Storrum giver dig flere sygedage

Interessant at denne artikel kommer samme dag, som Politikkens tophistorie er at de unge mennesker har markant flere sygedage end andre. For det er vel også de unge der er blandt de ser oftest sidder i fælles eller storrumskontorer. Viser jeres stattistik noget om det? Det kunne se ud til at DJØF med denne undersøgelse burde blnde sig i debatten herom.

Sådan har det altid været. Beslutninger fra ledelsen uden baggrundsviden, hovedkuls iværksættelse = katastrofale konsekvenser. Og det er jo så moderne med storrumskontorer, for vi skal komme hinanden ved og ih hvor det går. Spørger man medarbejderne, nej - og mange medarbejdere tør ikke sige deres mening, hvis de er så 'heldige' at blive spurgt for så vider de ikke team-ånd..

Har man også undersøgt på storrum med stor mulighed for hjemmearbejde?

Storrum handler ikke om medarbejdertrivsel, men om penge. Hvis det er billigere at have medarbejderne siddende i storrum, er det den løsning, der vælges i forbindelse med ændringer i en organisation. Det ændres formentlig først, hvis en samlet cost-benefit-analyse viser, at en anden løsning end storrum er billigere.

Storrum handler om effektivitet og om kontrol. Under dække af "videndeling", det vil sige at man har hurtig kan kontakte hinanden ved at sidde i klynger i strrum, dækker det i virkeligheden over, at hver medarbjeder kan høre hvad hinanden siger i telefonsamtaler. Derved undgår ledelsen, at medarbejdere ikke spilder arbejdstiden med at sidde og snakke privat eller personligt.

Nu sidder jeg i en afdeling, der skal sørge for kontorlokaler til alle statens ansatte (mere end 700 lejemål på landsbasis), og her er det politikken at arbejde med storrumskontorer, da det giver en "effektiv areal udnyttelse" - og da det jo er skatteborgernes penge der bruges (og der bruges mange millioner på husleje kan jeg fortælle), og der bruges næsten dobbelt så meget plads på enkeltkontormodellen som på storrumsmodellen - så kan man jo ikke fortænke staten i at man hellere vil bruge penge på "kerneydelserne" end på kvadratmeter, særligt i disse tider. Omvendt kan jeg sagtens se, at det måske ikke er en besparelse, hvis der er så mange flere syge. Jeg vil gerne tilføje, at der ved placering i storrumskontorer altid vil blive tænkt på de 2 Lér nemlig "lys, luft og lyd", og der findes efterhånden mange gode løsninger på de udfordringer som vi er bevidste om, at storrumsmodellen giver.

Bare udtrykket 'kontorlandskab' lyder som poesi på dåse. Der er ikke tale om andet end en ny-tayloristisk grisestald - for mennesker. Jeg har selv arbejdet i storkontorer og set farcen på nært hold: Masser af sygedage, ulidelig støj, og ansatte der lurer og vogter på hinanden. Det er gift for den entusiasme og kreativitet, danske virksomheder har hårdt brug for. Kun en naiv, arrogant eller meget svag leder kan tro på, at den slags er produktivitetsfremmende.

Det er vigtigt at nuancere og skelne mellem storrums- og åbenrumsløsninger. Åbenrumsløsning indebærer, at man er placeret i grupper/ teams på max 6-10 personer, med samme arbejdsopgaver. Grupperne skal fysisk være adskilt, og at gangforløb skal være afbrudt af vinkler reolvægge etc. Herudover skal der vær et passende antal stille- og små møderum. Jeg har som chef siddet i åbenrumsløsning i mere end 10 år uden problemer, og ønsker ikke at vende tilbage til cellekontor. Sygefraværet har hele tiden været klart under gennemsnit i staten.

Jeg deler kontor med to andre og ser klart en styrke i, at man lettere deler viden (men får mindre motion!). Omvendt giver det kolossalt mange forstyrrelser, når der kommer nogen for at tale med andre - og det gør der tit. Det er meget belastende. Vi har også kontorer med 4 personer. De er en del større og kunne meget let deles op i mindre rum med lette skillevægge, uden at der blev behov for mere areal og dermed større leje (jf. annes kommentar).

Sidder i storrumskontor med ca. 15 arbejdsstationer og hver uge er der diskussioner og konflikter om åbne vinduer og tændte radioer - det er ikke fordrende for produktiviteten.

Det kan så undre, at mange djøfchefer er fortalere for storrum

Jeg har selv den blandede fornøjelse af at sidde i et storrumskontor. Jeg kan ikke svare på, om jeg ville have færre sygedage, hvis jeg havde mit eget kontor, men jeg ville nok blive mere effektiv.
Konstant larm fra kollegers samtaler og afbrydelser hører til dagens orden. Og hvis det skulle være et argument for storrumskontorer, at folk holder øje med hinanden og at der dermed tales mindre (også privat), så kan jeg hermed aflive denne myte!
I øvrigt er det et pudsigt sammenfald mellem to af de stressfaktorer, der nævnes i artiklen: ’tidspres/mange deadlines’ og ’mange afbrydelser i løbet af dagen’. Muligvis kan man slå to fluer med ét smæk, ved at begrave storrumskontorerne. Personligt ville jeg stresse mindre over deadlines og nå mere, hvis jeg ikke skulle lægge øre til kollegers chit-chat.

Ja, sjovt nok så har DJØF-cheferne ofte selv eget kontor. Storrummenes mange fordele og glæder gælder kun ikke-chefer. DJØF-cheferne "ofrer sig" og tildeler sig selv eget kontor.

Der er for mig at se fire hovedfaktorer bag storrumsbølgen i den offentlige sektor:

1. Det hele startede med et ønske om at kopiere Oticon-modellen, uden egentlig at forstå, at modellen var baseret på projektorganisation, og at fordelene ved storrumskontoret udebliver, når kontorets 'beboere' ikke har et naturligt, dagligt og tæt koordinationsbehov,
2. Det offentlige har indført en bevillings-takstmodel, som indebærer, at bruger man mere end standard-arealet og standard-kvadrameterprisen, skal organisationen selv hive penge op af lommen ved at skære på andre aktiviteter (hvilket er en uomgængelig konsekvens af de stigende ejendomsskatter og ejendomsprisernes himmelflugt),
3. Når Finansministeriet får 'en god idé', bliver det til en policy, der bistået af Rigsrevisionen/kommunernes revision bliver spredt lige så elegant og intelligent som med en damptromle - uden hensyn til afvigelser fra præmisserne for den vedtagne policy,
4. Helhedstænkningen har vanskelige kår fordi ingen - hverken chefer eller medarbejdere fra top til bund - ønsker at blive stemplet som 'øv-bøv'er'/bagstræberisk. Det koster i det lange løb på karriere og spændende opgaver.

Så selv om denne nylige undersøgelse kun bekræfter, hvad NFA og andre har sagt gennem flere år, så skal man nok ikke regne med, at pølse-maskinen levner plads til mere end de umiddelbare og let-forståelige økonomiske rationaler - kvadratmeterpriser. Der går nok yderligere nogle år før sygefravær, trivsel og arbejdsmiljø og omkostningerne hertil bliver taget med i regnestykket og får indflydelse på takst-modellen.

Det bør skrives ind i FN's menneskerettighedserklæringer, at alle ansatte på alle arbejdspladser i hele verden har ret til at fravælge et åbent kontorlandskab og få sit eget enmandskontor.

I ligestillingens - og anstændighedens - navn bør det selvfølgelig ikke hedde enmandskontor men fx enkeltpersonskontor/enpersonskontor.