Økonomisk hardliner takker af

6.4.2011

af

En lang karriere i offentlighedens søgelys er slut. Tidligere minister for skat og sundhed, Carsten Koch, går på pension. Han har ry for at være økonomisk hardliner… Og for at have et lunt og festligt gemyt.

”Vi voksne kan også være bange.
Og synge laaange, laaange bange sange…”

Landeplagen fra de sene 1970’ere gjalder gennem Mogens Dahls koncertsal på Islands Brygge. Normalt fylder klassiske toner den lyse koncertsal ud, men i aften står Carsten Koch på scenen. Han fortæller om sit liv og kobler historierne med sange, der passer til.

Den gamle sang om de voksne, der er bange for krig og atomtrusler, minder ham om de 20 år i kollektivet i Birkerød. Om gode år med fællesskab og diskussioner om stort og småt. Og hvor han, selv i årene som minister, måtte hjem og passe tjansen ved storgryderne, når det var hans tur.

De 200 tilhørere morer sig over Kochs anekdoter og mærker tilsyneladende intet til de kvababbelser, aftenens hovedperson har stået igennem forinden.

”Da jeg sagde ja til at komme, havde jeg slet ikke fanget, at det var en sangaften,” indrømmer Carsten Koch senere fra en mere tryg base: Direktørkontoret i Lønmodtagernes Dyrtidspension (LD) - på Søtorvet i København.

”Jeg synger sådan lidt bøvet og var bange for, at folk ikke ville synge med, så jeg skulle stå der og synge solo,” ler han.

Til dans med pantefogeder

Carsten Koch er ellers vant til at stå på podiet og fortælle. Men det plejer at være om investeringer, skat og andre økonomiske sammenhænge. Dengang i 90’erne, hvor Carsten Koch beklædte poster som først skatteminister og siden sundhedsminister i Nyrups regeringer, var han meget på landevejene, fx til revisorforeninger i provinsen.

”Jeg har en oplevelse af, at jeg lå højt på befolkningens tillidsbarometer i min tid som skatteminister, fordi jeg mødtes med folk og lyttede til, hvad de sagde,” siger han og erkender samtidig:

”Til gengæld fik jeg ikke så høj score derhjemme, fordi jeg aldrig var der.”

Ægteskabet holdt heldigvis, og især når Carsten Kochs kone, journalist Birgitte Erhardtsen, hjælper hukommelsen lidt på gled, kan han godt genkalde sig, at det var hårdt arbejde at tage ud til alt muligt. Men også med positive overraskelser ind imellem. Som dengang han skulle holde oplæg for en flok pantefogeder på Nyborg Strand.

”Efter mit indlæg var der middag og dans, og jeg tænkte ’suk’, så er jeg nødt til at blive. Men da jeg var færdig med talen og for første gang kiggede rigtigt ud over forsamlingen, opdagede jeg, at der stort set kun var kvinder i lokalet. Det blev en rigtig skæg aften, og jeg var nærmest ikke af dansegulvet. At være pantefoged er et typisk kvindejob, men det vidste jeg ikke dengang.”

På jagt efter jakkesæt

Det kom noget bag på den dengang knap 50-årige økonom og direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at Poul Nyrup ringede og tilbød ham posten som skatteminister. Han befandt sig ellers godt med at stå på sidelinjen og producere input og analyser til politikerne. Men når statsministeren ringer, siger man ikke nej.

Carsten Koch havde 1½ time, inden han skulle stille hos Dronningen, og måtte ræse byen rundt for at finde et mørkt jakkesæt til lejligheden.

”Jeg løb ind i den ene tøjbutik efter den anden. Med 20 minutter tilbage fandt jeg endelig et sæt og måtte få ekspedienten til at tape de lange bukser lidt op. Og så af sted til Amalienborg og mit første møde med dronningen.”

Siden blev det til flere fester med hoffet, og både han og ikke mindst hans kone syntes, det var ærgerligt, at han måtte gå som sundhedsminister kort før dronning Margrethes 60-års fødselsdag. Nu Birgitte havde købt kjolen og det hele.

Carsten Koch er i det hele taget kendt for at have et festligt gemyt. Et billede hans nære ven fra årerne i politik, Københavns overborgmester Frank Jensen, genkender:

 ”Som kollega og menneske har Carsten et lyst sind og let til latter – og med latter mener jeg: Det store grin. I et selskab er man aldrig i tvivl om, hvor Carsten er. Han er i festens epicenter, hvor han ikke venter på, at andre skal fornøje ham. Han underholder selv.”

Assistance fra Brixtofte

Som ny på Christiansborg var der meget at lære om at begå sig i politik. Carsten Koch havde ikke trådt sine barnesko i den lokale partiforening, og fra egne rækker var der ikke så meget hjælp at hente.

”Der er jo en hakkeorden i en gruppe, og det er klart, at gruppemedlemmerne forventer at blive ministre, så det er ikke altid populært, når chefen vælger en udefra,” konstaterer han.

Assistancen kom fra uventet kant.

”Peter Brixtofte tog enormt godt imod mig og fortalte, hvordan jeg skulle gøre med lovforslag og forhandlinger, og hvem det kunne være godt at tale med. Det var en kæmpe hjælp. Så kunne han godt stå på talerstolen og svine mine forslag til som de mest socialistiske tanker, men når vi mødtes i salen bagefter, havde vi det altid vældig hyggeligt.”

Godt klædt på til Skatteministeriet

Skatteområdet var Kochs boldgade.

”Fagligt var Skatteministeriet lige i øjet,” siger han og peger på retsopgøret med sælgersiden i 1980’ernes store selskabstømmersager som noget af det, han virkelig fandt spændende. Han læste intenst på sagerne og syntes, det var vældig privilegeret, at han kunne kalde kammeradvokaten og de fineste jurister ind og få dem til at fortælle så lang tid, han havde brug for.

”Måske er det en interesse, man skal være født med,” tilføjer han.

Samtidig syntes han, at der var et stort ansvar forbundet med at være minister for verdens højeste skattetryk.

”Jeg kæmpede for neutralitet i beskatningen og for at undgå for mange undtagelser og særregler. Men det politiske pres for, at enkeltgrupper skal have særlige vilkår, er stort. Om det så er kunstnere, vestjyske erhvervsdrivende eller medarbejdere, der får betalt en operation af deres arbejdsgiver. Er man ikke en hardliner og solidt økonomisk funderet, kan man let blive ført med af de gode viljer, og inden man har set sig om, er skattesystemet blevet kæmpestort og uigennemskueligt. Ja, og så får man også tæsk,” siger han om nogle af en skatteministers typiske dilemmaer.

Det røde flag

I koncertsalen er Koch halvvejs gennem aftenens program og har endnu ikke været tvunget ud i solosang. Det er tid til socialdemokraternes ’nationalsang’.

”Man synger den altså bedst, når man står op,” opfordrer han fra scenen. Stolene skramler, og snart efter gjalder det højt og klart under loftets hvidmalede bjælker:

”Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.”

At dømme ud fra antallet af pelse i garderoben er det ikke kun socialdemokraternes vælgerforening, der har trodset vinterkulden for at få en kulturel aften.

”Det var sjovt, at jeg kunne få folk med på netop den sang. Der var en virkelig god stemning, så jeg turde godt at bede dem om at stå op. Aftenen gik faktisk rigtig godt, selv om det ikke var helt ventet. På den anden side løber jeg heller ikke fra mine aftaler.”

På bagerste række i Folketinget

Efter 5½ år som minister fik Carsten Koch et midnatsopkald fra Nyrup. Med en fyring. Skønt de to år som sundhedsminister havde været noget mere besværlige end de gode skatteminister-år, kom fyringen som en overraskelse. Og blev aldrig rigtig forklaret, synes han. I bakspejlet kan han dog godt se, at der var nogle ømme punkter.

”Jeg fik aldrig etableret et rigtig godt forhold til amterne og havde nok lagt en anden strategi, hvis jeg havde vidst, at tiden blev så kort.”

Om vennens tid som minister siger Frank Jensen:

”Carsten er økonom med stort Ø og så stærkt fagligt funderet, at det nogle gange gav ham knubs i politik, hvor der også er andre hensyn at tage. Jeg tror godt, man kan sige, at han aldrig blev en fuldblodspolitiker. På den anden side skal der også være plads til, at en ressortminister holder fast i sin faglighed.”

Efter fyringen fulgte et halvt år på bagerste række i salen, og i august 2000 forlod Carsten Koch Folketinget for at blive direktør for Danske Invest. Her var han i otte år, indtil daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udpegede ham til formand for regeringens skattekommission i et år. Nu kom Kochs hang til faglighed fremfor politisk spin ham til gode og gjorde det legitimt for venstre-statsministeren at vælge en socialdemokrat til at lede arbejdet.

I skattekommissionen blev det igen Kochs mærkesag at sikre ensartet beskatning. Og han er godt tilfreds med resultatet.

”Vi fik sat marginalskatten, den mest forvridende skat, ned. Det finansierede vi ved at eliminere andre forvridninger, der ikke var noget rationelt belæg for, fx momsfritagelser,” forklarer han.

Et af kommissionens mest voluminøse forslag var beskatningen af byggegrunde. Et forslag, der afstedkom nogen bølgegang i selskabet By & Havn, hvor Koch samtidig var bestyrelsesmedlem.

”Ja, jeg kan huske, at de var ret rystede, da jeg kom til det næste bestyrelsesmøde. Det er jo et selskab med en masse areal, der skal sælges, og forslaget kom til at koste dem 600 mio. kr. på bundlinjen. Men jeg er da formand for bestyrelsen endnu,” ler han.

Lyserød fri-tænker

Tiden i politik er slut, slår han fast. Men interessen for økonomisk politik er intakt, og Koch er meget optaget af landets aktuelle økonomiske problemer og deres løsning. Hverken regeringens eller oppositionens bud overbeviser ham. Hans eget parti ”går ikke helt nok til den,” som han udtrykker det og mener, at vi bliver nødt til at kombinere besparelser med et større arbejdsudbud.

”Reduktionen af dagpengeperioden er desværre nødvendig, og efterlønnen bliver vi nødt til at udfase. Selvfølgelig skal vi fastholde ordninger for de nedslidte, men vi kan ikke beholde efterlønnen, som den er i dag. Vi skal jo have tilstrækkelig med arbejdskraft til at sørge for de dårligst stillede i fremtiden.”

Han er tidligere blevet kaldt en lyserød socialdemokrat. Spørgsmålet er måske, om han overhovedet er socialdemokrat mere?

Det er ikke første gang, emnet er oppe at vende.

”Engang da vi sad i regeringen og rystede i bukserne over dårlige meningsmålinger, sagde Auken: ’Dig? Du kan da tage det helt roligt. Hvis der kommer en borgerlig regering, fortsætter du jo bare som skatteminister.’ Haha. Men ja, jeg er socialdemokrat, blot er jeg for tiden lidt skeptisk på det økonomiske område. Men jeg er altså også for meget fritænker til at forestille mig, at en socialdemokrat skal reproducere alt, hvad partiledelsen udstikker. Det ville ikke være godt. Og på andre områder er jeg helt på partiets linje.”

Regeringens økonomiske stil er han heller ikke imponeret over.

”Naaajh. Det er mere kompliceret end som så. Regeringen har spildt mange chancer og været alt for uambitiøs i forhold til Danmarks fremtid. Det er ikke nok at lave studiekreds med Vækstforum. Og så er det meget forkert at skære ned på uddannelsesområdet, her skal vi satse meget mere,” lyder skudsmålet.

Om lidt bliver her stille

Om få uger stopper Kochs aktive erhvervskarriere. Han har lagt sidste hånd på et oplæg til sin bestyrelse om, hvordan LD med tiden skal afvikles. ’Et gravskrift’ kalder han det.

På Islands Brygge lakker sangaftenen også mod enden. Hovedpersonen har talt sig varm og fortæller nu om sit venskab med Svend Auken, som han tit og ofte savner. Aftenens sidste sang er dedikeret til Auken, fortæller Koch, inden forsamlingen trækker luft ind og istemmer Kim Larsens bevægende tekst:

”Om lidt blir her stille.
Om lidt er det forbi.
Fik du set det, du ville?
Fik du hørt din melodi?”

Et øjeblik er der stille i salen. Så kommer bifaldet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet