Så er der job i EU

12.2.2010

af

EU-institutionerne er ved gå ud i toppen. 50 procent af staben – mange af dem højtplacerede ledere – går af i de næste ti år. Der skal nye danskere ind hurtigt, hvis vi ikke vil tabe terræn på EU´s karrierestiger.

Udenrigsministeriet prøver i disse uger at lokke ikke mindst unge djøfere og djøf-studerende til at gå op til EU-ansættelsesprøve til foråret.

I dag er der 1,8 procent danskere blandt de fastansatte i EU’s institutioner. Det flugter ganske godt med vores befolkningsandel i EU. På ledelsesniveau ligger vi endnu bedre.

”Men det vil ikke vare ved,” advarer Søren Halskov, der er udstationeret i Bruxelles for at hjælpe med karrierespørgsmål i forhold til EU (find ham på eurepraesentationen.um.dk).

”Mange danskere i ledende stillinger kom ind i årene efter dansk indtræden i EF i 1973 og nærmer sig pensionsalderen. Der er brug for nye, yngre danskere for at sikre, at Danmark også fremover bliver godt repræsenteret på ledelsesniveau.”

Fastansættelse sker gennem ansættelsesprøver (concours). Næste prøve for generalister udskrives midt i marts. Hold øje med forberedelseskursus på um.dk. Der afholdes også indimellem prøver til mere specialiserede jobs. Følg med på EU’s personaleudvælgelseskontors hjemmeside eu-careers.eu.

Kommer man igennem, sættes man på en liste, hvorfra institutionerne plukker efter behov. Efter en prøvetid er man fastansat og kan gøre karriere inden for et bredt spektrum af politik-områder: I Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet, Domstolen med videre eller ude på en af EU´s mange repræsentationer rundt om i verden.

Sprogkravene er ikke uoverstigelige, understreger Søren Halskov.

”Man skal kunne arbejde på mindst et andet EU-sprog ud over sit eget. Flere sprog forbedrer dog chancerne for jobtilbud efter bestået ansættelsesprøve.”

Surf på EU agencies og find spændende jobs

I dag er der godt 460 danskere, heraf 270 akademikere, blandt Kommissionens over 23.000 ansatte. Parlamentet med 6.000 ansatte har godt 165 danskere, heraf 85 akademikere, overvejende lingvister. Rådssekretariatet med 3.200 ansatte har knap 60 danske akademikere.

Søren Halskov peger på et ofte overset ansættelsesområde: EU´s agenturer.

”Mange synes ikke at have opdaget, at de mange specialiserede EU-agenturer rundt omkring i Europa ofte opslår gode og vellønnede jobs – hvor man ikke skal igennem de store ansættelsesprøver – på deres hjemmesider,” siger han (se europa.eu/agencies).

For en nyansat generalist er nettolønnen 30-32.000 kr. om måneden, når man indregner den ret lempelige EU-skat og ubeskattede tillæg, som til dels er afhængig af familiesituationen. Plus en god sygesikring og med tiden en pænt stor pension. Man stiger i løn såvel efter anciennitet som merit.

”Med i regnestykket hører, at leveomkostningerne i en by som Bruxelles er lavere end i Danmark,” siger Søren Halskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet