Det er ikke i pengene, du finder lykken

11-02-2010
1 min.

En lille lotto-million eller fem – uha, så er min lykke gjort.

Nej, nej – i hvert tilfælde ikke, hvis du er dansker. En bugnende bankkonto kan højst give dit selvværd et lille boost, men penge i sig selv gør dig ikke lykkelig.

Det viser den årlige undersøgelse fra Legatum Prosperitys, hvor beboerne i alverdens lande bliver målt på lykke og velbefindende.

Kun i de fattigste lande har penge en afgørende effekt på folks tilfredshed. Hvis en borger oplever pludselig at få øget sin indkomst fra nul til 3.000 $, har det en stor effekt for den enkeltes lykkefølelse, fordi det betyder, at de helt basale behov så kan blive opfyldt.

En stigning i indkomsten fra 30.000 $ til 33.000 $ har til gengæld en forsvindende lille effekt på tilfredsheden.

Det vil sige, at det for langt de fleste danskeres vedkommende ikke er pengene, der kan få os til at rykke op på en 1. plads fra 4. pladsen som verdens lykkeligste folkefærd – en plads, som vi indtager ifølge samme undersøgelse.



I Danmark er det til gengæld et godt helbred, gode relationer, et retfærdigt retssamfund og friheden til at forfølge vores drømme, der kan få vores lykkebarometer til at stige.

Og her har Finland, Schweiz og Sverige forstået noget. De indtager henholdsvis 1., 2. og 3. pladsen som verdens lykkeligste lande. Zimbabwe, Sudan og Yemen indtager til gengæld bundplaceringerne.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.