"Signalgivning" - en ny politisk-juridisk disciplin

12.2.2010

af

Op af stolen - Christian S. Nissen.

”Ja – men vi vil sende et signal”. Det er stadig oftere den politiske begrundelse, når et påtænkt lovinitiativ bliver mødt med fagkyndige indvendinger.

Det kan meget vel være, at det pågældende område i forvejen er så rigeligt reguleret. Det er også muligt, at en ny påtænkt bestemmelse i praksis ikke lader sig håndhæve, at den strider mod hævdvundne retsprincipper eller, at dens genstandsfelt er så begrænset, at den ingen reel betydning vil få. Det er den slags argumenter fremsat af f.eks. Dommerforeningen, af erfarne advokater eller (hvad der i særlig grad kan få de politiske kropsvæsker i kog) kriminologer, som får politikere til at ty til signalgivning som begrundelse for ny lovgivning, når de løber tør for mere saglige argumenter.

Signalgivning kan på mange andre civile områder være en yderst nyttig handling. Vi rækker hånden ud, når vi på cykel svinger ind på en anden gade. Og færgen tuder, når den nærmer sig havnen, som et signal med to adressater, dem på kajen og vi der er om bord.

Netop denne dobbelte adressering gør sig formentlig også gældende i politisk signalgivning. Den ene er den version, som signalargumentet eksplicit hænges op på, når det bruges i en politisk debat. Der skal sendes et ”skræmmesignal” f.eks. til potentielle lømler og knivstikkere eller borgere, som går og planlægger et mord eller overvejer at gå ind i narkotikabranchen. Her sendes signalet som en præventiv advarsel så at sige til andre (dubiøse) skibe i havnen og til de svage sjæle inde på kajen. Hold jer af vejen eller på måtten, ellers bliver I ramt! Modargumentet om, at den slags præventive, politiske signaler næppe har nogen særlig effekt, vejer imidlertid ikke tungt blandt signallisterne.

Det skyldes, at signalgivningen først og fremmest har en helt anden målgruppe for øje. Nemlig vi lovlydige borgere – eller rettere sagt vælgere – ombord på samfundsskuden. Signalet er slet ikke en advarsel. Tvært imod, dets formål er at berolige os med, at vi er i gode hænder og på vej i sikker havn. I det politiske spil drejer det sig om at vise politisk lydhørhed og handlekraft eller om at kaste ved på det bål, som holder gryden med holdningsbearbejdning og meningsmålinger i kog. Selvom vi kun har set burkaer i tv-reportager fra Afghanistan og aldrig tænkt på, at det kunne udgøre et problem her i Danmark, så må der jo være noget om det, når en nuværende og en forhenværende justitsminister assisteret af en muslim-light udviser politisk (over-)mod og vil have den slags stoppet.

Her i landet er terrorens dødsofre heldigvis indtil nu en hypotetisk størrelse, men bombetrusler og øksesvingeri kan jo godt – stærkt hjulpet af en aktiv presse og ivrige politikere – sætte sindene så meget i bevægelse, at der kan hentes en politisk gevinst ved nogle yderligere bemyndigelser til politiet. Også selvom det indebærer, at der klippes en tå og hugges en hæl af nogle gamle retssikkerhedsprincipper, som de færreste helt forstår betydningen af.

Det er imidlertid ikke kun retsprincipper og sund fornuft, der lider overlast ved denne omsiggribende politiske signalgivning. Udover domfældte ejere af hobbyknive og de demonstranter, som under COP15 i december sidste år fik en kold omgang ”retten er sat” på Amagerbrogades asfalt, bør vore medfølende tanker også gå til de mange loyale embedsmænd, som er sat til at give signalerne et skær af jura, og deres kolleger i politi, anklagemyndighed og domstole, der skal anvende paragrafferne.

Hvor må det være svært at finde en grimasse, der kan passe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet