Grækenlands vej ud af euroen

19.10.2011

af

Hvis Grækenlands økonomi skal reddes, bliver de nødt til at træde ud af eurozonen. Det mener en af Tysklands førende økonomer. Der skal så drastiske handlinger til, at det kun kan lykkes, hvis valutaen hedder drakme og ikke euro.

Der er kun en vej ud af krisen for det konkurstruede Grækenland. Og den vej fører landet ud af eurozonen. Det er ikke en nem vej, men det er den eneste vej, lyder den skarpe udmelding fra professor dr. Hans-Werner Sinn. Han er præsident for Institut for Økonomisk Forskning og direktør for Centeret for Økonomiske Studier ved Ludwig-Maximilians-Universität i München.

Grækenland har været insolvent siden den 28. april 2010, hvorefter hjælpepakkerne kom til.

”Insolvens betyder jo ikke en undergang. Insolvens er, at man får reduceret sin gæld og derefter kan komme videre med en mindre gæld. Det er en befrielse for landet. Spørgsmålet er, om det er nok,” lyder det fra Hans-Werner Sinn, der kun ser insolvensen som den ene del af problemet for Grækenland. Den anden del er den manglende konkurrenceevne, som er opstået, fordi store pengestrømme har gjort landet for dyrt. Et dyrt land eksporterer mindre, lønningerne stiger og forøger importen, forklarer han.

”Importoverskuddet skal fjernes. Der er ingen vej udenom. Et land, som er for dyrt, skal gøres billigere. Det skal devaluere. Det kan man så gøre inden for eurozonen eller uden for,” fastslår økonomen og fortæller, at det skønnes, at Grækenland er nødt til at devaluere med omkring 20-30 procent.

Erfaringerne fra Tyskland

”Hvis Grækenland gør det inden for eurozonen, bliver der en værre ballade med fagforbundene. De vil ikke acceptere, at lønningerne sænkes med 20-30 procent. Ethvert fagforbund vil kæmpe med næb og kløer for at fastholde niveauet. Det betyder, at landet bliver sat på noget af en prøve. Jeg tror ikke, det vil kunne lykkes. Prøvelserne er så store, at den devaluering, som er strengt nødvendig for at gøre Grækenland konkurrencedygtig igen, ikke kan lykkes i eurozonen,” siger Hans-Werner Sinn.

Sinn baserer sin holdning på Tysklands erfaringer tilbage i 1929-33. Dengang var tyskerne i krise, men måtte ikke devaluere på grund af Versaillestraktaten, der blev vedtaget efter 1. verdenskrig og gik ud på, at Tyskland skulle betale krigserstatning til de ramte lande. For at gøre Tyskland konkurrencedygtig igen var landet nødt til at indføre en spareplan. Følgerne af den var, at priserne faldt med 23 procent på de fire år. Lønningerne faldt med 30 procent. Hans-Werner Sinn forklarer, at de markante fald var tæt på at sende Tyskland ud i en borgerkrig, og derfor mener han ikke, det er en mulig kurs for Grækenland. Tyskeren henviser til, at den verdenskendte økonom Keynes netop brugte de tyske erfaringer til at udvikle og skrive en teori om, hvorfor en så kraftig devaluering ikke er mulig. Og økonomen Friedman, som normalt er på det modsatte økonomiske hold, står på det punkt på Keynes’ side.

”Fordelen ved at træde ud af eurozonen er blandt andet, at de græske firmaers gæld til bankerne også bliver omsat til drakme og dermed også bliver devalueret. Hvis Grækenland bliver i eurozonen, og vi tillader en proces, hvor alle priser og lønninger falder med en væsentlig procentsats, vil det føre til øget gældsætning hos virksomhederne. Aktiver, som fx bygninger, maskiner og hvad de ellers ejer, vil falde i værdi, fordi gælden forbliver i euro. Altså duer den mulighed ikke,” forklarer professor Sinn, der dog ikke mener, at de andre kriseramte eurolande bør gå samme vej. Italien og Spanien har et noget mindre underskud på betalingsbalancen sammenlignet med Grækenland og Portugal, som derfor også kunne komme i risikozonen, men ikke Spanien og Italien.

”Norditalien har den mest succesfulde økonomi i Europa, hvis man ser på BNP pr. indbygger. Så man kan ikke sige, at Italien ikke kan tackle deres problemer.”

Irland som eksempel

Den tyske økonom bruger også Irland som eksempel i sin argumentation for, at Grækenland kun kan reddes ved at devaluere. Irland har haft stor succes med det – dog inden for eurozonen, da der er et mindre underskud i Irland i forhold til Grækenland. Hans-Werner Sinn beskriver, hvordan Irland på fire år har haft stor succes med at sænke priserne og lønningerne, selvom det ikke har været let. Resultatet er, at landet i år har fået et overskud på betalingsbalancen. Økonomen vurderer, at Grækenland har omkring fire år til at devaluere 30 procent, og det er for meget til, at det kan foregå inden for eurozonen.

Økonomen mener ikke, eurolandene har handlet rigtigt, da de indførte den fælles valuta. Rentefordelen ved skiftet til euroen gav et boom i både den offentlige og private sektor, og pengestrømmen var enorm. Det gjorde investeringer mulige, som ellers ikke ville være mulige, og pengene blev brugt, næsten før de kom ind. Sinn mener, at hvis Italien havde brugt rentefordelen fra euroen til at nedbringe statsgælden, ville landet i dag stort set ikke have nogen gæld. Et andet problem er også, at landene er blevet mindre konkurrencedygtige med euroen. Priser og lønninger røg i vejret som med en katapult. Irland, Grækenland, Portugal og Spanien fik underskud på betalingsbalancen, og problemerne er kun blevet forværrede under finanskrisen.

”Disse lande står nu i en blindgyde, som de har svært ved at komme ud af,” siger Hans-Werner Sinn.

Krisen i tre faser

Institut for Økonomisk Forskning, hvor Sinn er præsident, har udarbejdet et løsningsforslag på euroens krise. Forslaget går på at dele krisen op i tre faser, der kræver forskellige løsninger: likviditetskrise, truende insolvens og insolvens.

”Hvis et land ikke er i stand til at betale sin gæld, kalder vi det en likviditetskrise. Landet skal have hjælp i det omfang, det har brug for midler. Ligesom Grækenland og Portugal. Men ikke på ubestemt tid. Kun i to år. Når det tredje år kommer, vil vi automatisk betegne det som en truende insolvens, hvis landet stadig ikke er i stand til at betale sin gæld. Ved den truende insolvens må landet mødes med sine kreditorer. Men ikke med alle. Kun med dem, hvis gæld aktuelt skal til at forfalde. Vi deler altså problemer ud i små stykker,” forklarer økonomen, der mener, at staten skal tilbyde kreditorerne et haircut på mindst 20 procent og højst 50 procent. Der skal så laves nye gældspapirer, som skal være sikret af samfundet i op til 80 procent. Fordelen er, at landene igen har penge at handle med, forklarer han.

”Det vigtigste er, at investorerne er med ombord. Det første lille tab dækker de selv. Samfundet dækker kun, hvis tabet bliver for stort. Det er grundprincippet i alle forsikringer. At der er en selvrisiko. Ud fra det grundprincip er vores forslag konstrueret.”

Hvis landet når til fase tre – altså en fuldkommen insolvens – mener professoren, at man er nødt til at lægge den samlede statsgæld på bordet og så få den afviklet.

Hans-Werner Sinn er for euroen, og han mener, at Tyskland skal blive i eurozonen. Allerhelst så han et Europas Forenede Stater efter amerikansk forbillede. Et Europas Forenede Stater med en fælles overbygning med flere økonomiske instrumenter at spille på, og som må have lov til at stifte gæld. Men hvor staterne selv er ansvarlige for den lokale gæld, og hvor de andre stater ikke kommer og hjælper, hvis en stat er ved at gå konkurs. Sådan er det nemlig i USA. Der må hver enkelt stat klare sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet