Klumme

Jeg er 43 år, og jeg har midtvejskrise i karrieren

19.11.2019

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

Mette Kirstine Goddiksen er begyndt at få svedeture: "Jeg læser artikler om, at hvis man ikke er blevet leder, når man rammer 40 år, bliver man det aldrig. Aldrig?"

Der findes en midtvejskrise, der ikke kan dulmes med en sportsvogn eller et sidespring – og det er én, vi sjældent taler om: Den karrieremæssige. Den er endnu mere pinlig end den biologiske, for den rammer ikke nødvendigvis alle. Den er ikke hormonelt betinget. Den er mere selvforskyldt.

Svedeturene kommer, når jeg læser artikler om, at hvis man ikke er blevet leder, når man rammer 40 år, så bliver man det aldrig. Aldrig? 

Jeg er 43 år. Var det dét?

Krisen understøttes af, at jeg er begyndt at få ledere, der er yngre end mig. Ikke meget yngre, bare lige nok til, at jeg kan se skriften på væggen: Chefer er ikke chefer, fordi de er ældre og mere erfarne. De er chefer, fordi de er klogere, har været mere stræbsomme, heldige eller har haft et bedre netværk. Det er slut med at bruge alderen som undskyldning for, at jeg ikke er nået længere op ad karrierestigen. Jeg kan ikke automatisk regne med, at statuskurven strutter potent opad. Jeg har nået toppen, mor – nu stagnerer det. Blev du stolt?

Det er den jobmæssige pendant til den oplevelse, man får i 30-årsalderen: Nu er alle sportsstjerner, musikgenier og skuespillere yngre end dig, og drømmen om et liv less ordinary dør.

Mere lykkelig som langturschauffør?

Erkendelsen pibler frem som de stride hår i næsen, der kommer med alderen: Langsomt og i ubemærkethed, men sikkert. Pludselig er de der bare. 

Akkurat som de digitalt indfødte, der vælter ind som vilde kannibaler, og på et tidspunkt er erfaring ikke nok til at holde dem stangen. 

Jeg betvivler pludselig, om jeg er endt på den rette hylde. Panisk tænker jeg, at jeg lige kan nå at blive voksenlærling. Eller om jeg ville blive mere lykkelig som langturschauffør. Eller man kunne sælge alt, leje sig ind på et Låsby Svendsen-agtigt sted og udleve drømmen om at blive excentrisk kunstner med busket hår? Tiden er knap. Snart er det for sent at lave den U-vending.

Risikoen ved at blive i sit elskede fag er, at ude i horisonten venter jobmæssig rigor mortis. Og talen over min kiste vil lyde, at 'hun var fagligt dygtig, men havde ikke big dick energy nok til at hæve sig over leverpostejsformen.'

Grå hjelm

Nå. I artiklerne står der, jeg aldrig kan blive leder. Ikke, at jeg som sådan har ønsket det før nu, hvor jeg er faldet for aldersgrænsen. Det er som at gå fra en kæreste, og når han så finder en ny, mærker man, man forspildte chancen.

Alt det her er en hård erkendelse, da jeg skal være på jobmarkedet, til jeg er 71 år.

Og det bliver både en tragedie og en lettelse, når jeg er på den anden side af midtvejskrisen, hvor jeg accepterer min egen karrieremæssige dødelighed. En dag vil jeg sikkert være sådan en stille, grå hjelm, der tager den på rutinen, og som apatisk følger den yngre chefs vilde indfald og idéer. Indfald og idéer, man tidligere i karrieren har hørt beskrevet med den tids forbigående buzzwords, og som man har set crash and burn

Men frygten for at være et gammelt reaktionært røvhul, ikke omstillingsparat, ikke samarbejdsvillig eller slet og ret udbrændt gør, at man må spille med og være lidt frisk. Man smager på den gamle vin og lytter påtaget energisk til en begejstret beskrivelse af den nye flaske, den er hældt på. Igen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Inge Rasmussen
4 år siden
Hvornår var det, "leder" blev ensbetydende med karriere-udvikling? Har haft en del yngre ledere, som aldrig skulle have været i nærheden af ledelsesansvar. Ledere, som har ødelagt både arbejdsglæde, faglighed og familieliv for rigtig mange medarbejdere, fordi de havde søgt og fået lederstillinger, de bestemt ikke havde forudsætninger for at bestride. De - unge - topledere - som ansatte dem, havde heller ikke forudsætninger - eller var det mangel på interesse - for at gennemskue, at de sad overfor en bluffer. Hvis du vil ledelsesfaglighed, ved du det, og så fokuserer du på det, og når dine mål. Hvis du vil din udførende faglighed, er det den, du fokuserer på, og den, du når dine mål på grundlag af. Det kræver noget helt særligt, at kunne lede andre mennesker. At den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at holde noget af dets liv i sin hånd, gælder i særlig grad for ledere, som følge af den magt, der ligger i over-underordnelsesforholdet. Dette faktum synes desværre at være glemt i moderne leder(ud)dannelse. Her kunne DJØF spille en stor rolle.
Henrik Johansen
4 år siden
Jeg kender følelsen af at have forpasset chancen. Men bare rolig; Man skal ikke lytte til sladderbladssnak; For det første flytter arbejdsmarkedet sig med demografien: Idag er det nok mere 50år der er grænsen end de 40. Og mange skifter endda karriereretning omkring de 50! Det store problem ved de 40 er nok mest om man har friheden til at tage chancer ved at hoppe ud i noget nyt, når man har børn, hus osv. Så omkring de 50 når børnene er ræset videre, er der mange der får bedre tid og mere økonomisk frihed til at forfølge drømme. For det andet er der jo mere end én slags ledere: 3 slags ledere og 6 slags ledelsestyper, hvoraf nogle man kun bliver bedre til med alderen - dvs. indtil man falder over rolatoren, begynder at gå til banko ol. Det er kun nogle af de typer som kræver 'big-dick energy', mens andre mere kræver ro, overblik og menneskekendskab. Så det kræver nok mest at finde det rette sted/opgave og tager modet til at tage bolden og gå forrest. Mod er ikke noget man har, men noget man tager:Det kan man godt mande/kvinde sig op til. Jeg har været leder hele min arbejdskarriere; Godt nok mest "kun" projektleder, som er en slags leder-specialist-hybrid men også iværksætter og direktør og jeg var bare ikke helt godt tilpas i dén direktørrolle; Så jeg har gjort mig overvejelsen og er idag mere ledelsesrådgiver og projektleder. Mvh Henrik