Borgmester med studiekort

7.9.2011

af

Da Anna Mee Allerslev, stadig med studiekort og værelse på Regensen, fik chancen og blev borgmester på et afbud, greb hun magten uden at ryste på hånden. Vi tager med på job.

Borgmesteren kommer fem minutter for sent til dagens dont denne sommermorgen. Ikke normal procedure. Men den uundværlige cykel – som også bruges i regnvejr – var flad, da hun kom ned fra delelejligheden ved søerne i København. Lejligheden fandt hun, da hun den 1. januar blev borgmester og ikke ville være bekendt at blive boede på sit ellers elskede Regensen med 700.000 i årlig løncheck.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), 27 år, BA.scient.pol., BA.jur. og kandidatstuderende på jura, er hende, der snakker om København som mangfoldighedsby og inklusion i stedet for integration.

Dagens første møde er med presseteamet. Hvad har gårdsdagens indsats givet af citater? De er enige om, at der er et rigtig godt citat fra Anna Mee i Berlingske om gadechikaneri mod homoseksuelle. Citatet i samme artikel fra Muslimernes Fællesråds nye formand er til gengæld upræcist på en måde, som kan skabe problemer for borgmesterens samarbejde med rådet. Anne Mee vil tage kontakt til ham.

”Muslimernes Fællesråd skal veje deres ord på en guldvægt, men de får ingen pressetræning, så de bliver ofte misforstået. De arbejder for at forene muslimske og danske værdier. Jeg bliver varm indeni, når Muslimernes Fællesråd siger til mig, hvor glade de er for samarbejdet med kommunen og mig,” siger hun til djøfbladet bagefter.

Dagens pressesag for Anna Mee er en ny lov, der drejer sig om, at ikke-dansktalende skal ansøge skriftligt om tolkebistand ved lægebesøg. Hun dikterer citater:

”Det er vi imod her i København. 1. Det er bureaukrati. 2. Det er sundhedsfarligt.”

Det bør faktisk også ud på intranettet, kommer hun i tanke om et par timer senere, for det er en udmelding, som alle forvaltningens 1.647 ansatte kan være stolte over.

Ambitiøst harmonimenneske

”Træers blade hvirvler i vinden, tog kører på skinner. Der er bladmennesker og togmennesker. Du er det mest heftige togmenneske, jeg har mødt. Men når man ser dit kontor, tror man, du er bladmenneske,” siger en af Annas gode mandlige venner, som er filosofistuderende, til hende.

”Hendes kontor ligner et loppemarked,” forlyder det, hendes direktør Morten Binder har sagt.

Noget ret har han. Der er akrylmalerier lavet af de små i klubben Nørre Bronx i Rantzausgade. Det sorte, smarte mødebord, nogle har sat ind, passer ikke til de lyse fletstole, og ingen af delene passer til rummets øvrige look som arbejdende museum i mørkt træ med udskæringer, høje paneler og stuk.

”Det går jeg slet ikke op i.”

Blad eller tog?

”Jeg har to sider i mig. Jeg har den der vilje til altid at stille mig lige i skudlinjen, jeg kan ikke lade være. Samtidig med at jeg er et harmonimenneske. Det gør ondt i maven på mig, når der er en dårlig stemning mellem mennesker.”

Tilbage til dagens dont. Pressefolkene går. Ind kommer direktør Binder og et par stykker mere. Anna Mee skal have sin første briefing om efterårets budgetforhandling, hvor borgmestrene og deres partier kæmper om hver deres stykke af Frank Jensens budgetkage. Når det kører, så kører det i døgndrift i 14 dage, og alt kan ske. Direktøren giver en lille lektion om, at når man går med i et budgetforlig, er det give & take, og man skal være klar til at tale godt for sig i sit bagland.

”Det er årets højdepunkt. Jeg glæder mig allerede,” siger borgmesteren.

Almindeligt opbrud. Mobilsnak. Ude i forkontorets fjerneste hjørne samles et diskret summemøde: Pressechef Lars Bøgeskov ved sit hævesænkebord, direktøren op ad en tung egetræsdør, borgmesteren rank på de høje hæle. Eftersom direktøren ikke løfter stemmen, kan man ikke kalde det et skænderi. Men enige er han og borgmesteren ikke. Det handler om pragmatik kontra politisk konfrontation i en bestemt lille sag. Anna Mee står fast på sit.

”Det var altså en helt usædvanlig diskussion. Det er første gang, det er sket,” forsikrer hun senere djøfbladet.

”Jeg har stor respekt for Morten. Han siger sin mening. Han har også vist respekt for mig fra første dag. Jeg kunne frygte, at han troede, der kom en sød pige ind, som mest ville gå op i politik på Facebook. Men vi har haft et seriøst, effektivt og respektfuldt samarbejde fra min første arbejdsdag.”

Ungdom skal vises – ikke skjules

”En af de talrige teenageborgmestre, hovedstaden har fået på halsen, er beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, der har realiseret den danske drøm. Den amerikanske er som bekendt at blive rig ved hårdt arbejde og dygtighed. Den danske er at gå fra SU til borgmesterløn ved ikke at foretage sig andet end at melde sig ind i et politisk parti.”

Det er Berlingskes Groft Sagt-spalte, der gør sig lystig over den yngste af Københavns Kommunes fem kvindelige borgmestre under 40.

Den slags tager Anna Mee Allerslev ikke personligt. Det har Margrethe Vestager lært hende. Hun føler sig heller ikke det fjerneste ramt.

”Jeg har lavet politik 24/7 hele mit voksenliv. Jeg prøver ikke at skjule min ungdom. Jeg ønsker at vise den. Jeg er en del af en ny generation, som laver politik på en ny måde her på rådhuset.”

Tag dimittendledigheden, som er en af hendes mærkesager.

”Det er ikke, fordi jeg har været formand for Djøf Studerende. Men fordi det handler om vækst og velfærd for alle københavnere. Jeg gør det på en ny måde. Jeg inviterer vores private virksomheder ind og spørger dem: ’Hvad skal vi gøre for jer, så I tager en akademiker ind, der kan skabe kreativ vækst?’ Jeg har skaffet pengene til det. Vi har et oplæg klar i denne måned. Jeg har lavet en inklusionsaftale med alle partier bag. Også DF. Det er også en ny måde. Eller tag mine og Jonas Bjørns invitationer til alle under 30 uanset partifarve i Borgerrepræsentationen til fredagshygge hos mig.”

På kirkegården

Formiddagen er ung endnu. Rådhusbetjent Dan venter i den lille borgmesterbil. Vi skal besøge projekt Fælles Ansvar ude på Bispebjerg Kirkegård. Projektet handler om at ansætte lærlinge med forkert hudfarve eller andre problemer.

Brian, den hærdebrede gartnerformand, som tager det med sig hjem, hvis det går en af hans særligt udsatte lærlinge dårligt, venter udenfor med sit team.

”Kirkegårde lyder dødt, men I er innovative,” siger borgmesteren.

Indenfor fortæller den unge anlægsgartner Challaf fra Togo, der har stået i lære på kirkegården, sin historie: Han kom til Danmark med mor og to yngre søstre. Blev smidt direkte i en almindelig 7. klasse uden at kunne hverken dansk eller engelsk. Gik ud af 9. klasse to år senere med 9 i gennemsnit efter den gamle skala, men vovede ikke gymnasiet, for i mellemtiden var hans mor død, så han skulle klare sig selv. Han gik på teknisk skole og mødte muren: Der var ingen læreplads til ham indenfor noget fag – før han blev samlet op af dem på kirkegården.

Borgmesteren er cool. Stiller venligt opklarende spørgsmål til Challaf, Brian og Walter fra 3F.

Ude i bilen siger hun:

”Jeg var lige ved at komme til at græde. Men jeg bed det i mig. Det kan man ikke være bekendt. Det ville have været så uprofessionelt.”

Det er rigtig godt at være fastansat anlægsgartner. Men den der studentereksamen, Challaf ikke fik, gnaver i hende. Der må kunne gøres noget med videreuddannelse. Og så skal projekt Fælles Ansvar gøres kendt – nu.

På turen hjem sætter hun borgmestersekretær Sofie Munk omme på forsædet, i arbejde: Margrethe Vestager og Manu Sareen skal derud. Ayfer Baykal, SFs nye Teknik- og Miljøborgmester, skal derud. Personalechefen skal derud. Frank Jensen skal derud, for dét her skal han sælge til metrobyggeriets underentreprenører.

”Ja, jeg ved godt, at det med at sætte så meget i gang både er min styrke og min svaghed og den måde, jeg får alt for meget at lave på. I starten sad jeg selv og fulgte op på det hele og fik alt for mange løse ender at styre. Men så sørgede Morten for, at Sofie blev flyttet over til mig. Hun gør det så meget lettere for os alle. Men jeg har også lovet Morten, at jeg skal give forvaltningen lidt luft til at få fulgt godt op på det hele.”

Altid 100 procent

Anna Mee Allerslev er adopteret fra Korea og kom til Danmark halvanden måned gammel. Hendes fem år ældre søster, som læser filmvidenskab og tidligere har studeret på Sorbonne, er også fra Korea, men fra et helt andet sted.

”Ditte kan alt. Hun fik endnu højere karakterer end mig og er samtidig så kreativ.”

Fra Anna Mee var seks til hun var 20, dyrkede hun elitegymnastik fem gange om ugen og blev selv træner som 13-årig. Det var ikke de omsorgsfulde, venstreorienterede forældre – gymnasielærer og folkeskolelærer – i parcelhuset i Greve, der skubbede. Hendes mor hadede, når hele holdet til slut skulle gå på hænder tværs over salen. Hvis en faldt ned, skulle de alle sammen gå om. Anna Mee var den mindste og faldt hver gang. Men øvelse gør mester. Hun græd, hvis en træningstime blev aflyst.

Fra hun var 20 og til nu har det været politik. Radikal Ungdom, moderpartiet og studenterpolitik i Djøf.

”Hvis min mor spørger, hvad jeg skal lave en aften, og jeg svarer: ’Ingenting’, bliver hun og far så glade.”

I rådhusreolen står der – foruden fotos af far, mor, søster og Anna Mee som gudmor til en venindes dåbsbarn – bøger som ’Håndbog for statsministre’, ’Det politiske superbrand’ og ’27 Powers of Persuasion’.

Ambitiøs? Ja.

”Da jeg var bachelorkonsulent i KL, sagde min chef til MUS-samtalen, at jeg nogle gange skulle lade 80 procent være godt nok. Det var dog det mærkeligste råd, syntes jeg. Men nu arbejder jeg med det. Jeg går altid efter 100 procent, og jeg er rigtig hård ved mig selv, hvis det ikke lykkes. Men dagen efter er jeg videre. Jeg har en ris og ros-bog, hvor jeg skriver ned, hvad jeg kan gøre bedre næste gang. Det har Margrethe Vestager også lært mig.”

Mange var nervøse – jeg var ikke

Magt? Nej, men viljen til at ville forandre, svarer hun. Parret med en meget synlig frygtløshed. Hun tør.

”Ja. Jeg tænker om mange, at de er dygtigere end mig. Forskellen er, at de ikke tør. Jeg vrider det yderste ud af mit talent og nyder det. Det prøver jeg også, sikkert enormt irriterende, at presse mine venner til.”

Da hun en novembermorgen sidste år – ovenpå et kaotisk natteforløb i den radikale gruppe efter Klaus Bondams pludselige exit – stod med en borgmesterpost pr. 1. januar, gik hun på rov i sit netværk.

Som formand for Djøf Studerende sad hun i Djøfs hovedbestyrelse, og en for en tog hun et møde med de toneangivende Djøf-politikere plus direktøren: Hvad er dit råd til mig? Noterne blev skrevet rent og gemt på pc’en. De radikale rollemodeller Jelved, Vestager, Morten Østergaard og Manu Sareen blev konsulteret.

”Jeg har været på et lederkursus gennem Djøf. Jeg har en kvindelig mentor, der er topchef i en bank, og som har lært mig, at uanset hvad skal man opføre sig ordentligt mod andre. Mange var nervøse på mine vegne. Jeg var ikke. Men min forvaltning er også en stærk forvaltning, som får uofficielle priser som landets mest effektivt drevne forvaltning. Det er godt for mig.”

Nu har hun indkaldt Morten og de to andre direktører til udviklingssamtale. Også nyt.

”De skal fortælle mig, hvordan jeg fungerer som borgmester. Og jeg skal fortælle dem, hvordan jeg synes, de fungerer. Det handler om vores arbejdsdeling, og hvordan vi kan blive endnu bedre sammen.”

Hun har lavet en mødekodeks møntet på alle, også hende selv: Ikke afbryde, ikke skyde ned, ikke sms, ikke sige ’Det plejer vi’ og ’Folk siger’.

Et æble fra kurven

Studentermedhjælp Sussi er i tvivl om, hvorvidt hendes chef egentlig spiser og sover.

Nej, frokost når hun heller ikke i dag – ud over det kæmpe stykke lagkage med røde marcipanblomster, som Brian omhyggeligt skar ud til hende ude på kirkegårdskontoret. Hun snupper et æble fra frugtkurven ude hos sekretær Vivi.

Efter et hurtigt møde bag en lukket dør med nogle embedsmænd kører Dan – der er ikke tid til at cykle – hende og Sofie ud til Amager Strand, hvor Anna Mee holder åbningstalen for Cafebåden, som er blevet forpagtet til en gruppe særligt vanskeligt stillede på arbejdsmarkedet: døve.

Hjemme igen er dagen stadig ung. Klokken 15 er der møde i Det lokale Beskæftigelsesråd, men der må pressen ikke komme med.

Først på aftenen skal hun ud at holde oplæg for de ansatte på et jobcenter.

På vej hjem – hvis hun på nogen måde kan nå det – skal kroppen presses med løb, spinning eller styrketræning. Eller måske skal der ske noget med vennerne. Hun puljer dem i madklubber og netværk for at nå at se dem alle: Fx den med de gamle gymnasieveninder, den med vennerne fra statskundskab og den nye med nogen som hende selv – superambitiøse unge, som samtidig skal være hyggelige at være sammen med. Og så skal hun læse lidt skønlitteratur. Hver aften. Om det så kun er to sider, før bogen falder ud af hænderne. I morgen starter det hele forfra.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet