Sund fornuft, hvis JØP fusionerer

09-03-2010
1 min.

Læserbrev fra Lars Wismann, projektchef og direktør.

På generalforsamlingen d. 28 april 2010, kl. 1700, vil de ca. 40.000 medlemmer af JØP få muligheden for at beslutte, at der fremover skal være en række fordele for medlemmerne, som det er tilfældet i en række andre pensionskasser.

Lægernes pensionskasse driver således egen bank for medlemmerne. Her tilbydes billige privatlån, ejerboliglån og iværksætterlån. Pensionskassen gør det muligt for medlemmerne at iværksætte eller at købe den første ejerbolig (en vanskelig sag med en finansverden, der helst ikke giver lån). Det er sådan, at Danmark bringes fremad og sættes i arbejde. Der vil derfor blive stillet forslag om at fusionere JØP med Lægernes Pensionskasse og alle de andre store akademiske pensionskasser.

Igennem fusioner kan der opnås stordriftsfordele, og medlemmerne spares for mange penge. Kan vi spare blot 50% af administrationsudgifterne, er det ca. kr. 50 mio. årligt eller kr. 1.250/medlem. Når pensionskasserne fusioneres, hvilket er sund fornuft, kan man praktisere det medlemsdemokrati, som man kalder for JØPs varemærke. Det gør man bedst ved, at pensionskassens medlemmer vælger alle medlemmerne af bestyrelsen.



I dag har JØPs medlemmer ingen indflydelse på, hvem der er formand og næstformand for bestyrelsen. Det er en demokratiform, der bedst kendes fra Folkerepublikken Kina. Derfor gør din indflydelse gældende og mød op på generalforsamlingen den 28. april 2010. Læs mere på debatsiderne joep.dk/debat, hvor bestyrelsen opfordrer til dialog med medlemmerne.

Der er i pensionskassen opsparet ca. kr. 40 mia., og disse penge skal arbejde for medlemmerne hele livet og ikke kun om 30 år, når de går på pension. Indtil for nylig stod der på hjemmesiden, at JØP ledes 100% af medlemmerne. Sådan skal det være! Derfor mød op og gør din indflydelse gældende!

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.