Læserbrev

Hvordan myten om stress gav mig stress

3.12.2019

af

Illustration: Nadia Snopek/Shutterstock

Illustration: Nadia Snopek/Shutterstock

Der findes flere farlige myter om stress, der kan få stressramte til at køre sig selv endnu længere ned. En af myterne optræder også på Djøfs hjemmeside, påpeger Linda Clod Præstholm i et debatindlæg. Djøf svarer på kritikken.

Det er [...] de efterfølgende tanker om det, der skete, der giver stress.” Sådan lyder en populær stressmyte, her citeret fra Djøfs hjemmeside. Den gjorde, at jeg ikke stoppede i tide og endte i et fatalt stresskollaps.

Egentlig syntes jeg at have fat i den lange ende; daglig meditationspraksis, brugte mindfulness og tænkte, at jeg var god til at observere mine følelser uden at blive revet med.

Med baggrund som sygeplejerske havde liv og død været hverdagskost på bl.a. kardiologisk akutmodtagelse. Et arbejde, hvor panik ikke nyttede, og hvor man vekslede mellem initiativ, samarbejde og servicering. Min selvopfattelse: Jeg var god til at bevare hovedet koldt og holde overblik.

Erfaringer som disse tog jeg med i mit job som specialkonsulent, nu med baggrund som cand.it. Jeg havde mange højkomplekse opgaver uden oplagte svar og løsninger. Men det gjorde intet, og min tid på universitetet målrettede jeg ind i det felt, jeg nu arbejdede med: Forvaltning og planlægning af sundheds-it i det offentlige. Jeg følte, jeg var havnet det helt rigtige sted.

”Så må jeg jo bare lade være med at blive stresset”

Men så begyndte trætheden at indtage mit liv. Arbejdets deadlines fyldte stadig mere. Mails fløj frem og tilbage sent ud på aftenen, natten, hverdage og weekender. Jeg havde dog ingen psykologiske kvaler og tænkte blot, at der var en vigtig og kompleks opgave, der skulle løses, uden fortilfælde på nationalt eller internationalt plan.

Da jeg begyndte at opleve de første tegn på reel stress, tænkte jeg, at det handlede om, at jeg skulle blive bedre til at tackle det. Jeg tog ansvaret, og med en kæk bemærkning sagde jeg til en kollega: ”Så må jeg jo bare lade være med at blive stresset.”

Alt, jeg samtidig læste mig til om stress, handlede om kost, motion, meditation, tanker, psykologi og opgaveprioritering. Jeg satte et stort tjek-tegn ved de fleste parametre og kunne nærmest kun skrue på motion. Jeg intensiverede spinningklasserne trods en voksende udmattelse. Nye kropslige symptomer kom til: Svimmelhed, tinnitus, kvalme, tremor og hovedpine.

Løsningen var at stoppe op

I ferien ledte jeg efter forklaringer på min tilstand og faldt over beskrivelser af hele den fysiologiske side af stress. Det var nyt for mig, men som tidligere sygeplejerske forstod jeg det straks. Jeg forstod nu, at stress primært er en fysiologisk tilstand fremkommet ved en lang række neurobiologiske og endokrinologiske virkninger i kroppen.

Og så forstod jeg, at løsningen var at stoppe op. Da jeg endelig lod mig sygemelde, var jeg blevet overbelastet, at sygemeldingen tog knap tre år! Det første stykke tid forstod jeg ikke, at jeg var havnet, hvor jeg var. Jeg var jo glad for mit arbejde, havde stort ansvar, spændende opgaver, værdsættelse og god løn.

I dag ved jeg, at stress er et spørgsmål om belastning. Jeg arbejder nu med at hjælpe stressramte efter at have uddannet mig yderligere inden for området.

Én af de ting, jeg gør, er at gøre op med de myter om stress, der gjorde, at jeg dengang selv fortsatte derudaf på højtryk. Forblændet af troen på, at jeg gjorde det rigtige, belastede jeg mig selv i en invaliderende grad.

Desværre er stressmyten stadig det første, man møder på Djøfs hjemmeside under ‘Stress’.

Med venlig hilsen

Linda Clod Præstholm


 

Kære Linda Clod Præstholm

Tak for dit indlæg. Det er godt, du er ovenpå igen efter en lang stress-sygemelding.

Jeg vil gerne beklage, at formuleringen på djoef.dk kan misforstås. Den kommer fra Videnscenter for Arbejdsmiljø, men vil blive rettet. For det er ikke Djøfs holdning, at når et medlem er ramt af stress, ligger problemet og ansvaret hos den enkelte.

Det er vores helt klare opfattelse, at arbejdspladsrelateret stress skal løses på arbejdspladsen.

Det er en normal del af et liv, at man i perioder kan være presset i privatlivet fx som følge af sygdom hos nærtstående, skilsmisse, dødsfald m.v. Det skal en arbejdsplads kunne rumme og tage hånd om.

Kernen i Djøfs rådgivning er, at det aldrig er den enkeltes ansvar alene at løse en stressproblematik. Det er helt afgørende at søge hjælp hos egen læge, på arbejdspladsen, hos tillidsrepræsentanten eller hos den faglige organisation.

Der er objektive faktorer på en arbejdsplads, som øger risikoen for at udvikle stress. Det kan være dårlig ledelse, uklare rammer/prioriteringer, konflikter m.v.). Hvordan vi opfatter og reagerer på en given situation, har også betydning. Selv om alle i en afdeling kan være udfordret af de samme problemstillinger, er det heldigvis ikke alle, der udvikler stress.

Jeg er glad for, at dit indlæg også gør op med en anden myte: At stress altid skal løses ved (mere) motion. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at starte behandlingen af stress ved at gå til egen læge.

Med venlig hilsen

Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Jeppe
4 år siden
Det er vigtigt at det individuelle ansvar fjernes og man som menneske kommer ind i en social kontekst, hvor man som individ får fortalt, at man kan udvikle stress af forskellige arbejdsmæssige årsager, og at det er ok. Hvis det ikke sker, kan den enkelte selv netop ikke hive sig selv ud af den stressede arbejdssituation. Jeg har i "individets navn" kørt mig selv langt ud over kanten flere gange. Sidste gang udvikle jeg migræne og kastede op 1 - 2 gange om ugen i 2 år, hvilket til sidst udløste højt stofskifte. Jeg var så syg med stress, at når jeg motionerede, så udløste det også migræne og svære rysteture. Jeg blev alligevel ved, for det er jo som individ sundt at motionere, netop når man har stress.