Frit pensionskassevalg

15.12.2010

af

Læserbrev fra Lars Qvistgaard.

Kære Lars Wismann

Jeg synes, at det er en relevant debat, som du har rejst i djøfbladet nr. 20 og finder, at djøfbladet gav en god og nuanceret dækning af de pensionsmæssige overvejelser, som vi alle skal gøre os.

Jeg bliver nu i tvivl, om vi har læst det samme blad, når jeg ser din kommentar i djøfbladet nr. 20. Jeg har i djøfbladet udtalt mig på vegne af de 18.000 overenskomstansatte medlemmer, som har valgt mig og min bestyrelse til at varetage deres interesserer ved de kollektive overenskomstforhandlinger. Og jeg udtaler mig om de krav, vi som Overenskomstforening stiller til arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne. Det fremgår tydeligt af artiklen.

Djøfs krav er altid baseret på dialog med medlemmerne og godkendt af vores repræsentantskab. Derfor kan jeg med relativ stor sikkerhed sige, at vores medlemmer på nuværende tidspunkt ikke ønsker en obligatorisk pensionsordning, hvor der går mere end de 16,9-17,5 procent til opsparing. Alt derudover vil medlemmerne selv have mulighed for at bestemme, om det skal være til løn eller pension.

Der er grænser for, hvor meget vi som forening kan aftale, at vores medlemmer skal indbetale forlods af deres løn til en pensionsordning.

Det er mit klare indtryk, at djøferne godt kan vurdere, om denne pensionsindbetaling er tilstrækkelig til at give dem den pension, de måtte ønske for sig selv. Mange foretager supplerende opsparing enten i bolig eller andre pensionsordninger. Men det er valg, som de selv træffer.

Hvad angår min udtalelse om, at jeg ikke hører medlemmerne kræve frit pensionskassevalg, giver jeg igen udtryk for, hvad jeg oplever på møder og hører fra langt de fleste af Overenskomstforeningens medlemmer i den daglige kontakt.

JØP er begunstiget af at være pensionskasse for folk, der er uddannet til at forstå økonomiske og juridiske sammenhænge, og det er min klare opfattelse, at medlemmerne har en grundlæggende forståelse af pensionskassens udfordringer i form af forøget levetid, lavrentesamfund mv. Men det er vilkår, som ikke er særegne for JØP, og derfor er frit pensionskassevalg ikke så enkel en løsning, som antydet.

Men samtidig har jeg ingen tvivl om, at der skal arbejdes med mere valgfrihed inden for den givne ramme. Det vil blandt andet sige med en vis valgfrihed omkring ydelserne, og hvor det er overladt til den enkelte selv at beslutte, hvor meget mere de ønsker at indbetale ud over den obligatoriske procentsats.  Samtidig viser de nuværende forhold i afdeling 1, at medlemmerne efter min mening helt klart bør tilbydes valg om fortsat at forblive i deres nuværende ordning eller overgå til en ordning med beskedne garantier med muligheden for en investeringspolitik, der tjener det enkelte medlem på langt sigt. Men det er jo en beslutning, som JØPs bestyrelse skal træffe i sidste ende.

Med venlig hilsen
Lars Qvistgaard

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet