Barsel på halvtid

9.5.2012

af

Stadig flere djøfere vil gerne bruge den fleksible barselsorlov. Men det kræver, at deres arbejdsgiver også kan se fidusen i, at de vender tilbage på nedsat tid.

Efter fem måneder hjemme med sin lille datter, syntes Mathilde Aastrøm ikke udelukkende, det var lykken at være på barselsorlov. Datteren var nem, og det gav hurtigt Mathilde Aastrøm overskud og energi – og ikke mindst lyst til at bruge hovedet igen.

”Jeg er et engageret menneske, men jeg havde svært ved udelukkende at engagere mig i babymos og bleskift,” siger hun.

Mathilde Aastrøm savnede sit job som konsulent i KL, men samtidig var hun ikke parat til at undvære datteren i en fuld arbejdsuge.

Derfor vendte hun efter aftale med sin chef, Jakob Harder, hurtigere tilbage til jobbet, end det ellers var planen – men kun to dage om ugen.

Og selvom Jakob Harder havde ansat en barselsvikar, var han meget åben, da Mathilde Aastrøm kom og spurgte, om det var i orden, at hun gjorde brug af den fleksible barselsorlov.

”Inden for det muliges kunst vil jeg gerne opfylde mine medarbejderes ønsker om fleksibilitet, for jeg forventer jo også af dem, at de leverer et godt stykke arbejde. Og når jeg så får muligheden for at få en dygtig medarbejder som Mathilde tilbage hurtigere end forventet, vil jeg gerne gå langt,” siger Jakob Harder. 

Arbejdsgiverne er positive

I Djøf oplever chefkonsulent Helene Rafn, at der til stadighed er flere, der benytter sig af den fleksible barselsorlov. Enten gemmer de nogle måneders orlov til senere brug – måske til et længerevarende udenlandseventyr med familien – eller så gør de som Mathilde Aastrøm og trækker orloven, samtidig med at de langsomt trapper op på arbejdet.

Den første model er noget, du selv bestemmer, mens den anden model kræver et samtykke fra din arbejdsgiver. Men det er sjældent et problem, siger Helene Rafn.

”De er for det meste med på den, for de har jo ikke nogen interesse i at sætte foden ned, hvis de er glade for medarbejderen. Men vi har da også mødt arbejdsgivere, der strittede voldsomt imod,” siger Helene Rafn. 

Flest fordele

Jakob Harder strittede på ingen måde imod, men selvfølgelig kan der også være ulemper forbundet med en fleksibel barselsorlov, siger han. Med hensyn til Mathilde Aastrøms barselsvikar var det ikke noget problem, da vikaren fik et fast job og sagde op.

”Men prisen, for at medarbejderen kommer tidligere tilbage, er, at det så trækker længere ud med, at de er på fuldtid igen. Så både jeg og medarbejderen skal være opmærksomme på, at arbejdsopgaverne skal matche arbejdsdagene,” siger Jakob Harder.

Det positive har dog klart overskygget det negative i Mathilde Aastrøms tilfælde, mener han.

”Jeg har fået en meget motiveret medarbejder tilbage med en stor appetit på arbejdet.”

Mathilde Aastrøm samtykker.

”Og efter jeg kom tilbage og igen ydede en indsats på arbejdet, var det også hyggeligere for mig at være på barsel de øvrige tre dage.”

Efter tre måneder med to arbejdsdage om ugen er Mathilde Aastrøm på fuldtid igen. Og det lægger Jakob Harder ikke skjul på, at han er glad for. Og det er også helt fint med Mathilde Aastrøm, selvom der
også klart er skruet op for tempoet igen.

”Jeg kan godt mærke, at der bliver forventet noget helt andet. Mens jeg var på nedsat tid, var det lidt af et fripas, og mine kolleger og samarbejdspartnere tog stort hensyn til mig, men nu er min indbakke vokset til det tredobbelte.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet