Grædende djøfere i statsforvaltningerne

30.10.2012

af

De 700 ansatte i statsforvaltningerne fik et chok, da de hørte i pressen, at hundredvis af stillinger skal flytte landsdel.

Starten på økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers storstilede ændring af de fem statsforvaltningers administrative opbygning gik ikke godt.

’At servere en så kæmpemæssig strukturændring for så mange medarbejdere på dén måde med en videokonference og en halv times varsel er for kynisk. Det gør man bare ikke. Mange gik grædende hjem.’

Sådan lød det i Politiken fra Irene Jørgensen, tillidsrepræsentant for statsforvaltningernes socialrådgivere, efter at medarbejderne i torsdags hørte om ministerens plan i medierne og derefter blev hasteindkaldt til stormøder.

”Det er ikke sjovt at læse på nettet, at ens arbejdsplads skal lukkes,” siger jurist Arne Madsen, der er formand for den landsdækkende Djøf-klub i de fem statsforvaltninger, til djoefbladet.dk.

Bliver en lang vinter

I fremtiden får de fem nuværende statsforvaltninger én fælles ledelse og én samlet administration med hovedsæde i Aabenraa.

Opgaver, som ikke kræver direkte borgerkontakt, samles og specialiseres forskellige steder i landet. Blandt andet et call center på Bornholm, en fælles journaliseringsenhed i Ringkøbing og en enhed for byggesager i Nykøbing Falster. Hele det kommunale tilsyn samles i København. Afdelingskontorerne i Ribe og Ringsted nedlægges.

Men mange medarbejdere kan slet ikke flytte, fordi de har ægtefæller, som ikke kan flytte job, og huse, de ikke kan sælges, siger Arne Madsen.

Medarbejderne får ikke noget konkret at vide om flytningerne før til juni næste år.

”Det bliver en lang vinter,” konstaterer Arne Madsen.

Håber på digital redning

Nu sætter de deres lid til digitaliseringen.

”Mange af vores opgaver kan i dag løses uanset hvor, man befinder sig fysisk, så man ikke behøver flytte. Det vil vi meget gerne ind og påvirke, hvis vi kan få lov,” siger Arne Madsen.

”Det er ikke kun af hensyn til os selv. Det er også af hensyn til opgaverne. Der vil ske et enormt videnstab, hvis de nye enheder tømmes for erfarne medarbejdere, fordi de ikke kan flytte med. Det vil gå ud over borgerne.”

Kollgerne har lige købt hus på Lolland

Næsten alle 107 medarbejdere i Statsforvaltningen Sjælland, hvor Arne Madsen selv arbejder, skal flyttes.

De 30 i Ringsted-afdelingen, som helt skal lukke, skal flyttes til Nykøbing Falster. Til gengæld ryger HR-afdelingen i Nykøbing F. til Aabenraa, bidragsafdelingen til Ringkøbing, det sociale nævn til Aalborg og tilsynet til København. Det betyder, at næste alle 70 kolleger i Nykøbing også skal flytte landsdel.

”Det kan de fleste af dem ikke. Der er mange af mine kolleger, som fornylig har købt hus herinde, og man kan ikke bare sådan sælge et hus igen her på Lolland. De kan heller ikke flytte i disse krisetider med mindre, der følger job med til ægtefællen.”

300 jurister

På landsplan udgør jurister og andre djøfere i dag cirka 300 af de i alt cirka 700 ansatte i statsforvaltningerne.

Når alle ændringerne til sin tid er indfaset, vil man ifølge regeringen kunne nøjes med samlet 600 årsværk i statsforvaltningerne. Altså 100 mindre end i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Lars Ole Dalsgaard-Jensen
11 år siden
Det kan godt være staten sparer her og nu, men kvaliteten bliver derefter, når de bedste jurister bare kan finde andre job - og de knap så gode, er tvunget til at flytte til udkantsdanmark. Det er på ingen måde en god løsning at flytte specialistopgaver til udkantsdanmark uanset fagministerium, det går i den grad udover fagligheden og giver en meget stor risiko for at flytte belastningen til klage-området i stedet, hvor specialisterne så får job i stedet (typisk i storkbh.). Hvad er der så sparet ?