Ambitiøs og bange for at fejle

31.5.2011

af

Mange ambitiøse og dygtige medarbejdere spænder ben for sig selv, fordi de er bange for at tabe ansigt, hvis de fejler. Derfor låser de sig fast i rutinearbejde og bremser dermed sig selv i personlig vækst, viser forskning fra Harvard.

De dygtigste fagfolk viger ofte fra at tage favntag med nye udfordringer. De er vant til, at ting kommer let til dem, og derfor tager de ofte afstand fra opgaver, der forpligter dem til at lære nyt. For tænk nu, hvis de fejler!

De har et selvbillede, som succesfulde fagfolk, og det skal der helst ikke rokkes ved. Det viser forskning fra Harvard Business School. Her har professor Thomas J. DeLong og psykiater Sara DeLong fulgt 600 fagfolk og ledere gennem 35 år.

Spænder ben for sig selv

Mange af de ledere, de to forskere har fulgt, vil hellere gøre de forkerte ting godt end at gøre det rigtige dårligt, lyder det fra de to forskere. Det er bare ærgerligt, for det betyder, at de ikke udvikler sig, som de kunne, og det betyder også, at de faktisk ikke får de helt store succesoplevelser, som gør det sjovt at arbejde, konkluderer de to forskere.

Det er også virksomhedens skyld

Men selvfølgelig ligger frygten for at fejle ikke bare hos den enkelte. Mange organisationer bærer ved til den tankegang, fordi de ikke belønner risikovillighed og nye måder at gøre tingene på. Som én leder siger: ”Min chef vil have innovation, så længe det bliver gjort perfekt første gang”.

Og mange afholder sig fra at kaste sig over nye og uprøvede udfordringer, fordi de netop bærer rundt på dårlige erfaringer fra tidligere, erfarer de to forskere. At gøre den rigtige ting, men måske ikke levere det ypperste resultat er næsten smertefuldt for de såkaldte ’high performere’.

Men tag dog chancen og udnyt din tid og dine evner bedre, lyder opfordringen fra Thomas J. DeLong og Sara DeLong. For det er det, der skal til for at gøre det rigtige rigtig godt. Så pyt med, at du fejler undervejs – for husk, at det kun er midlertidigt og en optakt til at præstere endnu bedre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet