Et hus fyldt med dans

9.2.2011

af

Dansen giver antropolog Anne Bregenov-Larsen en vej ind til forståelse af Brøndby Strands mange forskellige befolkningsgruppers ønsker og behov.

”Et drømmejob,” siger den 32-årige antropolog Anne Bregenov-Larsen.

Siden 2009 har hun været ansat som kulturkoordinator i Brøndby Kommunes funklende nye kulturhus, Brønden, der er skabt på baggrund af Brøndby Strands mange forskellige beboergruppers ønsker. Uanset etnicitet og religion var et af høringsrundernes gennemgående ønske for husets rum og aktiviteter dans!

Anne Bregenov-Larsens arbejde består i at koordinere kulturelle projekter, udstillinger og aktiviteter – herunder dans. Børneballet og MGP-dans, hiphop, Bolly-wood-dans og folkedans fra hele verden. Også zumba er på plakaten.

”Det har trukket borgerne til. Huset er blevet mødested for områdets mange unge med vidt forskellig etnisk baggrund. Der går ikke en dag uden, at en ung kommer og spørger, om de ikke kan få job her i huset. Det er blevet et cool sted at komme.”

Anne Bregenov-Larsen var med længe før, kulturhuset blev en realitet. Som studerende blev hun i 2004 ansat til at evaluere kommunens kvarterløftsprojekter, og i 2008 skulle hun afslutte et andet kvarterløftsprojekt. Derefter gik turen videre med planlægningen af Brønden, som åbnede sidst i 2009.

”Uddannelsen som antropolog er meget teoretisk. Det udførende er udfordringen. I Brønden skal jeg bruge alle de mange teorier til at sætte det hele ind i en sammenhæng; forsøge at forstå brugeren og brugerens behov og formidle det videre i det kommunale system. Blandt andet ønsket om at danse. Erfaringen er, at dansen er meget velegnet som integrerende og inkluderende faktor. Alle kan være med uanset køn, alder, sprog og etnicitet. Og dans er sjovt.”

Hvilken plads har dansen i kulturhuset Brønden?

”Da vi åbnede i efteråret 2009, ønskede borgerne at bruge deres nyerhvervede fælleslokaler til dans. Et eksempel var, da to unge piger begyndte at undervise i børnedans hver lørdag: Det har trukket mange af de såkaldt foreningsløse børn og unge ind i kulturhuset. De børn, som ellers – groft sagt – render lidt rundt uden mål og med i det nærliggende Brøndby Centrum. Aktiviteten har helt sikkert bidraget til, at Brønden vandt Justitsministeriets kriminalpræventive pris i 2010 – inden huset fyldte et år.” 

Kulturhuset Brønden er også et bibliotek. Hvad betyder det for dig?

”Bøger er en helt masse små verdener, man kan få indblik i. Bøger er kulturbringere. Jeg fordyber mig gerne i verdenslitteraturen, men kan også lide dansk litteratur. Jakob Ejersbos bog ’Revolution’ slugte jeg på en uge – det er altså hurtigt, når man har et lille barn på to år derhjemme.”

Danser du selv?

”For tiden danser jeg en helt masse med min datter på to år. Jeg har tidligere både gået til ballet, mavedans, salsa og hiphop, og jeg skal snart i gang igen. Det er sjovt og rigtig god motion.”

Hvad betyder mødet med andre kulturer for dig?

”Min far er etnograf, og min mor studerer russiske bønder. I mit barndomshjem kom mennesker fra hele verden: Indien, USA, Rusland. Siden har jeg gået på gymnasiet i Marseille, læst i Brighton og skrevet mit speciale i Bosnien-Hercegovina. At opleve andre kulturer har altid været en del af mit liv.”

Hvad er antropologi for dig?

”Antropologi er forståelsen af, hvordan sociale fællesskaber kan opstå og udvikle sig og desværre også ødelægges. Jeg skrev fx speciale om, hvordan unge bosniere kæmper for at skabe sig en tilværelse i et krigshærget land – faktisk er dansen en måde at glemme den ofte håbløse hverdag på.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet