Krystalkugler eller kejserens nye klæder

Først ros og så ris: Det er for det første godt, at Djøfbladet tør tage dette yderst vigtige, men komplicerede emne op omkring de økonomiske modeller. Jeg er i øvrigt ikke økonom, men mange af de forbehold, jeg kommer med nedenfor, mener jeg ikke, man bør være økonom for at kunne fremføre. For det andet er det godt, at det bliver pointeret, at selv hvis man tager alle modellernes antagelser for gode varer, vil de altid komme frem til et - ofte ret bredt - interval ikke et enkelt tal, som det ofte ses i medierne: helt ligesom al mulig anden infererende statistik er det bedste bud eksempelvis, at arbejdsudbudet med 95 % sikkerhed vil øges med et sted mellem 10.000 og 20.000, alt andet lige. Et lille eksempel på, hvad denne oversete pointe kan have af konsekvenser, så vi i forbindelse med debatten op til sidste folketingsvalg. I Deadline stod Ole Sohn og, jeg mener det var, Claus Hjort og satte duplo-klodser oven på hinanden og anklagede hinanden på skift for at mangle 2-4 mia. kr. i hver deres 2020-plan. Den ellers så normalt så modelglade økonom Michael Svarer pointerede, at alle 2020-beregninger opererede med en usikkerhed på plus/minus 100 mia. kr. (et 95 % sikkerhedsinterval), og så var alt andet i øvrigt lige (hvis eksempelvis ledigheden i år 2020 er en procent højere eller lavere end det i modellen antagede, så er finansieringsudfordringen/intervallet ændret). De 2-4 mia. kr. er derfor fuldstændig ligegyldige og tilfældige. Så kommer der ris: Jeg mener for det første, at ovenstående forbehold (usikkerhederne i form af de brede sikkerhedsintervaller og de urealistiske alt andet lige betragtninger) gør, at man bør stille spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig vinder ved modellerne. Niels Kærgård argumenterer for, at modelberegningerne altid er bedre end et kvalificeret sjus baseret på nogle af de ting, vi nogenlunde ved om fremtiden - flere ældre, mindre olie - men i hvor høj grad er det rigtigt? Et andet relateret problem ved dette er for mig at se, at hvis 2020-beregninger kun er et slags kvalificeret sjus, så får de for mig at se, i kraft af de præcise tal, matematikken og uoverskueligheden i, hvad en økonomisk model/regnemaskine egentlig er og kan, karakter af en sandhed, som vi ukritisk må tage udgangspunkt i, når vi debatterer eller laver politik. Jeg vil mene, at der er uforbeholdent stort fokus i dagens politik på at løse nogle usikre pseudo-agtige problemer i fremtiden, vi faktisk ikke ved ret meget om. Den tredje og for mig at se alvorligste kritik går på modellernes antagelser i sig selv, som jeg mener ikke bare er forkerte og urealistiske, men også direkte farlige. DREAM står som sagt for "Danish Rational Economic Agent Model". Denne rationelle økonomiske agent er bekvem i en økonomisk model, fordi man kan forudsige ret præcist, hvad han vil gøre i en bestemt situation - dette gør det dog ikke nødvendigvis til en ret præcis beskrivelse af, hvad økonomiske agenter rent faktisk gør i bestemte situationer. Lad mig nævne to eksempler. Modellerne antager, at hvor mange investeringer, der bliver foretaget i samfundet afhænger direkte af rentens størrelse (og kapitalens grænseprodukt, der kan beregnes). Hvis renten falder, vil folk altid låne og investere mere og omvendt. Rigtig megen empirisk forskning viser dog, at hvor mange investeringer, der bliver foretaget i samfundet, afhænger meget lidt af rentens størrelse, men derimod af kollektive forventninger om fremtidigt afkast. Dette er en meget psykologisk størrelse og kan nærmest forveksles med optimisme. Det er netop en af hovedårsagerne til, at bobler opstår. I gode tider, som før finanskrisen, er folk kollektivt optimistiske og låner og investerer i eksempel ejendom selvom ejendomspriserne allerede var enormt høje. Modsat har Japan siden deres store krise først i halvfemserne næsten konstant kørt med negative realrenter. Alligevel vil hverken virksomheder eller husholdninger låne og investere, da de er nervøse for fremtiden - situationen i DK for tiden er måske ikke så forskellig herfra. Dette lemmingeffekt-argument er der ikke noget mystisk i, og er en af årsagerne til at "behavioral economics" - forskning i, hvordan aktører rent faktisk opfører sig - boomer i de her år. Det er også derfor, at en af de vigtigste økonomiske parametre overhovedet - også i medierne - er den såkaldte forbrugertillidsindikator. Selvom der således efterhånden er en udbredt konsensus om, at disse psykologiske faktorer er nærmest altafgørende, er de ikke med i modellen. Det andet eksempel, jeg vil nævne, er modellens antagelser om arbejdsløshed, hvorfor folk arbejder og konjunkturer. Det er ikke tilfældigt, at politikerne altid snakker om arbejdsudbudet. DREAM opererer således slet ikke med et efterspørgselsbegreb. I stedet antages et øget arbejdsudbud altid at lede til en øget efterspørgsel. Med andre ord: udbud skaber efterspørgsel, folk kan altid få arbejde, hvis de vil og arbejdsløshed er altid frivillig. Hvis man vil ned med arbejdsløsheden, har modellen derfor kun to løsninger: mere konkurrence mellem lønmodtagere (dvs. fagforeninger og mindstelønninger er skidt) og bedre incitamenter til at tage et arbejde (dvs. lavere indkomstoverførsler, lavere indkomstskatter og mindre regulering/mere fleksibilitet) er den eneste kur. For at summere op, mener jeg altså der er to problemer ved modellerne, som Kjærgård ikke adresserer, og jeg mener derfor, at hans "svar" faktisk er et godt eksempel på, at økonomer taler forbi hinanden som Jesper Jespersen pointerer: 1) Kan vi stole på modellens beregninger og bruge dem til ret meget? Det mener jeg grundet ovenstående, at der kan sættes spørgsmålstegn ved. Hvis man er flink og stoler på modellens antagelser, gør usikkerhederne og "alt andet lige" forudsætningerne, at resultaterne i bedste fald er en meget grov indikation af fremtidige udfordringer, som Kjærgård faktisk også indrømmer. Hvis man derudover begynder at stille spørgsmålstegn ved modellernes grundlæggende antagelser, kan man begynde at frygte, at modellernes resultater er direkte misvisende. Måske er eksempelvis den samlede efterspørgsel og graden af kollektiv optimisme i samfundet to af de allervigtigste faktorer i bestemmelsen af den økonomiske vækst på et givent tidspunkt. Disse to faktorer er dog slet ikke med i modellen. 2) Modellernes politiske neutralitet og implikationer? Selvom mange økonomer vil påstå det modsatte, og politikere - tror jeg - tror det modsatte, mener jeg ikke at modellerne er politisk neutrale. Helt simplificeret gør modelantagelserne, at hvad end der puttes ind og beregnes på, vil modellen altid komme frem til at mere marked og/eller mindre stat altid vil øge det økonomiske output, arbejdsudbudet, beskæftigelsen, den finanspolitiske holdbarhed etc. Derfor risikerer socialdemokrater i deres forhåbentligt oprigtige forsøg på "at fremtidssikre velfærdsstaten", at afvikle den i forbifarten og glemmer i øvrigt i forbifarten at fokusere på de problemer, vi faktisk ved noget om - den nuværende økonomiske situation. Modellerne er aldrig tilfredse, der kan altid komme lidt bedre incitamenter og mindre stat, men er det opskriften på velfærdsstatens fremtidige succes? Jeg mener ikke, at vores hidtidige erfaringer med "the nordic model" peger i den retning. Og selv hvis modellerne faktisk angiver løsninger på udfordringer med fremtidens BNP-vækst, ældrebyrden etc., er det nok til at angive, hvilket samfund vi ønsker og stiler imod?