Iværksætteres dna fundet

16-08-2011
2 min.

Fandenivoldsk, stort energiniveau og selvtillid. Det er de typiske karakteristika hos en dansk iværksætter. Ernst & Young og to specialestuderende har fundet danske iværksætteres dna.

De er handlekraftige, de er risikovillige, og så er de udprægede gode netværkere. Det er konklusionen af en undersøgelse ’Dansk Iværksætter DNA’, som Ernst & Young sammen med to specialestuderende fra CBS, Bettina Jensen og Lucia Velsco, har gennemført blandt knap 100 danske iværksættere.

Iværksætterne har alle gennemført personlighedsanalysen Predictive Index. Og fællestrækkene er slående.

Og selvom det måske ikke kan komme bag på ret mange, at en god iværksætter også er proaktiv og en god netværker, så er det overraskende, at billedet af iværksætternes dna er så entydigt, mener Carsten Collin, partner i Ernst & Young.

”Undersøgelsen slår fast, at der skal mere til end bare erfaring og uddannelse for at lykkes. Det er i høj grad personen bag, der tæller.”

Ikke uden erfaringer

Når det så er sagt, er den rette dna dog ikke nok for at lykkes som iværksætter. Det er en myte, at du bare kan gå direkte fra skolen og ud at blive en succesfuld iværksætter, siger Carsten Collin.

”Alt er meget komplekst i dag, og hvis man skal drive det til noget stort, skal man også kunne lede og lede gennem andre. Så selvom uddannelse alene ikke skaber en iværksætter, er det rigtig vigtigt med erfaringer,” fastslår Carsten Collin. 

Højtuddannede danske iværksættere

Sidste år gennemførte Ernst & Young en undersøgelse blandt nordiske iværksættere, og den viste, at uddannelsesniveauet generelt set var højt. Og det var allerhøjest blandt de danske iværksættere, fortæller Carsten Collin.

Og dem med djøf-baggrund tager også gerne springet.

”Vi ser ikke så mange jurister, men til gengæld en hel del økonomer – ofte i konstellation med en ingeniør,” siger Carsten Collin. 

100 procent iværksætter

Birgitte Escherich, cand.scient.pol., stifter af og direktør i konsulentvirksomheden Kostkompagniet siden 2001 er en af de djøfere, der har en 100 procents dna-profil.

”Jeg passer fuldstændig på alle karakteristika. Jeg har en solid tro på mig selv – jeg kender min indre x-factor og ved, hvordan den skal forvaltes. Jeg er total risikovillig. Jeg kan leve på en sten – jeg har bare ikke lyst til at skylde en masse penge væk. Og proaktiviteten kommer helt automatisk. Når jeg brænder for noget, sidder jeg ikke og venter på, at andre skal handle – jeg sætter selv tingene i gang.” 



Mange har potentialet

Ifølge Carsten Collin er der bestemt et potentiale for, at flere danskere springer ud som iværksættere.

”15-20 procent af befolkningen har den dna-profil, som kendetegner en iværksætter, men det er max seks procent, der faktisk er iværksættere,” siger Carsten Collin.

Og så vil han da også gerne lige understrege, at den klare iværksætter-dna kun gælder omkring trefjerdedele af deltagerne i undersøgelsen.

”Der er altså også nogle med en anden profil, der er lykkedes som iværksættere, så det skal man selvfølgelig tage med i betragtning, hvis man selv tænker i de baner og ikke har den nævnte dna. Det, man mangler, kan man jo også altid hente udefra,” siger Carsten Collin.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.