Nyt job - Hassan Bedeir Saleh

7.9.2011

af

Lean-ekspert med musikalske rødder.

Hassan Bedeir Saleh, 59, som er kandidat i økonomi fra Cairo University og HD i afsætningsøkonomi mm. fra CBS, har fået nyt job som senior proceskonsulent i KMD A/S. Kommer fra FractureCode Corporation A/S’s danske afdeling og har tidligere arbejdet i en række danske og internationale virksomheder som projektchef og seniorprojektleder.

Hvorfor søgte du jobbet i KMD?

”Jeg er målrettet gået efter et job, hvor jeg fra dag ét kan præstere på baggrund af mine kompetencer, og KMD lå øverst på favoritlisten hos mig.”

Hvorfor?

”Ikke mindst fordi KMD satser på lean. Jeg har i det sidste år arbejdet intensivt med lean og er blevet certificeret som Lean Manager med højeste karakter.”

KMD skrev i jobannoncen, at de skulle bruge en ’fuldblods proceskonsulent’. Hvordan er du ’fuldblods’?

”KMDs behov var en pragmatisk konsulent med stærk forretningssans og praktisk erfaring med it-miljøet, lean, proces- og projektledelse, og som samtidig kan fungere som facilitator og forandringsagent. Den kombination har jeg. Og jeg brænder for lean, procesarbejde og forandringsledelse.”

Kan du give et eksempel på en lean-succes?

”For at få min certificering gennemførte jeg et fuldt leanforløb for virksomheden HomeBase A/S. Resultatet var faktisk så godt, at HomeBase nu er blevet købt til overpris af en amerikansk virksomhed.”

Hvad går dit konkrete job ud på?

”KMD har lagt en ambitiøs plan for at effektivisere og modne sin projektforretning. Min hovedopgave er at hjælpe med at udvikle og eksekvere denne plan.”

Du kom til Skandinavien i 1978 som professionel musiker og forsanger i dit eget band, Night Sound, og slog dig ned i Danmark. Efter ti år skiftede du synthesizeren ud med studiebøger?

”Jeg havde hele tiden haft en plan om, at jeg skulle finde på noget andet, når jeg nærmede mig de 40. Det var en hård beslutning. Men jeg fortryder den ikke.”

Hvordan var det at blive dansker?

”Som jeg har sagt i et interview med Foreningen Nydansker: Hvis man vil være en del af et samfund, så må man tilpasse sig. Som musiker fandt jeg hurtigt ud af, at der var forskel på, hvilke numre jeg skulle spille i Esbjerg og København for at få succes, og sådan er det.”

Hvordan har du oplevet det danske arbejdsmarked?

”Det danske arbejdsmarked stiller store krav både til dine faglige og dine personlige egenskaber. Derfor skal man hele tiden sørge for at opkvalificere sig og tage mod nye udfordringer med åbne arme og et positivt syn.”

Følger du meget med i udviklingen i Egypten?

”Ja! Det er fantastisk. Demokratiet er i fuld gang. Det havde man ikke drømt om ville ske i løbet af få måneder. Jeg er meget optimistisk, selvom der ligger en del småsten på vejen. Men egyptere er dygtige folk og skal nok klare det.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet