Karrierekvinde på trods

8.6.2011

af

Som headhunter er Inge Berneke både tæt på kvindeligt talent og kvindelige bekymringer i forhold til karrieren. Det ærgrer hende, at så mange danske kvinder bliver spillet af banen af samfundets normer eller sig selv, inden de når topposterne.

I sit første lederjob fik Inge Berneke et karriereråd af sin chef. Det handlede om, at hun skulle se nogle flere fodboldkampe. For på den måde kunne hun bedre gøre sig gældende i dialogen på arbejdspladsen. Inge Berneke fulgte ikke rådet, men endte med at skifte job. Nu, nogle år efter, har hun skrevet en bog med titlen ’Kvinde kend din karriere’. En bog, der fortæller kvinder – og de mænd, der læser med – om, hvad der egentlig betyder noget, når man går efter en toppost. Om de strukturer, normer og værdier i samfund og virksomheder, der påvirker kvinders karriere, og om de valg, der gør en attraktiv på jobmarkedet – eller det modsatte.

Inge Berneke var træt af at høre kvindernes manglende lederposter forklaret med forskelle i biologi. Træt af en debat, der lagde fokus et forkert sted.

”Den danske debat handler meget om kvoter og kvinder i bestyrelser. Men problemets rod er, at vores samfund er forankret i nogle strukturer og normer, som giver karrierekvinder en minoritetsstatus og gør det svært for kvinder at følge karrieren til dørs. Vi skal flytte fokus til talentet og til de prioriteringer, der afgør kvinders valg. Og til de urealistiske forventninger, som nogle kvinder har,” siger hun.

Inge Berneke er 40 år og uddannet cand.scient.pol. Hun har en MBA fra INSEAD og har tidligere arbejdet i Udenrigsministeriet og i teleselskabet Orange i både London og København, før det fusionerede med Telia. De sidste fem år har hun været headhunter eller rekrutteringskonsulent, som hun foretrækker at kalde det, hos det schweiziskejede rekrutteringsfirma Egon Zehnder International. I kraft af sit job har hun både indsigt i og indflydelse på, hvem der får tilbudt de tunge poster i dansk erhvervsliv. Hvilket jo sjældent er kvinder. For Danmark har et af de mest kønsopdelte arbejdsmarkeder i Vesten.

Konsulenten og forfatteren tager imod i sit hjem på Østerbro. Her er udsigt over de københavnske tage, og eftermiddagssolen falder gennem store ovenlysvinduer ind på stuebordet, hvor djøfbladet, Børsen og Berlingske Nyhedsmagasin ligger side om side med Cover og Eurowoman. På en bred tagterrasse står en blå barnevogn. Den tilhører Ellen, Inge Bernekes ti måneder gamle datter, som hun har med en tidligere kæreste.

Da interviewet starter, bliver Ellen passet hos sin ven Knud – en privat pasningsordning i mangel af vuggestueplads, forklarer hun og rammer dermed ned i en af de centrale pointer i hendes bog.

Tidlige valg stopper karrieren

Danske kvinder er nemlig dobbelt udfordret karrieremæssigt. I første omgang fordi vores valg af retning i skolen ofte sender pigerne ud på et sidespor.

”Når man er 15 år, ved man af gode grunde ikke, hvad der vil være det gode valg om 20 år. Mange piger kommer til at lukke nogle døre, fordi de vælger efter, hvem der er forbilleder i medierne og blandt deres veninder, hvilket typisk er en kreativ designer eller journalist,” lyder det fra Inge Berneke.

Og så er der jo altså et stykke vej til et chefjob i industrien og økonomisk tryghed på den lange bane.

Den næste store udfordring er de sociale normer og det sociale system.

”Vi har børnepasningsmuligheder og lang barsel. Det er vi glade for, men det er også blevet en spændetrøje. Systemet er ufleksibelt, institutionerne lukker klokken 17, og det er uforeneligt med at have et toplederjob, hvor man måske har et internationalt ansvar og derfor må have samtaler med ansatte, kunder og kolleger i Kina og USA. Samtidig er der skabt en konsensus om, hvad det gode moderskab er. Og det er ikke at have en au pair til at klare logistikken, men selv at gå tidligt fra arbejde. Danmark er meget homogent. Og det er svært at skille sig ud – socialt og logistisk. Man bliver udsat for en meget negativ diskurs,” siger Inge Berneke.

Har du selv oplevet det?

”Den preller af på mig. Jeg ville aldrig kunne klare mig uden min au pair Faye, der redder mit liv hver dag. Hun henter Ellen og hjælper mig i ulvetimen med at lave mad. Kvinders største udfordring er den dårlige samvittighed, der bliver os påduttet fra alle mulige fronter.”

Ordene falder hurtigt med rigsdansk diktion. Stemmen har en dyb og rund klang, der dog får en skarphed, når talen falder på uhensigtsmæssige normer og strukturer.

Lever med at være minoritet

Inge Berneke trækker benene op under sig. Hun er helt hjemme i interviewsituationen, selvom hun jo normalt sidder i den modsatte rolle som den udspørgende. Hun er afslappet, velforberedt og professionel – selv her midt i sofaen med kaffekopper på bordet og barnevogn på terrassen. Og professionalismen var da også en af grundene til, at Lars Bo Jørgensen, partner i Egon Zehnders danske afdeling, headhuntede hende for godt fem år siden, hvor hun blev den første kvinde i firmaet:

”Inge har gennemslagskraft, hun er hårdtarbejdende og professionel,” siger Lars Bo Jørgensen, der vurderer, at Inge Bernekes ansættelse har betydet øget fokus på kvindeligt talent i rekrutteringsprocesserne – hvilket også efterspørges af klienterne.

Lars Bo Jørgensens egne holdninger til mangfoldighed er samtidig blevet flyttet i engagerede diskussioner med sin kollega. Inge Berneke lader nemlig sjældent en diskussion ligge. Hun tager på sig at bane vejen, at åbne andres øjne. Også her.

”Karrierekvinder går igennem flere faser. Den første fase er under uddannelsen: Det er den kønsblinde periode, hvor de oplever, at piger og drenge har samme muligheder. I næste fase kommer kulturchokket, hvor kvinderne bliver ramt fra alle sider: af logistik, af at være en minoritet, af tidsånden – det er ikke moderne at være hårdtarbejdende. Konsekvensen er, at nogle exitter. De vælger et alternativt forløb. Andre bliver, finder sig selv og lever med at være minoritet. Det har nogle tydelige fordele. Men også ulemper,” siger Inge Berneke med et eksempel fra sit eget liv.

”Som minoritet er jeg synlig, og folk kan altid huske mit navn. Men det kan også være pokkers ensomt. Det er vigtigt at have et godt netværk at trække på, så man altid kan gå hjem og ringe til nogle.”

Fra ledelse til øjenbetændelse

En af dem, hun ringer til, er hendes søster Eva Berneke, der er koncerndirektør i TDC, tidligere McKinsey-konsulent og mor til fire. De to taler sammen flere gange om dagen. Om alt fra lederudfordringer og samfundsstrukturer til øjenbetændelse. Eva Berneke betegner sin søster som: ”Loyal, reflekterende og med alderen mere kompromisløs.”

Inge er den yngste af tre piger. Som barn stod hun altid på tæer for at være stor nok til at komme med de andre. Eva var førstevælger i forhold til studieretning og blev ingeniør som faderen. Inges interesse og talent gik i en mere samfundsmæssig retning.

En dyd at være flittig

I hjemmet blev pigerne opdraget til at lære at klare sig selv. Til at uddannelse ikke bare var noget, de kunne falde tilbage på, men noget de skulle udnytte maksimalt. De lærte at tænke i internationale karrierer og at være pligtopfyldende, ansvarsfulde og flittige. Faktisk i en sådan grad at faderen var imod, da Inge som teenager blev tilbudt et job på det lokale bibliotek, fordi han var bange for, at arbejdsmoralen i det kommunale system ville smitte negativt af. Men teenagedatteren holdt fast. Hun insisterede på jobbet, fordi hun elskede litteratur, ”og så pakkede min far sammen,” griner hun kort, før hun bliver afbrudt af en lyd ved døren. Au pair-pigen Faye kommer ind med Ellen på armen. Hun pludrer og smiler til sin mor, der med kærlig stemme siger hej og beder Faye om at putte Ellen i bad, før hun drejer samtalen væk fra sin person og tilbage på samfundsstrukturerne.

”Tager du vores barsel, er den lang og skævt fordelt. Det starter en segmentering af arbejdsdelingen på hjemmefronten, hvor kvinden bliver familiens projektleder. Nogle kvinder resignerer – de vælger et freelanceliv eller et job i den offentlige sektor, hvor de kan gå tidligt. Andre får en au pair – og skal kæmpe mod andres misbilligelse. Jeg synes, det er ærgerligt, at man på den konto mister dygtige kvinder, der kunne bidrage til samfundet.”

Men er det ikke kvindernes eget valg? Mange synes, det er sent først at komme hjem til deres børn klokken 18?

”Jo, det er deres eget valg. Men i London og Paris arbejder folk til klokken 20. Og har også børn. Vi er forkælede i Danmark. Vi har haft fokus på os selv og vores behov. Jeg synes, det ville være fint, hvis vi også kunne tale om, hvad vi kan bidrage med til samfundet. Jeg tror på dyder som at være flittig og gøre sig umage. Det er ikke sexet at skrive om, men det vil jeg gerne have, det bliver. For det er spild af ressourcer, når en dygtig jurist exitter for at åbne en børnetøjsbutik. Og du bliver ikke bestyrelsesemne efter fem år som freelancekonsulent. Vi har i den debat, der har kørt, skabt nogle helt forkerte forventninger hos folk.”

Men det er jo især kvinder, der bukker under af stress. Det er vel ok at geare ned?

”De bliver stressede, fordi de bliver ramt af ufleksible strukturer. Af socialt pres og logistikpres. Jeg har i kraft af mit job lyttet med på mange diskussioner, og det er let at tegne et skræmmebillede af, hvor svært det er at organisere sig. Jeg brugte min barsel til at finde ud af, hvordan det kan hænge sammen for mig,” siger Inge Berneke, der arbejder 50-60 timer om ugen.

Hun retter sig op. Selvom den foregående generation af kvinder gjorde deres, er der stadig stier, der skal trampes ned. De nye karrierekvinder skal samtidig være rollemodeller, for dem er der få af.

”Damebladene skriver helst om kvinder med karrierer som kreative specialister eller et liv i den lettere kendisgenre. Derfor var damebladenes mest omtalte erhvervskvinde i 2009 desværre Anni Fønsby – hun er ikke nødvendigvis en god rollemodel,” siger Inge Berneke tørt.

Er du det?

”Nej … en rollemodel er en kvinde med stor karriere, fire børn og tid til at løbe maraton i sin fritid. Det kan jeg ikke leve op til. Jeg har gået en snørklet vej, der har givet mening for mig. Men det har taget mig flere karriereskift at nå hertil.”

Faye kommer ind med Ellen. Nyvasket og med fin sideskilning bliver hun sat i en klapstol. Efter et kort og højlydt ophold kommer hun hen til sin mor, der giver en flaske og taler videre.

”Både samfundet og virksomhederne skal give plads til, at der er flere måder at være mødre og karrierekvinder på. Og kvinderne selv skal vælge med åbne øjne og acceptere, at ethvert valg også indebærer et fravalg.”

Hvad har du selv valgt fra?

”Jeg har valgt den store familie med fire børn fra. Jeg vidste det jo godt, da jeg tog på INSEAD som 29-årig. Men det har nu heller aldrig været min drøm at sidde med en stor familie omkring langbordet. Jeg har altid ønsket at få børn, men jeg vil gerne være familie på den lidt alternative måde. Jeg tænker ikke på de børn, jeg ikke har fået, men er glad for hende, jeg har.”

Hvad er dit karriereråd til din egen datter?

”Hun skal bare være glad. Jeg vil ikke tvinge karriereambitioner ned over hende. Men jeg vil gerne give hende det råd med på vejen, at man ikke bliver god til noget, hvis man ikke gør sig umage. I privatlivet og i arbejdslivet.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet