Hvad hvis krisen ikke slutter?

Finanskrisen ramte så hurtigt og så uventet, at hverken iagttagere, politikere eller eksperter nåede at komme på plads i deres vante positioner. George W. Bush – den på flere parametre mest højreorienterede præsident i nyere amerikansk historie – havde nationaliseret Wall Street, før nogen af kunne nå at spørge sig selv, hvad DÈT i grunden betød for højre-venstreaksen. Mens Obama – den på flere parametre mest venstreorienterede – sandsynligvis har reddet verdenskapitalismen fra kollaps!

Og to år efter? Refleksionerne er simpelthen udeblevet, både på venstrefløjen og højrefløjen. På højrefløjen har konservative ikke benyttet lejligheden til at understøtte deres skepsis overfor det ubundne marked – og liberalisterne har end ikke påbegyndt en diskussion af præcis, hvilke svagheder systemet må have haft, selvom finanskrisen burde have rejst svære spørgsmål om personligt ansvar, individuel frihed, statens rolle og markedets natur. På den yderste venstrefløj har man ikke fundet mange nye idéer, tilhængere eller muligheder – på trods af kapitalismens værste krise i 70 år.

Rent ideologisk burde krisen have givet manøvrerum til det moderate centrum-venstre, der i 30 år har følt, at man skulle lægge afstand til venstrefløjen og nu i stedet kan trække en kridtstreg mellem sig selv og markedstroen. Præcis dét ser vi i Danmark: Det program, S-SF har udviklet over de sidste 12 måneder, er i centrale henseender vitterligt mere venstreorienteret end noget, S har fremlagt siden 1982. Dét er en nyhed! Ville nogen i 2005 have overvejet muligheden af, at partiets nyvalgte leder Helle Thorning-Schmidt skulle stå for en rødere linje end Nyrup?

Men er denne ’re-ideologisering’ af centrum-venstre del af en international tendens? Et fænomen, der stikker dybere end retorikken? Noget, som vælgerne vil bakke op? Og som kan adressere krisen i en vis fart? Obamas erfaringer i USA giver ikke grund til optimisme for projektet: Han har, sine indlysende kompetencer til trods, ikke været i stand til at veksle kriseatmosfæren og sine modstanderes svaghed til noget, der ligner et virkeligt sammenhægende vælgerflertal om et virkeligt sammenhængende program. Først og sidst fordi de økonomiske problemer, han står overfor, har en så monumental karakter.

Hvis krisen er en tilstand, har politikerne misforstået situationen. De skal ikke vise, hvordan de vil afslutte krisen – de skal vise, hvordan de vil administrere samfund, der ikke indenfor overskuelig tid kommer til at opleve vækstrater som dem, vi (stort set) har været vant til de sidste 20 år:

Der er en vis sandsynlighed for, at den økonomiske udvikling over de næste årtier vil blive ustabil; der vil være forskel fra land til land, fra branche til branche og fra kvartal til kvartal. ”Krisestemningen” vil være asymmetrisk, simpelthen fordi nogle vil blive ramt ekstraordinært hårdt og andre slet ikke: I den forstand vil der ikke VÆRE nogen ’stemning’, nogen ’krise’, fordi vælgerne ikke vil opleve konjunkturerne på samme måde. Dette betyder også, at regeringer ikke vil have andet valg end at bevæge sig fra indgreb til indgreb, selvom mange af løsningerne er tvivlsomme (og selvom de mest effektive værktøjer ER brugt – fx rentesænkninger).

Og måske vil det økonomiske kaos blive spejlet politisk – når vælgerne hurtigt mister tålmodigheden med hver ny regering, som ikke kan opfylde løftet om at afslutte krisen.

Det er i givet fald en helt ny politisk virkelighed.