Djøf mener

Globalisering er et af de forslidte ord fra det sidste tiår eller mere. Ingen ved præcist, hvad der egentlig tales om, når globaliseringen kommer på banen. Men efterhånden er vi klar over, at det bl.a. handler om vores evne til at komme i kontakt med hinanden i løbet af sekunder jorden rundt, om vores muligheder for at købe varer fra steder og lande, man tidligere kun havde hørt om i Eventyrernes Klub og om vores lyst til at rejse både til møder og på ferie fjernt fra vores eget kontinent eller hjemlige strande.

Det har ændret verden, og det fører både negative og positive ting med sig. De negative ser vi i, at arbejdsopgaver og arbejdspladser flytter bort, og i at andre øver stor indflydelse på, hvordan vi indretter os. Ikke fordi de formelt kan bestemme over os, men fordi de med deres handlinger påvirker de vilkår, der er for vores beslutninger. Disse umiddelbart negative virkninger kommer helt af sig selv.

Omvendt med de positive virkninger. Det, at vi har fået verden som vores hjemmemarked. Det, at vi med vores indsats kan påvirke vilkår for samhandel og sameksistens. Her skal vi yde en indsats, vi ikke har prøvet i så stor målestok før, hvis gevinsterne skal hentes hjem. Vi skal i langt større omfang være ude på verdensmarkedet for at brede spændende produkter og ydelser ud og dermed bidrage til indtjening og produktivitet hjemme.

Vi skal i langt større omfang være med til at løfte niveauet for og kvaliteten af de beslutninger, der træffes internationalt, og som kommer til at få betydning for os og mange, mange andre.

Hvis disse positive sider skal høstes, skal der være mennesker, der tager ud i verden – ikke bare for sig selv, men så sandelig for os alle sammen. Det gælder forretningsfolk i bred forstand, det gælder forhandlere og politikere, og det gælder videnskabsfolk og studerende. Vi skal være ude for at gøre os gældende og for at suge til os – blive bedre og dygtigere.

Heldigvis er der mange, der gerne vil lægge ryg til, at det danske samfund får del i gevinsterne. Men desværre er vi andre alt for dårlige til at sætte pris på deres indsats – både mens de er ude, og når de kommer hjem. Vi bliver langt bedre til som samfund at høste gevinsterne, hvis vi har kolleger, som selv kender forholdene ude, til at trække resultaterne ind i danske sammenhænge. Vi må derfor blive langt bedre til at modtage dem, når de – og deres familier – vender hjem.

Rigide regler, hjemlig bedreviden eller almindelig dovenskab spærrer for de gevinster, vi skal opnå. Og så sidder vi tilbage med kun de negative sider af globaliseringen. Vi kan selv vælge.