frifundet. Fem blev sendt til hhv. Rwanda og Frankrig til retsforfølgelse. Tre døde, før der blev afsagt dom, mens to fik trukket anklagerne mod sig tilbage.
  • Otte personer er stadig på flugt. Tribunalet har optaget vidneafhøringer på video for tre af dem, som kan bruges af United Nations International Residual Mechanism for Criminal Tribunals, hvis de skulle blive fundet. De fem andre på flugt vil blive retsforfulgt i Rwanda.
  • Den danske dommer Vagn Joensen var tribunalets sidste præsident.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Bjørn Elmquist, advokat (H)
4 år siden
Som forsvarer gennem årene her i Danmark for stort set alle de personer, som Helle Mays i sin artikel i Djøfbladet skrev om som udleveret til strafforforfølgning i Rwanda for folkedrabet i 1994, finder jeg anledning til at gå noget dybere ned i de problemer, som disse herfra udleverede personer og også andre tiltalte har med at få en retfærdig rettergang og behørig behandling under frihedsberøvelsen i Rwanda. De problemer er bestemt ikke uforståelige. Masser af lande har gennem tiderne haft stort besvær med selv at gennemføre ansvarsplacering i omfattende og smertelige nationale konflikter. Tænk bare på de vanskeligheder og den senere ”bondeanger”, vi havde her i Danmark med retsopgøret efter den tyske besættelse 1940-45. Og lige syd for grænsen i Tyskland var det i de år selvfølgelig uendeligt sværere. Men det hører med til billedet af Rwanda, at da landet fra 2010-11 med FN’s og også mange landes accept begyndte selv at kunne stå for at gennemføre straffesagerne om folkedrabet, gik der blot 5 – 6 år, før den rwandiske regering med virkning fra den 1. marts 2017 opsagde den individuelle klageadgang til Den afrikanske Menneskerettighedsdomstol (ACHPR), fordi ”folkedrabstiltalte og –dømte ikke skal kunne benytte sig af den” (citat fra landets justitsminister). Endvidere så FN’s anti-torturkomité sig nødsaget til i oktober 2017 at afbryde sit inspektions- og kontrolbesøg i Rwanda, fordi den ikke uhindret kunne besøge varetægtsfængslede personer og strafafsonere. I betragtning af det medansvar for folkedrabet i 1994, som især den vestlige verden med USA, Frankrig og Belgien i spidsen må påtage sig, må der nu udfoldes den nødvendige rettidige omhu for at få Rwanda til at indføre også disse former for retsgarantier og forebyggelse.