Professionernes stregspiller

8.9.2010

af

Stefan Hermann forlod sit job som vicedirektør på Arken for at tage sig af den prestigeforladte opgave: At sikre mere professionelle lærere, sygeplejersker og laboranter.

Når man spiller streg i håndbold, skal man være fysisk stærk, smidig og hurtig i sin spilopfattelse. Man har til opgave at få modstanderne væk, så bagspillerne kan bryde gennem forsvaret. Man skal skaffe sig plads, så man kan få gennemført et scoringsforsøg og havner derfor typisk i mange fysiske dueller. Danmarks yngste rektor er gammel stregspiller på ungdomslandsholdet. Det institutionelle lokale, hvor han har tilbragt flest timer, er omklædningsrummet. De fleste lørdage og søndage har han stået i haller, akkompagneret af dunk fra bolde og hvin fra gummisåler på lakeret fyrretræsgulv til en blandet lugt af sved og harpiks, friture og bølgende cigaretrøg fra kantinen.

De seneste år har Stefan Hermann dog gearet ned for håndbolden. I stedet er spillet blevet politisk og det institutionelle rum rektorkontoret på professionshøjskolen Metropol i Købmagergade i København. Kampen går på at sætte professionshøjskolerne på dagsordenen: At give uddannelser som lærer, sygeplejerske, pædagog osv. prestige og selvværd. Målet: Metropol skal være professionernes Harvard.

Kollektivt konkurrencemenneske

Stefan Hermann er uddannet cand.scient.pol. fra Århus og 38 år gammel. Han har været vicedirektør på kunstmuseet Arken, chefkonsulent i Undervisningsministeriet, er forfatter til flere bøger og artikler om uddannelsespolitiske og sociale problemstillinger og stiftede, mens hans studerede, Kulturselskabet Swung, der arrangerede operaforestillinger og historieoplæsninger i Århus. Han er opvokset i Skive i et akademikerhjem, hvor moderen var læge og faderen jurist og medlem af Folketinget for SF.

Det med at venstreorientering var frygtelig smart i 1970’erne, kan han ikke genkende.

”Jeg blev tit kaldt Røde, når jeg gik i byen,” siger han med sin Skive-diktion og den åbenhed, der følger med, når man ved, at man til enhver tid kan indlede et kontraangreb og vinde spillet på ord. Ikke at han gjorde det som barn. Der misundte han de børn, der fik sovs og kartofler og blev tørret om munden med en opvredet karklud af deres hjemmegående mødre. Han selv var en vild dreng, fræk, så han kom i OBS-klasse, hvor han blev specialist i at lave museterrarier. Men efter 8. klasse ændrede det sig, og han sad sidenhen i håndboldbussen med Weekendavisen og balancerede ubesværet mellem rollen som skridtkløende sportsmand og intellektuel, mellem at være socialistsøn og konkurrencemenneske.

”Jeg er kompetitivt anlagt. Men jeg siger ikke: ’Jeg skal vinde’, men: ’Vi skal vinde’.”

Jeg vil løfte velfærden

’Vi’ står lige nu for de cirka 1.000 medarbejdere og 10.000 studerende på professionshøjskolen Metropol, der er resultatet af en fusion af seks forskellige uddannelsesinstitutioner: CVU Øresund, Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse, Danmarks Forvaltningshøjskole, Den Sociale Højskole København, Frederiksberg Seminarium og Suhrs. Men i sidste ende står ’vi’ for samfundet.

”Jeg vil gerne bidrage til, at der sker et løft i vores velfærd. Det sker ikke ’bare’ gennem bedre styring eller flere penge, men fordi de mennesker, der har ansvaret for det, bliver dygtigere. Fremtidens samfund udvikles i relationen mellem lærer og elev. Det sagde jeg i et interview … og det var faktisk en god formulering,” fastslår Stefan Hermann.

Stefan Hermanns øjne glimter over selvrosen, som nogle måske vil opfatte provokerende.

”En defensiv lærerstand tør bare ikke sige, at de har verdens vigtigste job. Skolen er ikke bare et velfærdstilbud. Det er ti års frihedsberøvelse, som har en fundamental betydning for, hvordan det går mennesker i vores samfund! Jeg føler, jeg er kommet hjem til en sektor, der har optaget mig altid,” siger Stefan Hermann.

Sektoren skal vende røven den rigtige vej

Stefan Hermann er i sort slips, jakke og rødternet skjorte. Midt i sætningen rejser han sig op og pudser næse. ”Sommerforkølelse!”

Er det mon ikke allergi?

”Det nægter jeg at tro … men min far, der er pensionist, har faktisk fået katteallergi efter at have haft kat hele sit liv.”

Stefan Hermann lader sætningen hænge lidt, før han sætter sig og tager velfærdstråden op fra før:

”Jeg vil forandre en tilstand i samfundet. Vi vil ikke bare have flere penge, men et kompetenceløft. It’s a battle. Og at samle de mange forskellige uddannelsesinstitutioner i én er et rod. Men det er det, jeg gerne vil.”

Er den sektor, du repræsenterer, også klar til den kamp?

”Sektorens store udfordring er at vende røven den rigtige vej: Vende den indad, så man kan kigge ud og få fokus på omverdenen. Vi skal ikke bare underkaste os kortsigtende behov og lave det, der virker lige nu. Vi skaber det mest centrale led i velfærdssamfundet. Vi har sindssygt stor indflydelse, men vi skal være ydmyge over for, hvad det kræver, og blive bedre til at se, hvad vi er gode til, og hvad vi ikke er gode til.”

Den glemte sektor

Men der er lang vej endnu, understreger Stefan Hermann og smider et Oscar Wilde-citat på banen:

”We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.”

Da han tiltrådte som rektor for to år siden, ringede Metropols pressemedarbejder til flere aviser for at få ham omtalt i navnerubrikken. Ingen på redaktionerne syntes, at repræsentanten for en af landets store uddannelsesinstitutioner var en interessant historie. Udnævnelsen kom ovenpå en periode, hvor universiteterne havde fået milliarder til at gøre Danmark til videnssamfund. Professionshøjskolerne havde hverken fået milliarder eller en fortælling om, hvad de havde af betydning for Danmark. De havde bare fået en lov.

”Vi var den glemte sektor. En sektor, som er blevet tævet, men som måske også har været med til at umyndiggøre sig selv,” siger Stefan Hermann, og man kan næsten se spilleren skubbe sig frem til stregen og hæve sig op for at kaste en hård bold.

”Danmarks Lærerforening har ikke i tilstrækkelig grad stået vagt om lærernes professionalisme. Man har overfokuseret på de bløde sider i skolen og dermed fremmet spaltningen mellem alsidig udvikling og faglighed, i stedet for at sige at alsidig udvikling og faglighed hænger sammen,” fastslår Stefan Hermann.

Hjernedødt at skille menneskelig udvikling og faglighed

”For hvad sker der, når et barn knækker læsekoden? En horisontudvidelse af dimensioner. Pludselig kan man opsnappe ord på en spiseseddel, læse på tv. Barnet overskrider sig selv, får åbnet sine øjne. Det er viden, og det er almen udvikling,” siger Stefan Hermann.

Stefan Hermann slår i bordet og fortsætter:

”Men når det pædagogiske establishment taler om det hele menneske, kommer det nemt til at handle om at trække faget tilbage! Den tidligere statsminister sagde, at man har nedprioriteret fagligheden til fordel for at sidde i en rundkreds og sige: ’Hvad synes du selv?’ I virkeligheden siger de det samme – bare med modsat fortegn. Men det er hjernedødt at stille det op som et modsætningsforhold. Fag kan handle om andet end ranglister og præstation. Det kan være livgivende. Og det behøver ikke at være sjovt hele tiden.”

Stefan Hermann sigter på Grundtvig:

”Han stod for meget, blandt andet for det med, at ’han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kært’. Det er en banal bondesnu sandhed, at læring skal være lystbaseret. Men motivation er mere end lyst! Hvad kendetegner de store folkelige mobiliseringer? Kampen! Det handler også om ærgerrighed, slid − den bedste dueliggørelse er nu og da modstand.”

Hvad vil du i praksis gerne have, der skal ske på læreruddannelsen?

”En afgørende forskel på den danske og andre læreruddannelser generelt set er, at der bruges meget såkaldt normativ litteratur. Den pædagogiske forskning har været meget holdningsorienteret, men vi kan ikke bare gå rundt og være hele mennesker og ikke kigge på nye læsemetoder. Hvis man ikke har en stærk professionalisme, dyrker man en holdning eller værdi og står i afmagt, når omverdenen udfordrer. Derfor skal vi have forskning, som er relevant og tæt på praksis.”

Mere anvendt forskning

Han retter sig op, pudser sin ikke-allergi væk igen, uden at miste fokus og folder sin kæphest yderligere ud. Professionaliseringen er et issue for alle professionsuddannelser:

”Hvis vi ikke får mere anvendt forskning, så får vi en situation, hvor sygeplejerskerne sidder og læser endnu mere Foucault end i dag. Så angler de opad for at blive som akademikere. Men vi skal ikke alle sammen være akademikere. Professionsuddannede skal fra dag et møde mennesker, børn og syge. Det skal de gøre på et forskningstungt grundlag. Det er noget andet end akademisering.”

Stefan Hermanns egen akademiske baggrund fornægter sig ikke. Han citerer Grundtvig, Bourdieu og Foucault med en retorisk styrke, der også er brændt igennem i de medier, der for to år siden ikke ville omtale ham i navnesektionen. Han forholder sig til skoleledelse, faglighed og anbefalingerne fra regeringens rejsehold. Han er også kommet i Kraks Blå Bog og har fået flere priser – blandt andet German Marshall Memorial Fellowship, der tildeles ledere under 40 år, som har udvist enestående professionelle resultater. Stefan Hermann har opnået en vigtig synlighed:

”Mediekapital er vel politisk kapital. Og vi vil ikke bare stå som en institution, der kæmper mod besparelser. Vi vil arbejde for at gøre vores betydning og vores perspektiver kendt, og det kræver, at man stikker snuden frem.”

Hvad er de vigtigste resultater, du har skabt?

”Vi har fået skabt en god organisation, reduceret frafaldet, vi har fået akkrediteret nye uddannelser, fået styrket optaget og medarbejderne er engagerede i projektet. Når vi rekrutterer, sidder vi med et ansøgerfelt, der er ti gange stærkere end før. Folk synes, at vi rykker, at vi er synlige, at vi har et godt projekt. Og vi ansætter folk, jeg har mindreværdskomplekser over for. Vi er stadig alle sammen ’in the gutter’. Men retningen er rigtig,” siger Stefan Hermann, der, siden han trådte til, har arbejdet rigtig rigtig meget.

Hvad har du givet afkald på?

Stefan Hermann holder en længere pause end ellers, før han svarer:

”Jeg giver afkald på håndbold. Og pt. desværre også på skønlitteratur. Ikke så meget på de sociale fællesskaber. Jeg skåner ikke mig selv …”

Hans blik vandrer væk på en kort timeout igen, før han er tilbage på banen:

”Men jeg regner med at starte med at spille håndbold igen. Og selvom jeg arbejder meget, synes jeg, det giver mening. Jeg er mere optaget af, om jeg leverer resultater. Min drøm er, at i fremtiden, når man på Rigshospitalet spørger, hvor sygeplejerskerne er uddannet, og de så siger: ’Metropol’, så lyder det som Harvard. Næsten i hvert fald.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet