Opholdskrav

A-kasser om dagpengeregler: Det er ren Kafka og Monty Python

13.3.2019

af

Foto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix

Foto: Torben Åndahl/Ritzau Scanpix

Man skal nu have opholdt sig i landet i fem af de sidste 12 år, hvis man vil have ret til dagpenge. Det volder massive administrative kvaler for a-kasserne, hvor hundredvis af medlemmer har meldt sig ud pga. de nye regler.

Nu er det slut med at modtage dagpenge, hvis man har opholdt sig længe i udlandet. Det er realiteten, efter at nye dagpengeregler trådte i kraft ved årsskiftet.

De nye dagpengeregler indeholder det meget omtalte opholdskrav, der betyder, at man skal have opholdt sig i et EU- og EØS-land (samarbejdet mellem Norge, Island, Liechtenstein og EU) eller Schweiz i fem af de seneste 12 år for at få ret til arbejdsløshedsdagpenge.

Efter et par måneder med den nye lov kan Akademikernes A-kasse (AKA) og CA Karrierepartner og a-kasse (CA) fortælle, at mange medlemmer allerede har meldt sig ud, og at den nye lov har medført store administrative kvaler.

Udmeldingerne er begyndt

Hos AKA kan man ikke helt nøjagtigt sige, hvor mange der har meldt sig ud pga. af det nye opholdskrav. Men 200 flere har meldt sig ud på nuværende tidspunkt end sidste år. Ifølge Jes Flatau, forsikringschef i AKA, er et kvalificeret bud, at 150 af disse udmeldelser skyldes de nye regler.

Hos CA har 39 medlemmer meldt sig ud pga. opholdskravet. Det er ifølge Lis Nexøe, souschef i forsikringsafdelingen, både folk, der fortsat bor i udlandet, og folk, der nu bor i Danmark.

De nye dagpengeregler betyder også, at telefonerne har været varme hos de to a-kasser. AKA fortæller, at de i perioden 1. december til 28. februar har fået 6 procent flere henvendelser end vanligt. Det svarer til cirka 4.000 ekstra opkald. Hvor mange af disse handler om opholdskrav, kan AKA ikke sige. Jes Flatau fortæller dog, at medarbejderne har oplevet, at mange spørgsmål har drejet sig om de nye regler.

CA beretter også om flere hundrede medlemmer, som har ringet med bekymringer om opholdskravet og deres dagpengeret. Der er også dagligt flere medlemmer, der henvender sig med spørgsmål om, hvorvidt de kan blive ramt.

Resultatet af den nye lov svarer til vores værste formodninger. Det lægger sig mellem noget kafkask og noget Monty Pythonsk.

Verner Sand Kirk, direktør, Danske A-kasser

Det helt store cirkus

Ifølge de nye regler skal medlemmer fremvise troværdig dokumentation, for at de har opholdt sig i et EU-land. Hvis medlemmet tidligere har opholdt sig i et EU-land, har a-kasserne seks måneder til at få det gældende EU-land til at dokumentere, at medlemmet rent faktisk har opholdt sig i landet. Det gør de ved at udfylde en blanket, som a-kasserne skal sende ud. Og det er ikke helt nemt.

”Det er p.t. det helt store cirkus at få indhentet den relevante dokumentation fra landene,” siger Jes Flatau.

Hos CA har man samme problem.

”Vi har p.t. skrevet til EU-lande vedrørende 52 medlemmer i januar og februar, og foreløbig har vi kun fået ét svar tilbage, hvor vi derefter har kunnet lukke sagen,” siger Lis Nexøe.   

Det kan betyde, at flere mister deres dagpenge, blot fordi det land, de tidligere har opholdt sig i, ikke har givet de nødvendige oplysninger.

”Vi kan frygte, at vi i mange tilfælde aldrig vil få den nødvendige dokumentation,” siger Lis Nexøe og fortæller, at a-kassen bruger rigtig mange ressourcer på at håndtere de nye regler.

Danske A-kasser: Mellem Kafka og Monty Python

Direktør for brancheorganisationen Danske A-kasser, Verner Sand Kirk, var allerede arg modstander af loven, før den blev vedtaget. Han finder den urimelig og ekstremt besværlig at administrere.

”Resultatet af den nye lov svarer til vores værste formodninger. EU-landene kan slet ikke finde ud af, hvad de skal gøre. Nogle lande skal bruge mange flere oplysninger, end der fremgår af blanketten. Andre skal have blanketten på papir og ikke mail. Flere lande vil slet ikke svare på blanketten, og i Rumænien skal de bruge et ID-kort eller et rumænsk pas. Det lægger sig mellem noget kafkask og noget Monty Pythonsk,” siger Verner Sand Kirk.

Derfor er Danske A-kasser også ved at indsamle erfaringer fra a-kasserne, så man kan overbevise en kommende regering om, at loven slet ikke fungerer i praksis.

Der vil formentlig være hjælp at hente hos Socialdemokratiet. De stemte ikke for dagpengeloven, da den ifølge beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen ville være for svær at administrere for a-kasserne. Derfor vil Socialdemokratiet rulle den nye dagpengelov tilbage, hvis de kommer til magten efter næste valg.

”Vi vil gerne have et opholdskrav, men vi vil sikre os, at det kan administreres, og derfor vil vi sætte os sammen med arbejdsmarkedets parter for at finde ud af, hvordan det kan gøres,” siger Leif Lahn Jensen.

DF: Opholdskrav droppes ikke

Beskæftigelsesordfører fra Dansk Folkeparti Bent Bøgsted mener, at a-kasserne må vise, hvor problemerne er. 

”A-kasserne må redegøre for, hvor problemerne ligger. Skal de eksempelvis have længere tid? Det må de præsentere for ministeriet. Og hvis vi kan hjælpe med at finde en løsning, gør vi naturligvis det,” siger Bent Bøgsted.

Dansk Folkeparti er ikke afvisende over for at ændre på det administrative, så det kan blive nemmere at indhente dokumentation, men opholdskravet bliver ikke droppet, understreger Bent Bøgsted. Heller ikke Liberal Alliance vil fjerne opholdskravet.

Udlændinge skal ikke kunne få dagpenge

De nye dagpengeregler blev til lov med stemmer fra regeringen og Dansk Folkeparti. Oprindeligt ville man have, at de nye regler skulle kræve, at man havde opholdt sig i et EU-land syv ud af de seneste år for at få ret til dagpenge. Dette krav blev der dog slækket på, efter at det mødte massiv kritik, at en stor gruppe danskere ville blive ramt af reglerne.

Regeringen lægger ikke skjul på, at intentionen med loven er at sørge for, at udlændinges ret til dagpenge begrænses.

”Vi ændrer ikke på, at personer, der kommer hertil fra tredjelande, skal arbejde og opholde sig i Danmark i mindst syv år, før de kan få dagpenge. Det giver en bedre balance, som det også var intentionen med opholdskravet,” skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse

De nye dagpengeregler
  • Den nye dagpengelov blev vedtaget af regeringen og Dansk Folkeparti i december 2018. 
  • Den store ændring var, at man nu skal have opholdt sig i Danmark i fem af de seneste 12 år for at få dagpenge.
  • Loven bliver gradvist indfaset, så man i 2021 skal have været i landet i syv af de seneste 12 år.
  • Reglerne undtager dem, der er udstationeret for en dansk virksomhed, arbejder i en dansk myndighed eller studerer i udlandet.
  • Ifølge Beskæftigelsesministeriet er 80 procent af dem, der bliver ramt af loven, borgere fra ikke-EU-lande, mens 20 procent er danske statsborgere.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Thorkild
5 år siden
Jeres "faktaboks" er ikke fuldt dækkende for loven, herunder dens undtagelser. I bør skrive, at man skal tjekke hele lovteksten. (Men OK, vi er jo akademikere, så ...).