Skal Mubaraks efterfølger være en kvinde?

24-05-2011
1 min.

Den første kvinde har meldt sig i kapløbet om at efterfølge Hosni Mubarak på posten som Egyptens præsident. Det drejer sig om den 49-årige Bothaina Kamel, der blev landskendt som vært på programmet Night Confessions – en slags egyptisk svar på Mads & Monopolet – hvor egyptere ringede for at få gode råd om alt fra dumme søskende, arbejdsløshed og fattigdom til seksuelle frustrationer og korruption. Bothaina Kamel siger selv, at hun vil være en oplagt præsident, da hun i modsætning til mange af de andre præsidentkandidater kender til den almindelige egypters liv og problemer. Bothaina Kamels konkurrenter til præsidentposten bliver med stor sandsynlighed blandt andet den tidligere chef for Det Internationale Atomagentur, Mohammed ElBaradei, og generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, som ifølge nogle meningsmålinger er favorit til at vinde præsidentvalget, der bliver afholdt senere i år.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.