Nye indsatser for ledige akademikere

27.4.2011

af

Både Regeringen og Københavns Kommune sætter fut under akademikerkampagner, der skal skaffe ledige akademikere jobs i små- og mellemstore virksomheder.

Regeringen har afsat 42 millioner kroner til et nyt isbryderinitiativ, der over de næste to år skal styrke indsatsen for ledige akademikere.

Pengene skal bruges til at markedsføre akademikere overfor små og mellemstore virksomheder, til en udvidelse af videnpilot-ordningen og til kompetenceudvikling af nyansatte akademikere i virksomheder.

Tidligere på måneden kunne den såkaldte videnpilotordning ellers melde alt udsolgt, da hele budgettet for 2011 var opbrugt i løbet af årets første tre måneder. Med det nye initiativ har regeringen afsat yderligere 10 millioner kr. i 2011 til og 20 millioner ekstra i 2012 og 2013.

”Videnpilotordningen har været en meget stor succes. Vi ved, det virker. Ikke mindst i de helt små virksomheder, hvor en stor del af videnpiloterne ender med at blive fastansat. Vi mener, 30 millioner ekstra til ordningen over de næste tre år er et væsentligt bidrag til at få flere akademikere ud i de små og mellemstore virksomheder,” siger videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen til djøfbladet.

Djøf hilser det nye initiativ velkommen og kalder det en fornuftig investering.

”Det er godt, der endelig sker noget på området, det har vi presset på for i to år. Det er dog lidt uambitiøst, da de nye midler kun rækker til omkring 220 nye videnpiloter. Det ville være fornuftigt at smide endnu flere penge i ordningen, da staten samlet set tjener på, at nyudannede akademikere kommer i arbejde som videnpiloter,” siger arbejdsmarkedspolitisk chef i Djøf, Lars Munck.

København afsætter 33 millioner til ledige akademikere

Også Københavns Kommune har meldt sig ind i kampen mod den stigende akademikerledighed. Få dage før regeringens udspil lancerede kommunen et nyt initiativ rettet mod nyledige og langstidsledige akademikere. Kommunen har afsat 33 millioner over de næste to år til at hjælpe ledige akademikere i job.

Københavns Kommune har en særlig udfordring i forhold til akademikerledighed. Ifølge Københavns Kommune bor 32 procent af alle ledige akademikere i København, 42 procent af alle ledige dimittender, ligesom 22 procent af alle kommunens langtidsledige er akademikere.

”Vi skal have akademikere ud i de virksomheder, der ikke er vant til at have akademikere ansat, for det er her, der er et vækstpotentiale.  Vi har inviteret Djøf, DM og AC til en diskussion af, hvordan vi bedst løfter området og laver indsatsen. Samtidig vil jeg meget gerne have input fra netop Djøfs medlemmer , så vi får alle gode og nye ideer med. For mig er det vigtigt, at der ikke er nogen hellige køer, men at vi tør gå nye veje og gøre det, der virker. Der skal ske noget radikalt på dette område, hvis vi vil ændre udviklingen og skabe flere jobs,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev.

Djøf har længe argumenteret for, at der er behov for en særlig indsats i København, og udtrykker begejstring for det nye initiativ.

”Vi er glade for at akademikerledighed for alvor er kommet på landkortet i København. Vi ser meget frem til en dialog om, hvordan initiativet konkret skal udmøntes,” siger Lars Munck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet