Hver tredje unge djøfer vil tidligt på pension

27.7.2011

af

Mange djøfere under 40 ser stort på den megen snak om efterlønsreform og senere pensionsalder. En tredjedel regner med at forlade arbejdsmarkedet senest, når de er 65 år, viser undersøgelse.

En tredjedel af djøfere under fyrre blæser højt og flot på de politiske vinde, der vil have os til at gå senere på pension. Djøferne forventer nemlig at gå pension senest, når de fylder 65 år og syv procent af dem senest som 62 årige. Det viser en undersøgelse, som Djøf har gennemført blandt 1.135 djøfere under fyrre år.

Omkring halvdelen af de yngre djøfere regner dog med, at de først trækker stikket til arbejdsmarkedet, når de er mellem 66 og 70 år. Og 15 procent har ingen planer om at lade sig pensionere, før de er mellem 70 og 75 år.

Djøferne går på pension, når det passer dem

Når de yngre djøfere ser på fremtiden, er det altså meget forskelligt, hvordan og hvornår de forestiller sig, at begynde deres otium. Ikke underligt, mener arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Center for Arbejdsmarkedsforskning – Aalborg Universitet. ”Politikerne kan sige og gøre, hvad de vil. På grund af djøfernes store arbejdsmarkedspensioner er de jo i en økonomisk luksusposition, der gør dem uafhængige af folkepensionsalder og snakken om efterløn eller ej. De kan frit vælge, hvornår de går på pension. Det er lysten og helbredet og ikke økonomien, der er afgørende,” siger Flemming Ibsen.

Kvinderne går tidligere end mændene
Det er i højere grad kvinderne end mændene, der forventer at gå tidligt på pension. Og ifølge Flemming Ibsen er det et helt klassisk billede. ”I et ægteskab er mændene typisk ældre end kvinderne, og hvis de skal gå på pension samtidig, er kvinden ofte yngre end manden. Og igen er økonomien ingen hindring for, at kvinden går tidligt. Samtidig afspejler det nok også nogle forventninger hos kvinden om at have overskud og tid til børnebørn, som måske typisk ikke er helt så udtalt hos mændene.”

I den anden ende forventer mere end hver femte mandlige djøfer da også først at gå på pension, efter de er fyldt 70 år, mens det kun gælder godt hver tiende kvinde. ”Og det er igen ikke pengene, de er afhængige af. De kan bare ikke forestille sig et liv uden arbejde. Men det er ikke sikkert, at de bliver ved med at arbejde så længe, når det kommer til stykket. For det kan jo være, at konen får dem til at stoppe tidligere,” siger Flemming Ibsen.

En typisk djøfer
Flemming Ibsen er selv 67 år og regner med at gå på pension, når han fylder 70. Både fordi han mener, at det til den tid ikke længere er passende for en mand på hans alder at gå rundt blandt alle de unge studerende, men i høj grad også fordi, hans kone til den tid er 64 år, og de har besluttet at gå på pension samtidig. Og det passer Flemming Ibsen glimrende, og han bedyrer, at han til den tid ikke er bange for at komme til at savne sit arbejde!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Kim Paulsen
12 år siden
Jeg er meget enig i Flemming Ibsen's betragtninger, som sandsynligvis vil gælde for en majoritet af DJØF´ere (såfremt de ikke også skulle bliver ramt af betydelig ledighed i fremtiden og det ved vi dybest set intet om idag!). Betragtningerne "overser" imidlertid den voksende gruppe/minoritet af DJØF´ere, som allerede er ramt af ARBEJSLØSHED og "teknisk insolvens" på grund af udviklingen i ejendomspriserne. For de UNGE og arbejdsløse kan det blive svært, at opbygge en pension af fornuftig størrelse med færre år i job på arbejdsmarkedet. For de ÆLDRE og arbejdsløse, som allerede nu tvinges til at FØRTIDSHÆVE deres pensioner for at betale terminsydelser mv. og som måske aldrig kommer i arbejde igen, vil pensionsformuen erodere. Pensionbeholdningen kan blive uacceptabel beskeden eller helt forsvinde. I mit eget tilfælde svarer dagepengedækningen til 21 % af min løn i arbejde. Og som 57 årig og efter omkring 200 ansøgninger uden ny jobkontrakt og dermed status som langtidsledig er det svært, at følge Flemming Ibsens betragtninger om de forskellige LUKSUSVALG. Desværre er der et stærk stigende antal UNGE og ÆLDRE medlemmer af DJØF, der er berørt af netop denne problematik. Og som nævnt indledning skal dem, der i dag har et arbejde i føle sig alt for sikre. Den fremtidige beskæftigelse for DJØF´ere selv i DANMARK er højst usikker, selv om storst set alle debattører har ukristisk har accepteret en grundpræmis om mangel på arbejdskraft i fremtiden. Det er efter min mening et overset område, at relativt højtlønnede DJØF´ere uden mulig for at sælge deres hus og hjem på et fastfrosset boligmarked, har behov for hjælp, men ikke kan eller vil for det i vores såkaldte velfærdssamfund. Og dem der pt. er i beskæftigelse synes "ligeglade". Det fører i hvert fald IKKE til aktivitet for at ændre tingenes tilstand. Eksempel: Tvætimod er perioden med dagpende sat ned fra 4 til 2 år! Interessede opfordres til at læse "Indignaos" af Stéphane Hessel.
Klaus Grünbaum
12 år siden
"På grund af djøfernes store arbejdsmarkedspensioner er de jo i en økonomisk luksusposition, der gør dem uafhængige af folkepensionsalder og snakken om efterløn eller ej. De kan frit vælge, hvornår de går på pension. Det er lysten og helbredet og ikke økonomien, der er afgørende,” siger Flemming Ibsen. " Hmmm, der gælder dog for dem, der er kommet ind i ordningerne efter 1. maj 2007, at tidspunktet for at få udbetalt deres arbejdsmarkedspensioner bliver løbende hævet fra de nuværende 60 år. Så de må vente lidt mere end F. Ibsen antyder med mindre de er rigtig rige.