Eliterne har sejret

14.4.2010

af

Afstanden mellem de bedrestillede samfundslag og resten af befolkningen er blevet for stor, mener forfatter og journalist Lars Olsen, der er aktuel med bogen ’Eliternes triumf’.

Faaborg Kommune var engang en selvstændig kommune med eget rådhus, politistation, posthus og retsbygning. I dag er alle fire institutioner en saga blot, og snart kommer turen til Faaborg Sygehus. På bare ti år er Faaborg gået fra at være en købstad til en udkantsby.

Eksemplet er hentet fra forfatter og journalist Lars Olsens seneste bog ’Eliternes triumf’. Ifølge forfatteren er der sket en hidtil uset centralisering omkring de store byer og store enheder, som er udtænkt og gennemført af politikere, embedsmænd og eksperter. Samfundet domineres i stigende grad af storbyernes eliter, som lever afsondret fra den jævne dansker, mener Lars Olsen.

Du hævder, at den akademiske elite er blind over for visse samfundsproblemer, fx konsekvenserne af den store centraliseringsbølge, der er sket omkring de store byer og store enheder siden 2001?

”Det beslutningstagende og meningsdannede lag i samfundet lever et afsondret liv i forhold til resten af befolkningen. De bor i storbyer, ikke i provisen. De bor i ejerboliger, ikke til leje. Deres børn går i gymnasiet, ikke på erhvervsuddannelser. Det betyder, at mange almindelige menneskers problemer simpelthen ikke dukker op på deres radarskærm.

Et godt eksempel er bogen ’Den danske elite’, der er en af Magtudredningens publikationer. Selvom mine og deres tal viser samme tendens, så mener de tre forskere bag bogen, at der ikke er grund til at være bekymret på demokratiets vegne, da der ikke er noget elitært over det nuværende Folketing. Efter min mening forsøger forfatterne at nedtone det store samfundsproblem, at der på få årtier er sket en dramatisk ændring af rekrutteringen til Folketinget. I dag kommer langt de fleste fra storbyernes højere middelklasse, og der er kun få fra det store flertal af faglærte og ufaglærte. Forskerne er blinde over for, at en akademisk uddannelse ofte er adgangsbillet til mere privilegerede levevilkår end folk flest.”

Du er selv uddannet akademiker og kommer fra en akademisk familie. Hvad kan du se, som vi andre ikke kan se?

”Vores hverdagserfaringer har stor betydning for vores verdensbillede, det gælder også for mig. Mit forfatterskab er dybt påvirket af, at jeg boede 30 år på Nørrebro, hvor min datter gik på en indvandrertæt skole. Samtidig er min hustru kontoruddannet og ikke akademiker – det giver et andet blik på arbejdslivet.”

Mener du, at akademikerne med en tidligere LO-formands ord har ’sejret ad helvede til’?

”De bedrestillede klasser har sejret ad helvede til, og det er ikke kun et spørgsmål om akademiker eller ej. I bogens Capacent-undersøgelse af eliterne er en akademisk uddannet nyansat gymnasielærer ikke en del af eliten, men det er den højtlønnede politiske kommentator, som ikke har en akademisk uddannelse, men er journalist. Det afgørende er, om man tilhører det besluttende og meningsdannende samfundslag.”

Men kan man ikke betragte de mange års reformer som en lang irreversibel proces, som begyndte med, at folk flyttede fra land til by i 1950’erne?

”Det er en typisk elitær modernitetsforestilling. På den måde undgår storbyernes højere klasser at tage debatten, for hvem kan argumentere imod en udvikling, der er uundgåelig? Et klassisk hold kæft-bolche til den almindelige befolkning.”

Hvad mener du, man skal gøre for at modvirke tendensen?

”Man kan gøre flere ting. Det er vigtigt, at embedsmændene og eksperter får større respekt for andre faggruppers praksis forstået på den måde, at de skal indtage en mere lyttende attitude over for andre grupper i samfundet. Og så skal de ikke glemme, at de på mange måder lever i en mere privilegeret virkelighed.

Et godt eksempel er politireformen. Her vandt DJØF-fagligheden over politifagligheden. Der er alt for meget New Public Management-tænkning og ønsker om effektivitet over det. Og dermed glemte man, at opklaringen af de mange helt almindelige forbrydelser afhænger af tætte menneskelige relationer – mellem politifolkene indbyrdes og mellem betjentene og deres kilder blandt lokale kriminelle. Det overså djøferne.

Jeg er ikke forvaltningsekspert, men ser det som en styrke, at en forvaltning ikke kun består af djøfere. En skoleforvaltning kan fx med fordel bestå af både scient.pol.’er og oecon.’er og af personer med folkeskolelærerbaggrund, som har praktisk erfaring fra skolens hverdag.

Endelig er det afgørende, at partierne bliver bedre til at sikre en bredere rekruttering, når de skal finde kandidater til Folketinget. Over 70 procent af de yngre folketingsmedlemmer har en akademisk grad eller er i gang med en akademisk uddannelse. Her kunne jeg godt tænke mig, at særligt partiernes ungdomsorganisationer bliver bedre til at finde medlemmer uden for gymnasierne og de videregående uddannelser. Al erfaring viser, at hvis du er interesseret i politik som 20-årig, beholder du den politiske interesse livet ud.”

Men er politik ikke blevet så kompliceret, at det kræver en lang uddannelse for at kunne følge med?

”For mig handler politik om at kunne træffe valg på et oplyst grundlag, og det behøver man ikke en kandidatgrad for. Da jeg var Christiansborg-journalist i 1990’erne, var der ingen, der mente, at Henrik Dam Kristensen ikke var fagligt dygtig til at varetage sin post som fødevareminister, selvom han tidligere var landpostbud i Vorbasse. Og hvis man følger den logik, at man skal have en kandidateksamen for at blive en god minister, vil det så betyde, at man om et par årtier skal have en ph.d. for at være minister? Et godt eksempel på, at det ikke nødvendigvis er en garanti for kvalitet, er folketingsmedlem Nick Hækkerup, der har en ph.d. i jura, men som borgmester i Hillerød efterlod byen i økonomisk kaos.”

Hvad bliver konsekvensen, hvis der ikke sker noget?

”Man kan allerede se konsekvenserne nu. Der er sprækker i befolkningens opbakning til det politiske system. Fx viser undersøgelser, at befolkningens tillid til politikerne er blevet mindre i de nye store kommuner efter strukturreformen. Og i Vestjylland oplever Venstre i øjeblikket, at flere af deres partimedlemmer ikke ønsker at forny deres medlemskab. De er trætte af, at de offentlige institutioner flytter fra deres område. De føler sig ikke mere repræsenteret af Venstre, som plejer at stå for decentralisering og ikke centralisering.

Hvis Venstre ikke opfanger de signaler, vil de komme til at stå i en situation, som Socialdemokraterne oplevede i 1980’erne og 90’erne, hvor de ikke lyttede til protesterne fra partiets borgmestre på Vestegnen, der mente, at Socialdemokraterne førte en for slap flygtninge- og indvandrerpolitik. Det kostede mange vælgere til Dansk Folkeparti. Og tendensen med at almindelige mennesker mister troen på det politiske system, ser man allerede i andre europæiske lande. Det vil være naivt at tro, at det ikke også kan gå sådan i Danmark.”

Du nævner selv Dansk Folkeparti som et parti for almindelige mennesker, men det er samtidig dem, der har støttet regeringens centraliseringspolitik siden 2001. Hvad har det så hjulpet, at der er kommet andre faggrupper ind i Folketinget?

”Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti har mobiliseret ellers tilsidesatte samfundsgrupper. Og på nogle områder er de genuine repræsentanter for disse grupper, fx omkring indvandringspolitik og kulturpolitik. Men når det gælder centraliseringen og den økonomiske fordeling, handler de i åbenlys modstrid med deres egne vælgeres interesser. Det er vel også det, S og SF søger at udnytte – de er dog ikke konsekvente og gennemtænkte nok efter min mening.”

Hvis de akademiske politikere ikke varetager almindelige menneskers interesser, hvorfor bliver de så ved med at stemme på dem?

”På afgørende punkter lytter politikerne da også til befolkningen. De to store massepartier, Socialdemokraterne og Venstre, siger fra over for økonomernes ønske om en afskaffelse af efterlønnen. Og det samme kan du sige om indvandringen, hvor folketingspartiernes holdninger efterhånden er i overensstemmelse med befolkningens.

Men der er en slagside i, hvilke emner der kommer på dagsordenen. Almindelige menneskers problemer er længere tid om at komme på dagsordenen, end de problemer som forskellige segmenter af eliten definerer. Tag bare østarbejderne, der udkonkurrerer danske håndværkere med lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold – denne problemstilling har tydeligvis svært ved at nå de højtuddannedes radarskærm.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet