Børnenes sandhedsvidne

19.10.2011

af

Først slog hun sit navn fast som it-specialist og direktør. Så fortalte hun åbent om sin meget barske opvækst. Og nu forener Lisbeth Zornig Andersen sine erfaringer og kompetencer i posten som formand for Børnerådet.

Farvestrålende hynder, blomster og fyrfadslygter lyser op og får altanen til at skille sig ud fra de andre i bebyggelsen. Det er her, i Sibeliusparken i Rødovre, at Lisbeth Zornig Andersen bor.  Hun er 43 år og formand for Børnerådet.

”Jeg plejer at sige til mine gæster, at de skal gå efter den altan, der ligner noget fra Christiania,” ler hun i døren til den lyse lejlighed med kludetæpper på gulvet og børnetegninger på væggen. Hun har boet i det almene boligbyggeri i syv år og har ingen planer om at flytte herfra. For det er her, hun føler sig tryg – og dét er en følelse, Lisbeth Zornig Andersen værner stærkt om. Sikkert fordi tryghed var et afsavn i hendes barndom, gætter hun. En mangelvare i opvæksten, som gør, at hun pr. automatik slår sit indre alarmberedskab til i de fleste sociale sammenhænge.

”Jeg har en vagtsomhed i mig, der bunder i, at jeg dybest set er skeptisk over for andre menneskers intentioner. Jeg leder efter tegn på fare, for det er den måde, jeg har navigeret på som barn. For at klare mig måtte jeg spotte faren og forsvinde fra den,” fortæller Lisbeth Zornig Andersen, der godt ved, at det er dybt uretfærdigt at være så meget på vagt, fordi folk typisk vil hende det godt.

Siden hun blev udnævnt som formand for Børnerådet i efteråret 2009, har hun fortalt historien om sin opvækst til hudløshed. Om et barndomshjem med druk og vold. Om de tre ældre brødre, der endte som misbrugere. Og om hvordan hun en dag fik en seddel trykket i hånden af sin
geografilærer. På sedlen stod et telefonnummer til kommunen, og Lisbeth ringede selv, 12 år gammel, og bad om at blive fjernet hjemmefra.  

Sprang ud som tvangsfjernet

Der findes ikke mange stemmer i offentligheden, der har haft en barndom som hendes, og som fortæller om den.

”Som regel får man kun sådan et indblik gennem film eller bøger. Men jeg har en fænomenal hukommelse og kan i detaljer beskrive, hvad jeg tænkte og følte, når min mor var fuld eller faldt bevidstløs om på gulvet i en rus af alkohol og nervemedicin. Så jeg ser mig selv som en form for sandhedsvidne for de børn, der har brug for, at nogle forstår, hvad der foregår i deres hoveder,” siger hun.

Historierne om forsømmelsen i barndomshjemmet begyndte Lisbeth Zornig Andersen først rigtigt at tale offentligt om for et par år siden. Indtil da havde hun fordybet sig i sit arbejde som programmør og projektleder og senest direktør for it-virksomheden Specialisterne. Samt i familielivet med de fem børn.

Hun tror, det er en fordel, at hun slog sit navn fast i forretningsverdenen, inden hun sprang ud som tvangsfjernet barn.

”Jeg brugte 16 år på at gøre karriere, uden at nogen i erhvervslivet vidste, hvor jeg kom fra. Det har ikke været en bevidst strategi, men på den måde fik jeg skabt en platform på baggrund af det, jeg kan, og blev ikke set som offer eller som en, det er synd for. Jeg var fuldt integreret i erhvervslivet, da jeg sagde: ’I øvrigt skal I bare lige vide … ’. Så min historie dokumenterer, at det kan lade sig gøre at bryde mønstret, og at det kan betale sig at hjælpe udsatte børn.”

Omsorg – og uddannelse

At det lykkedes Lisbeth Zornig Andersen selv at bryde det belastede familiemønster skyldes nok flere faktorer. Dels det kloge hoved, hun er udstyret med fra naturens hånd – allerede i 2. klasse blev hun testet højt begavet, fortæller hun. Dels blev hun ’set’ af nogle voksne, der ville hende det godt. Først lærerne i skolen og siden en rummelig pædagog på den institution for udsatte piger, hvor Lisbeth endte, da hun langt om længe – og alt for sent efter hendes egen mening – blev fjernet fra sin mor.

Pædagogen, Karen, der også blev Lisbeths værge, holdt på, at de unge på institutionen skulle have en uddannelse. Et mantra, Lisbeth Zornig Andersen nu fører videre, fordi udsatte børn uden uddannelse alt for ofte gentager deres forældres dårlige mønstre som voksne.

”Vi må aldrig glemme at have ambitioner på udsatte og anbragte børns vegne, for uddannelse er vejen til at bryde med det, de kommer fra. Det er nærliggende at tænke, at anbragte børn bare skal have en masse omsorg og oplevelser, der ligner deres kammeraters – og det skal de selvfølgelig også. Men det er misforstået venlighed, hvis man forsømmer at påvirke dem til at tage en uddannelse. I dag får alt for få udsatte børn en uddannelse,” siger hun og henviser til statistikker, der fortæller den kedelige kendsgerning, at op mod hvert andet anbragte barn har mindst én forælder, der selv var anbragt som barn.

Kan lære alt

Selv valgte Lisbeth Zornig Andersen at gå på universitetet og læse polit. Ikke fordi makroøkonomi og sandsynlighedsregning tiltalte den 18-årige studine specielt meget, men fordi arbejdsløsheden var lav.

”Jeg ville bare ikke være arbejdsløs og risikere at blive afhængig af andre, det vidste jeg. Så jeg slog op i ’Hvad kan jeg blive’ og valgte at læse polit ud fra arbejdsløshedstallene og udsigten til at kunne tjene nogle penge,” siger hun og smiler. 

Ud over eksamensbeviset fik Lisbeth Zornig Andersen et andet vigtigt trofæ med sig fra studietiden: Overbevisningen om at hun kan, hvis hun vil.

”Jeg kommer aldrig til at møde noget, der er for svært til, at jeg kan lære det. Hvis man kan komme igennem et politstudie, så kan man lære alt.”

Hun ler, mens hun siger det, men det er tydeligt, at hun mener det. Studiet har i den grad været med til at booste hendes intellektuelle selvtillid.

Businesscase på børneliv

Og så gør uddannelsen, at hun i dag kan tale de udsatte børns sag fra både hjertet og hjernen. Fx når hun argumenterer for, at det kan betale sig i kroner og øre for samfundet at inddrage børn inden en eventuel anbringelse. I dag sker det kun i tilstrækkeligt omfang i 63 procent af sagerne, viser den seneste opgørelse fra Ankestyrelsen.

”Det går bare bedre, når børnene er blevet hørt. Sådan er det jo også for os andre. Tænk bare på arbejdspladser, der skal flytte fysisk, og de processer, de går igennem for at involvere og tilfredsstille medarbejderne. Det er da, fordi det kan betale sig, og på samme måde er der også en businesscase for kommunerne i at involvere børnene, fordi det øger sandsynligheden for, at anbringelsen bliver en succes.”

I det hele taget synes Lisbeth Zornig Andersen, at interesseorganisationer skulle blive bedre til at argumentere for de samfundsmæssige gevinster ved deres forslag. Og ikke kun tale ud fra de ’rigtige’ holdningers holdeplads.

”Det kan faktisk åbne nogle pengekasser, at man prøver at tænke fornuft og økonomi med ind. Og så kan man få taletid hos nogle af dem, der normalt får knopper af bløde og omsorgsfulde mennesker, der synes, alting skal være dejligt og godt, men ikke tænker over, hvad tingene koster. Så jeg tror klart, det er en fordel ikke kun at tale til følelserne, men også til fornuften.”

Trangen til at lykkes

Med en lang uddannelse og lederjobs på cv’et og sin nuværende gang blandt samfundets beslutningstagere er den blonde børnerådsformand med de lollandske rødder kommet langt væk fra sit udgangspunkt. Men helt ind i himlen vokser træerne alligevel ikke, for hun er mærket af sin barndom og har ar på sjælen, der ikke går væk.

Et af de drivankre, Lisbeth Zornig Andersen slæber efter sig, er manglen på selvværd. En følelse, som ofte overdøver den førnævnte erkendelse af, at hun kan lære alt. 

”Følelsen af, at jeg ikke er god nok, sidder dybt i mig. Det giver mig en trang til at præstere, for ved at præstere kan jeg opnå anerkendelse. Og så gør det, at jeg sætter mig detaljeret ind i alt, hvad jeg beskæftiger mig med. Angsten for at falde igennem eller blive taget i en fejl gør mig simpelthen myreflittig.”

Lisbeth Zornig Andersen mærkede også manglen på selvværd, da hun tiltrådte som formand for Børnerådet. Hvor alle hendes forgængere på posten har haft en tung børnefaglig ballast, kom hun ind som økonom og børnehjemsbarn. Skulle det nu være nok til, at hun kunne besætte sådan en post?

”Jeg mærkede, at der var en afventende holdning i børnebranchen. Og med min fornuft kan jeg godt forstå, at der var en skepsis over for, om jeg kunne løfte opgaven. Problemet er bare, at når jeg mærker sådan en usikkerhed omkring min person og min faglighed, så udløser det en usund adfærd hos mig. Jeg begraver mig dybt i arbejdet, for jeg skal bare kunne det hele ned til sidste decimal. Men der er helt klart en risiko for, at det tager overhånd og kommer til at overskygge andre områder i mit liv,” erkender hun.

På den anden side giver præstationstrangen også nogle fordele.

”Jeg kommer jo til at fremstå meget troværdig både udadtil og indadtil, fordi jeg kan mine ting. Og jeg er ikke i tvivl om, at branchen har accepteret mig nu og anerkender, at jeg kan fylde posten ud. Det kan jeg blandt andet mærke på alle de faglige foredrag, jeg bliver bedt om at holde, og de mange konferencer, jeg åbner.”

Kamæleonen Lisbeth

Et andet drivanker er fornemmelsen af ikke at høre til. Lisbeth Zornig Andersen føler sig ofte som gæst i nogle andres miljø. Som om hun med egne ord er blevet beamet ned fra en fjern planet uden den rygsæk af almen dannelse og indsigt i sociale spilleregler, som andre har fået med hjemmefra. Derfor har hun observeret og suget til sig – og kan efterhånden begå sig de fleste steder og tale ’sproget’ i alle samfundets forskellige lag.

”Jeg er nærmest som en kamæleon, der kan tage farve af de omgivelser, jeg er i,” siger hun.

Men skiftene er ikke gratis.

”Jeg elsker at være med, hvor beslutningerne træffes. Men det kræver meget af mig, for det er ikke min naturgivne tilstand at kunne begå mig i de sammenhænge. Det er noget, jeg har kæmpet for at lære.”

Og det kræver stadig daglige kraftanstrengelser at indgå i større sociale sammenhænge.

”Nogle gange skal jeg helt ned at suge grundvand, når jeg har været sammen med mange kompetente mennesker i længere tid. Det dræner mig for energi, fordi jeg ikke er formet til at passe ind i det miljø.”

De mentale batterier lader hun op ved at være sammen med sine mange børn, kæresten og en lille håndfuld meget gamle venner.

”Det bedste, jeg ved, er fredag eftermiddag, når alle er kommet hjem, og vi kan trække stikket ud. Så slapper jeg helt af og behøver ikke at være nogen.”   

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet